”Forskellige redskaber til vurdering og opsporing af underernæring resulterer i forskellige vinkler omkring underernæring som tilstand. De bidrager hver især med vigtige elementer i monitorering og behandling af underernæring. I min optik giver det anledning til at vurdere, hvorvidt Sundhedsstyrelsen anbefalede redskab (EVS’en) er gangbar alene? Bør vi ikke videreudvikle på den – eller i det mindste supplere den, så vi rent ernæringsmæssigt har det bedst mulige grundlag at arbejde ud fra, når vi skal tilrettelægge ernæringsvejledning og indsatser målrettet ældre i sårbare og skrøbelige situationer?”
Det skriver adjunkt Michelle Gundal Petersen fra Ernærings- og Sundhedsuddannelsen på Københavns Professionshøjskole i denne udgave af Velfærdskronikken.
EVS – HVORDAN ELLER HVORFOR OVERHOVEDET?
I forbindelse med min lektorkvalificering på Københavns Professionshøjskole har jeg igennem Videreuddannelsen været ude og undervise i Opsporing af Underernæring i kommunalt regi. Den pågældende kommune har valgt at udarbejde deres eget opsporingsværktøj, hvorfor det var relevant at løfte sygeplejens kompetencer inden for ernæring og opsporing af underernæring hos kommunens ældre borgere. I henhold til Sundhedsstyrelsens (SST, 2022) vejledning om underernæring til kommuner, sygehuse og almen praksis: Opsporing, behandling og opfølgning af borgere i ernæringsrisiko, anbefales det at gennemføre ernæringsvurdering (EVS) på baggrund af ændringer i vægt, hverdagsobservationer eller tab af fysisk funktionsevne. I EVS’en lægges der vægt på at vurdere borgerens indtag af mad gennem vurdering af mængder af fx mælk, brød, kartofler, ris og pasta. Yderligere skal der ifølge EVS’en spørges ind til vægtstatus, spisevaner og risikofaktorer.
Fra min egen tid i praksis ved jeg, at flere kommuner har valgt at benytte andre former for redskaber til at opspore for underernæring. Blandt andet bruges redskabet V.Æ.G.T., som står for Vægt, Ændring, Grund og Tiltag. V.Æ.G.T. bruges som et refleksionsredskab for at synliggøre fokus på ernæring og vægt blandt personalet, og det anbefales desuden af Sundhedsstyrelsen som et dialogværktøj. Derudover er der i nogle kommuner også fokus på vurdering af risikofaktorer for underernæring i stedet for brug af EVS. Mange steder har de dog også taget månedlig vejning i brug, som dog må formodes hovedsageligt at blive brugt på plejecentrene eller hos ældre, som er i en skrøbelig situation. Her anbefaler Sundhedsstyrelsen, at personalet skal reagere på et vægttab på 1 kg eller derover pr. måned eller flere på hinanden følgende vægttab, der tilsammen overstiger 1 kg. Vægttab, der overstiger 1 kg, følges op med en ernæringsvurdering ved hjælp af EVS.
Det sætter spørgsmålstegn ved, om Sundhedsstyrelsens anbefaling til brug af EVS i kommunalt regi er fyldestgørende? Hvordan kan det være, at flere kommuner decideret fravælger Sundhedsstyrelsens anbefalinger, når vi snakker om opsporing af underernæring hos ældre? Hvad fortæller EVS? Og hvilke fordele er der ved de redskaber, der bliver brugt som pendant til EVS’en?
Det overordnede formål med Sundhedsstyrelsens EVS er en specifik vurdering af, om den ældre vil have gavn af, at kommunen iværksætter en ernæringsindsats. Det er altså et spørgsmål, om den ældre vil opleve en effekt af en ernæringsindsats eller ej. Den indtagne mængde af mad, der undersøges og vurderes i EVS, har også sine udfordringer. Hvor stor er en kartoffel? Og hvordan vurderer den ældre størrelsen af en kartoffel? Derudover begynder der også at komme nogle udfordringer med de specifikke valg af fødevarer, eftersom en større andel af vores ældre spiser mere varieret eller har nogle andre spisevaner sammenlignet med tidligere. Hvis den ældre fx ikke drikker mælk eller spiser mejeriprodukter, vil den ældre automatisk få en ’OBS’, hvilket er en anmærkning, som betyder, at den ældre vil have gavn af en ernæringsindsats. Det undersøges ikke, om den ældre fx spiser kalktilskud.
I modsætning til EVS arbejder de førnævnte alternative redskaber til opsporing med at kortlægge de reelle data omkring borgernes vægt. Det vil altså sige, at når vi snakker månedlig vejning, ser vi på resultatet af det ernæringsmæssige indtag, som borgeren har haft. Her får personalet et direkte ”syn for sagen”, og ved den månedlige vejning kan der dermed hurtigt igangsættes en ernæringsindsats. Når der arbejdes med at identificere risikofaktorer for underernæring, finder personalet de bagvedliggende årsager til opstået underernæring, og der kan udarbejdes tiltag, som imødegår risikofaktorerne.
De forskellige redskaber til vurdering og opsporing af underernæring resulterer altså i forskellige vinkler omkring underernæring som tilstand. De bidrager hver især med vigtige elementer i monitorering og behandling af underernæring. Indledningsvis spurgte jeg om overstående problematik giver anledning til at vurdere, hvorvidt Sundhedsstyrelsen anbefalede redskab, EVS’en, er gangbar alene? Et redskab til at vurdere og opspore underernæring er vigtig og berettiget, men spørgsmålet er, i hvilken kontekst vil det være meningsfuldt, så vi ud fra et ernæringsmæssigt perspektiv er i stand til at tilrettelægge ernæringsvejledning og -indsatser målrettet ældre i sårbare og skrøbelige situationer?
Velfærdskronikken
Velfærdskronikken handler om velfærd i alle former og størrelser. Den er åben for alle – især studerende, dimittender og ansatte fra Københavns Professionshøjskole. Det skal være en velskrevet tekst, som kan sætte gang i tankerne og velfærdsdebatten. Velfærdskronikken udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Skribenterne kan naturligvis ikke være anonyme. Fakta skal være i orden, og vi bringer ikke hadefulde og krænkende indlæg. Den må fylde maksimalt 5.000 anslag med mellemrum svarende til ca. to A4-sider. Vi forbeholder os ret til at forkorte og redigere.
Forslag sendes til sfly@kp.dk med ’kronik’ i emnefeltet.
