Velfærdsprofeterne Lotte Andersen og Maja Haack har i selskab med en af Skandinaviens førende futurister – Anne Skare Nielsen – gennem fem episoder undersøgt, hvordan velfærdsprofessionernes fremtid ser ud, og hvorledes de velfærdsprofessionelle kan medvirke til fagenes udvikling. Denne femte og sidste episode i føljetonen handler om fremtidens leder.

Ifølge den anerkendte amerikanske ledelsesekspert og professor ved Harvard Business School John Kotter befinder vi os i en tidsalder med overstyrede og underledede organisationer, som er yderst sårbare i en verden under hastig forandring. Hvad nytter det at have styr på alle detaljerne, hvis organisationen bevæger sig i den gale retning, forfølger de forkerte mål, eller stræber efter at realisere en meningsløs vision?

Vi har i årevis set eksempler på, at overstyring og dårlig ledelse i den offentlige sektor har ført til manglende fokus på kerneopgaverne, dokumentationstyranni, pseudoarbejde, stress, udbrændthed og moralske skrupler hos medarbejdere, som derfor flygter fra organisationerne. Samtidig oplever lederne, at de udsættes for krav og rammer, som minimerer deres manøvreringsmuligheder. Det kan selvsagt ikke fortsætte, men hvordan får vi lavet om på det?

SHERLOCK HOLMES OG CIRKULÆRE ORGANISATIONSDIAGRAMMER

Futuristen Anne Skare Nielsen kommer med en række spændende forudsigelser: I fremtiden bliver ledelse et håndværk. Du skal bogstaveligt talt kunne tage et før- og efterbillede, og det bliver en gamechanger i den offentlige sektor. Vi kommer til at organisere os i cirkler omkring kerneopgaven, hvor frontpersonalet placeres i kernen. Omkring frontpersonalet kommer support og de administrative funktioner. Yderst finder vi lederne. Fremtidens ledere får en vigtig rolle i at blive en slags Sherlock Holmes eller organisationsantropologer. Dem, der kan se det, vi andre ikke kan se.

MERE FAGLIG LEDELSE

Velfærdsprofeterne taler også med Niels Ejersbo, der er vicedirektør med ansvar for området Ledelse, Organisation og Forvaltning ved Videreuddannelsen på Københavns Professionshøjskole. Vicedirektøren forudser, at vi i fremtiden får mere faglig ledelse i den offentlige sektor. Det kræver, at man som leder tør gå ind i de faglige diskussioner med meget fagligt stærke medarbejdere. ”Bureaukratiet er blevet en prügelknabe, og det har helt åbenlyst også nogle uhensigtsmæssigheder i sig. Men bureaukratiet kan godt tage en mere moderne form, hvor det ikke er så begrænsende, men er med til at sikre den nødvendige lovmedholdelighed, ” siger Niels Ejersbo.

Lyt med her.

Velfærdskronikken

Velfærdskronikken handler om velfærd i alle former og størrelser. Den er åben for alle – især studerende, dimittender og ansatte fra Københavns Professionshøjskole. Det skal være en velskrevet tekst, som kan sætte gang i tankerne og velfærdsdebatten. Velfærdskronikken udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Skribenterne kan naturligvis ikke være anonyme. Fakta skal være i orden, og vi bringer ikke hadefulde og krænkende indlæg. Den må fylde maksimalt 5.000 anslag med mellemrum svarende til ca. to A4-sider. Vi forbeholder os ret til at forkorte og redigere.

Forslag sendes til sfly@kp.dk med ’kronik’ i emnefeltet.

Del og debattér artiklen: