”Et tæt samarbejde med civilsamfundet som en del af recovery-orienteret rehabilitering – der bør ske i lokalsamfundet og ikke kun inden for de institutionelle rammer – er essentiel. I den forbindelse er der et behov for, at fagprofessionelle ændrer mindset for at fremme borgernes deltagelse og adgang til fællesskaber, samt at ledelsen sætter retningen.”

Det skriver lektor Anja Kammacher fra Videreuddannelsen på Københavns Professionshøjskole i denne udgave af Velfærdskronikken.

EN HELHEDSORIENTERET SOCIAL INDSATS FORUDSÆTTER ET GODT SAMARBEJDE MED CIVILSAMFUNDET

Samarbejde med civilsamfund og brobygning til fællesskaber er blevet en central del af kommunernes sociale praksis. Denne udvikling har været tydelig i mange år, både fagligt og politisk, som det ses i 10-årsplanen for psykiatrien. Mens vi venter på, hvordan denne plan bliver realiseret, kan vi undersøge, hvad der ligger bag det øgede fokus på samarbejde med civilsamfund og brobygning til fællesskaber. For hvad kan vi egentlig få ud af at have fokus på at bygge bro til det, der foregår på den anden side af de sociale institutioner og offentlige tilbud?

Det er noget, vi på Københavns Professionshøjskole (KP) har arbejdet med at understøtte de sidste mange år, og som underviser af fagprofessionelle i den sociale praksis ser jeg en markant bevægelse væk fra, at samarbejde med frivillige og civilsamfund tidligere havde et tydeligt økonomisk incitament til, at brobygning til fællesskaber i lokalsamfundet nu er en del af de recovery-orienterede rehabiliteringsindsatser, mange kommuner i disse år vender blikket mod.

Rehabilitering er en indsats, den fagprofessionelle yder med udgangspunkt i de håb og drømme, som personen i recovery har. Og selvom recovery er en unik og individuel proces, der ikke kan standardiseres, har forståelsen af recovery de senere år bevæget sig i en mere socialt orienteret retning med fokus på, at man ikke kommer sig alene, men sammen med og i relation til andre. Dette underbygges i forskningen, som viser, at 89 procent af dem, der er kommet sig fra psykiske lidelser, peger på forbundethed til andre mennesker som en af de mest afgørende faktorer undervejs. Og med den samtidige massive ensomhed blandt mennesker i udsatte positioner er potentialet stort.

Et tæt samarbejde med civilsamfundet som en del af recovery-orienteret rehabilitering – der bør ske i lokalsamfundet og ikke kun inden for de institutionelle rammer – er essentiel. I den forbindelse er der et behov for, at fagprofessionelle ændrer mindset for at fremme borgernes deltagelse og adgang til fællesskaber, samt at ledelsen sætter retningen.

Det har jeg skrevet om i tidsskriftet Social Udvikling (februar/marts 2025), hvor jeg fremstiller disse fire gode råd:

1. Etablér partnerskaber med ligeværdig dialog og samskabelse.
2. Gå forrest med dagsordenen om, at vi virkelig forstår og tror på, at civilsamfundet kan byde ind med noget i et recovery-orienteret rehabiliteringsforløb.
3. Undersøg infrastrukturen: Har vi systemer, der understøtter brobygningen, og er vi som ledere repræsenteret i civilsamfundet?
4. Undersøg jeres mindset og vær nysgerrige på jeres forståelse af ’god omsorg’, og hvordan jeres normer har indflydelse på arbejdet i den sociale praksis.

PS. Hvis du vil styrke dine kompetencer inden for rehabilitering og skabe de bedste rammer for borgere, der kæmper med psykiske og sociale vanskeligheder, så kan du se nærmere på modulet bio-psyko-social rehabilitering – hvor der er 25 gratis pladser til medarbejdere på det specialiserede socialområde.

‍