I denne føljeton interviewes en række kendisser via e-mail med afsæt i et sæt identiske og gennemgående spørgsmål. Ved første øjekast er vi i den lette og underholdende genre, men ved nærmere eftersyn er det ikke så kaloriefattigt endda.
Denne gang med Anne Sophia Hermansen. Vi kender hende som kulturredaktøren fra Berlingske med de skarpe meninger. Hun bliver gang på gang fremhævet som en af de kvinder, der har størst indflydelse på samfundsdebatten. Anne Sophia er således fast indslag på Politikens årlige liste over landets 100 mest markante meningsdannere, og hun er blevet udvalgt af Alt for Damerne som en af 11 kvinder med størst indflydelse i Danmark. Men hvem er hun egentlig? Og har hun lært noget af coronakrisen? Få svarene her…
Har du lært noget nyt om dig selv under coronakrisen?
”Til min store overraskelse opdagede jeg, at jeg er altantosset. Pludselig så jeg mig selv i Plantorama med planter og potter under armene: Figentræer, hortensia, sommerfuglebuske og lavendler. Nu har jeg et brag af en altan og ender nok med at blive alkoholiker, da den også har aftensol, og det er dejligt, når man drikker rosé.”
Tror du, vi som samfund og fællesskab har lært noget af krisen?
”Hvis vi ikke vidste det i forvejen, så lærte vi, at danskerne sætter stor pris på kultur, mens politikerne sætter meget lidt pris på kultur. Folk læste bøger, gik på virtuelle museer, så Netflix og havde nok mistet forstanden, var det ikke for Tiger King eller Fællessang på DR. Alligevel udtalte kulturministeren, at det var upassende at tale om kultur, og museerne kom bagerst i køen, da Danmark skulle genåbne. De fleste politikere tror, at kultur bare er en gang underholdning og badutspring, men kultur har afgørende betydning for vores lykkefølelse og oplevelse af meningsfuldhed.”
Vender vi tilbage til ’business as usual’, når krisen slutter, eller har den ændret vores adfærd på en sådan måde, at vi kan tale om en ny begyndelse?
”Jeg tror, vi har lært noget vigtigt om vores egen eksistentielle udsathed. Før coronakrisen havde de færreste nok forestillet sig, at vi kunne blive ramt af en pandemi, og at det i virkeligheden er et kæmpe held, at vi ikke har haft flere influenzaepidemier. Men nu ved vi, at det sagtens kan blive et vilkår fremover, at vi har fået vores frihed begrænset og må leve med en langt dybere sundhedsmæssig bekymring.”
Hvordan må velfærdssamfundet gerne udvikle sig, hvis du kunne bestemme?
”Med en større grad af taknemmelighed. Vi er lidt et samfund af brokkerøve, der tager vores enormt privilegerede tilværelse for givet og beklager os, hvis lærerne i folkeskolen ikke gider mandsopdække vores uopdragne unger. Vi hyggebeklager os også over vores sundhedsvæsen, selv om man da må sige, at læger og sygeplejersker fik os forbilledligt gennem krisen. Lærere og sygeplejersker løser nogle af de væsentligste opgaver i vores samfund – alligevel spiser vi dem af med håndører og meget lidt respekt. Det er ret vildt at tænke på.”
Kender du en velfærdsprofessionel?
”Min mormor var sygeplejerske, min tidligere svigermor laborant, og flere af mine venner og bekendte er lærere. Da min far for mange år siden var terminalt syg af kræft og indlagt på Skejby Sygehus, var det rørende at opleve, hvor meget omsorg han mødte fra personalet. Det glemmer jeg aldrig.”
Hvis du skulle vælge en velfærdsprofession, hvilken ville du så vælge? Og hvorfor?
”Klart lærer. Det er et af de vigtigste job, der findes. Tænk at have så afgørende betydning for børn og unge mennesker. Jeg er selv en af dem, der kan takke en folkeskolelærer for at have åbnet litteraturen for mig og taget mig så alvorligt som menneske, at jeg i dag tør udtrykke mine holdninger offentligt. En god lærer kan forandre hele ens livsbane.”
Fakta
Anne Sophia Hermansen (født 1972 i Aarhus) er kulturredaktør på Berlingske og har tidligere været ti år i den finansielle sektor som pressechef. Hun er uddannet mag.art. i litteraturvidenskab og idéhistorie på Aarhus Universitet.
Anne Sophia har et mantra om ’søstersind’, der går ud på, at hun kompromisløst stræber efter at være den kvinde, hun gerne selv ville have mødt i sin karriere. Det går ud på at hjælpe især yngre kvinder med det, hun ikke selv har fået hjælp til – fx at håndtere offentlig kritik, slå karrieremæssige smutveje og skabe stærke netværk. Motivationen til at hjælpe andre kvinder kommer fra at have stået alene som meningsdanner – og fra at have været enlig mor i en karrierestilling, hvor store arbejdsopgaver skulle balanceres med flyverdragter og lukkedage. Hun ser det som et vigtigt chefansvar at forsøge at tage hensyn til sine medarbejderes livssituation og gøre det muligt for dem at have både karriere og familie – uden mavesår.
Velfærdskronikken
Velfærdskronikken handler om velfærd i alle former og størrelser. Den er åben for alle – især studerende, dimittender og ansatte fra Københavns Professionshøjskole. Det skal være en velskrevet tekst, som kan sætte gang i tankerne og velfærdsdebatten. Velfærdskronikken udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Skribenterne kan naturligvis ikke være anonyme. Fakta skal være i orden, og vi bringer ikke hadefulde og krænkende indlæg. Den må fylde maksimalt 5.000 anslag med mellemrum svarende til ca. to A4-sider. Vi forbeholder os ret til at forkorte og redigere.
Forslag sendes til sfly@kp.dk med ’kronik’ i emnefeltet.
