I denne føljeton tager vi pulsen på fritids- og ungdomspædagogikken. Konceptet er enkelt og meningsfuldt: Vi interviewer unge mennesker i faget med afsæt i fire gennemgående spørgsmål.

Shada Mouhsin Al-Kabbani afslutter snart pædagoguddannelsen på skole- og fritidsspecialiseringen på Københavns Professionshøjskole med profil inden for bevægelse og sundhed. Shada er desuden studenterunderviser og i gang med at tage en miniuddannelse for pædagogstuderende hos Rettighedsambassadørkorpset.

HVAD HAR DU VÆRET MEST OPTAGET AF IGENNEM DIT STUDIE?

”Et hjertebarn for mig er undertrykkelse. Det, at være vidne til mennesker, der føler sig undertrykte, uden at kunne gøre noget. Da jeg i en periode gik hjemme med mine børn, fik jeg igangsat mange tanker: Hvad er jeg egentlig optaget af i mit liv? Hvordan kan jeg komme til at arbejde med det, jeg brænder for? Hvordan kan jeg komme til at arbejde med menneskerettigheder?

Da jeg første gang vikarierede i en børnehave, kunne jeg mærke en ild i mig. Den havde hele tiden været der. Og nu voksede den. Jeg blev optaget af at være børnenes advokat. At støtte børn, der ikke har sprog til at sige fra. Det blev tydeligt for mig, at netop det er min opgave.

Jeg var optaget af dømmekraft og etiske handlinger, uden jeg vidste, hvad det var.  Jeg var jo ufaglært på det tidspunkt.”

HVORDAN HAR DET SAT SIG SPOR IGENNEM DIN UDDANNELSE?

”Min første praktik var på dagtilbud, og her blev jeg meget nysgerrig på, hvad det vil sige at være skoleparat. Jeg oplevede det som meget voksendefineret.  De skal række hånden op, sidde ved siden af hinanden… Der er forventninger hele tiden. Så kom jeg i SFO og skole. Her blev jeg optaget af, hvordan jeg kan arbejde med fællesskaber og deltagelsesmuligheder som en måde at arbejde med børns rettigheder på.

Jeg blev optaget af de børn, der tøver med at træde ind i det, de gerne vil. Jeg har jo gået på profilen idræt, bevægelse og sundhed, så jeg er meget interesseret i det brede sundhedsbegreb. Hvordan kan vi som pædagoger støtte børnenes mentale sundhed?

I mit valgfag blev jeg optaget af børns leg. Leg er nøglen til læring. Det udviklede sig til et samarbejde med Røde Kors, hvor jeg har udviklet en leg- og læringscafe. Så det har også sat sig spor. Der er mange måder at arbejde børns rettigheder og børns stemme på.”

HVOR SER DU DE STØRSTE UDFORDRINGER FOR FRITIDSOMRÅDET?

”De største udfordringer er for mig afstanden mellem børn og voksne. Den vokser jo, når børn starter i SFO. Jeg synes børnene er overladt meget til sig selv. Som et alt for langt frikvarter. Relationerne mellem både mellem børnene og pædagogerne er vigtige. Der er brug for følelsesmæssigt tilgængelige voksne, som har et nervesystem børn kan læne sig op ad, og som kan støtte dem i venskaber, og støtte dem i at bruge deres stemmer.  Pædagogerne har jo magten til at sætte kursen. Til at intervenere og igangsætte indsatser, der hjælper børn.”

HVAD DRØMMER DU OM I FORHOLD TIL ET ARBEJDSLIV PÅ FRITIDSOMRÅDET?

”Jeg drømmer om et arbejdsliv, hvor der er tid til relationsdannelse. Det er vigtigt, at børn kan gå til en voksen. Pædagoger skal være mere sammen med børnene: ikke kun passe dem, men passe på dem. Det er vigtigt, at vi taler om børnenes perspektiv i de pædagogiske diskussioner i personalegruppen.  Jeg drømmer om at kunne formidle og arbejde med børns rettigheder i fritidsdelen – akkurat som det står i artikel 12 i Børnekonventionen, der netop handler om børneinddragelse. Selv i en sjippeaktivitet kan man arbejde med børns stemmer!”

‍