I denne føljeton interviewes en række kendisser via e-mail med afsæt i et sæt identiske og gennemgående spørgsmål. Ved første øjekast er vi i den lette og underholdende genre, men ved nærmere eftersyn er det ikke så kaloriefattigt endda.

Denne gang med Jackie Vesterhaab Kristensen, som siden marts 2020 og i en alder af blot 28 år har været forperson for LGTB+ Danmark også kendt som Landsforeningen for bøsser, lesbiske, biseksuelle og transpersoner. Jackie er ikke overraskende indædt modstander af enhver form for intolerance, og som erklæret intersektionel feminist er hun særligt optaget af, hvordan køn spiller ind både strukturelt i samfundet og i vores relationer. Tror hun på nye tider efter coronakrisen? Få svarene her…

Har du lært noget nyt om dig selv under coronakrisen?

”Det har jeg… Jeg kan ikke mindes, at jeg nogensinde har været nødsaget til at trække så hårdt i bremsen før, og det har været utroligt øjenåbnende. Jeg har det nemlig bedst, når jeg holder mig i gang og kan være med til at skabe trygge og bekræftende rammer for LGBT+ personer – og det har været svært ikke at kunne gøre det. Jeg har derfor måtte lære mig selv at slippe skyldfølelsen over ikke at være ’nyttig’ for andre, og det er sikkert meget sundt – og på høje tid.”

Tror du, vi som samfund og fællesskab har lært noget af krisen?

”Det håber jeg, men jeg frygter, at vi får for travlt med at prøve at komme i gang igen uden at give os selv tid til den nødvendige refleksion. Coronakrisen har lært mig, at større fleksibilitet i forhold til arbejdssted og arbejdstider er en reel mulighed for mange i samfundet, og jeg håber, at det kan være med til at give os mere nærvær med vores nærmeste. Jeg tror også, at det har lært mange, at jobbet måske ikke altid skal være grundpillen i vores identitet.”

Vender vi tilbage til ’business as usual’, når krisen slutter, eller har den ændret vores adfærd på en sådan måde, at vi kan tale om en ny begyndelse?

”Jeg tror ikke, vi kan tale om en helt ny begyndelse. Derimod tror jeg, at vi nu kan forestille os en anden tilgang til, hvordan vi arbejder og uddanner os. Det er jo ikke til at sige, hvornår den næste krise rammer, så jeg tror, at det ville give god mening, at vi sammen skaber et robust samfund, der kan håndtere det. Og forhåbentlig kan vi finde tid og plads til en samtale, der stiller spørgsmålet, om det er givtigt for os som mennesker, at vi bruger de fleste af vores vågne timer på at arbejde.”

Hvordan må velfærdssamfundet gerne udvikle sig, hvis du kunne bestemme?

”Jeg håber virkelig, at folk får øjnene op for den kæmpe indsats, som velfærdsprofessionerne yder – og ikke bare under denne krise. Jeg synes, at det er en forbilledlig måde at bidrage til samfundet på. Vores samfund beror netop på, at mange velfærdsprofessionelle hver dag gør deres bedste og udfører et vigtigt stykke arbejde. Og det må være klart for enhver, hvor essentielt det arbejde er. Forhåbentlig vil det afspejle sig ikke bare i anerkendelse, men også i lønninger.”

Kender du en velfærdsprofessionel?

”Den første person, jeg kommer i tanke om, er min svigermor. Hun er sygeplejerske – og har været det i 40 år og er en kæmpe inspiration. Hun arbejder med hjertesvigtpatienter, og selvom der ikke er nogen tvivl om, at arbejdet kan være hårdt, har jeg aldrig hørt hende fortryde det. Hun trækker i arbejdstøjet og kæmper for at hjælpe mennesker med at få hverdagen til at fungere, og det tager jeg hatten af for.”

Hvis du skulle vælge en velfærdsprofession, hvilken ville du så vælge? Og hvorfor?

”Jeg havde i en periode en idé om, at jeg kunne blive en virkelig sej lærer – og at jeg måske en dag kunne være med til at få en flok unger til at følge deres drømme, komme til at udmærke sig, og træde deres egne stier. At jeg kunne have samme positive indflydelse, som mine lærere har haft på mig. Men livet som lærer er meget mere udfordrende, end jeg dengang forestillede mig, og jeg har fundet ud af, at jeg nok ikke ville egne mig til at undervise. Jeg kan kun stå tilbage og lidt misundeligt tænke på, hvordan det hvert år lykkes lærere landet over at håndtere alle de svære, lykkelige, sørgelige og fantastiske stunder, en skoleklasse kan komme igennem, og så tænke: Det der… Det gør jeg lige igen næste år. Og året efter. Og året efter igen...”

Fakta

Jackie Vesterhaab Kristensen (født 1991 i Aalborg) er medlem af landsledelsen for Landsforeningen for bøsser, lesbiske, biseksuelle og transpersoner (almindeligvis forkortet LGTB+ Danmark) og har siden marts 2020 været konstitueret forperson. Til dagligt er hun beskæftiget med projektledelse og IT. Jackie er uddannet cand.merc.int fra CBS med særligt fokus på kultur- og udviklingsstudier. Det er måske derfra, hun fik den store interesse for mennesker og den måde, vi interagerer.

Som intersektionel feminist er Jackie særligt optaget af, hvordan køn spiller ind både strukturelt i samfundet og i vores relationer, men også hvordan andre sociale faktorer kan have yderligere betydning.

Jackie mener, at LGBT+ Danmark skal være funderet på et intersektionelt og normkritisk værdigrundlag, og at foreningen skal frem i lyset i stedet for at hænge i bremsen. Hun siger: ”Vi skal ikke tolerere intolerance, for det medvirker til, at udsatte grupper ekskluderes. Verden bliver beriget af, at forskellige stemmer bliver hørt, og jeg vil arbejde for, at vi som forening udfordrer normtænkning og etablerer bedre og stærkere relationer til andre lignende foreninger og organisationer i Danmark. Vi skal være bevidste om vores egne blinde vinkler i vores arbejde og arbejde for inklusion og tryghed.”

Del og debatér artiklen: