Julen er hjerternes fest. Jul handler om mad og om gaver. Men allermest handler den om fællesskab. Om samvær med vores venner og familie og om at drage omsorg for dem, der trænger.

Men hvordan står det egentlig til med omsorgen? Det er temaet for dette års adventskalender fra Velfærdsprofeten, hvor værterne Lotte Andersen og Stine Rahr Bruzelius går på jagt efter omsorgen i den danske velfærdsstat.

Denne tredje adventsepisode handler om omsorg i sundhedsvæsenet. Omsorg har altid været en vigtig del af sygepleje. Allerede 400 år før vor tidsregning formulerede Hippokrates den første lægeed, som stadig er gældende i dag: Stundom helbrede, ofte lindre, altid trøste, aldrig skade.

Og det er en god ide at huske på det gamle lægeløfte, for ifølge Etisk Råd er omsorg et fundamentalt behov hos alle patienter og brugere af sundhedsvæsenet.

Det har imidlertid også stor betydning for personalet, da udøvelse af omsorg er en vigtig kilde til arbejdsglæde. Så hvilken rolle bør omsorg spille i pleje og behandling i det danske sundhedsvæsen?

Det undersøger velfærdsprofeterne i denne episode, hvor de har besøg af lektor og ph.d. Lotte Evron, som forsker og underviser ved sygeplejerskeuddannelsen på Københavns Professionshøjskole.

Lotte Evron fortæller blandt andet, hvordan vi generobrer omsorgen i sundhedsvæsenet.

Lyt med her.

Velfærdskronikken

Velfærdskronikken handler om velfærd i alle former og størrelser. Den er åben for alle – især studerende, dimittender og ansatte fra Københavns Professionshøjskole. Det skal være en velskrevet tekst, som kan sætte gang i tankerne og velfærdsdebatten. Velfærdskronikken udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Skribenterne kan naturligvis ikke være anonyme. Fakta skal være i orden, og vi bringer ikke hadefulde og krænkende indlæg. Den må fylde maksimalt 5.000 anslag med mellemrum svarende til ca. to A4-sider. Vi forbeholder os ret til at forkorte og redigere.

Forslag sendes til sfly@kp.dk med ’kronik’ i emnefeltet.

Del og debattér artiklen: