I denne føljeton interviewes en række kendisser via e-mail med afsæt i et sæt identiske og gennemgående spørgsmål. Ved første øjekast er vi i den lette og underholdende genre, men ved nærmere eftersyn er det ikke så kaloriefattigt endda.

Denne gang med den selvbevidste iscenesætter Martin Bigum, der skildrer tidens udfordringer i flere genrer. Martin anses som en af sin generations mest karakteristiske billedkunstnere, og han blev for alvor kendt i offentligheden for den lille kutteklædte mandsling Art, der optræder i hans malerier fra halvfemserne. Mange husker sikkert også Martin som fast deltager i samfulde 7 sæsoner (2010-16) af Kunstquiz på DR K, hvor kunst blev formidlet med humor under kyndig ledelse af værten Adrian Lloyd Hughes. Har kunstneren lært noget nyt om sig selv og sine medmennesker under coronakrisen. Få svarene her…

Har du lært noget nyt om dig selv under coronakrisen?

”Ja da… Jeg har lært, at selvom samfundet og vores forestillinger om verden dratter ned om ørerne på os, så ligger det dybt i mig at se på verden med kunstnerens voyeuristiske blik: Hvordan reagerer ’menneskedyret’ på den verdensomspændende pandemi? Hvilke udslag viser sig – gode som dårlige? Alle disse nuancer og kontraster opsnapper jeg i mit kunstneriske arkiv, hvorfra jeg måske en dag kan hente det frem og bruge det i min kunst. Vi har jo fået et interessant indblik i hinanden og vores adfærd. Tænk bare på nyhedsværter, der i begyndelsen af nedlukningen på live tv uddelte skyld-med-skyld-på, fordi folk hamstrede. Eller folks argumenter fra først at hævde Corona bare var en influenza til sidenhen ikke at ville holde afstand og insistere på krammere. Eller den utøjlelige lyst til bare at måtte afsted på sommerferie i udlandet denne sommer. Og dem jeg altid har anset som rolige og stabile mennesker, men som under Corona har været præget af dødsangst og kontroltab.”

Tror du, vi som samfund og fællesskab har lært noget af krisen?

”I høj grad. Selvom jeg dagligt sender min dybeste medfølelse til de tusinder, der er blevet ofre for Corona, så har jeg også set et samfund og en globaliseret verden, der kørte alt for stærkt, og som nu er standset brat op og står som et ubrugeligt lyntog på skinnerne. Jeg synes, menneskeheden har opført sig helt vildt usympatisk de sidste årtier. Jeg ved ikke, om det startede med Facebook? Når vi mennesker ser et stort tag-selv-bord, så er der alt for mange, som bare angriber bordets glæder, og som helt uhæmmet skal have stillet sin egen sult. Og der er, ved vi nu, mange trøstespisere derude. Velfærd er at tænke på andre menneskers grundlæggende behov. Vi har længe været et bæger, der blev ved med at flyde over af forkælelse. Det har naturen nu sat en stopper for på sine egen perverst uregerlige facon. Og jeg vil selvfølgelig tilføje et desværre, for det er jo også dybt sørgeligt og uhyggeligt.”

Vender vi tilbage til ’business as usual’, når krisen slutter, eller har den ændret vores adfærd på en sådan måde, at vi kan tale om en ny begyndelse?

”Jeg håber faktisk på en ny begyndelse. Mit personlige motto har lige siden jeg var ung været Nye tider. Hele tiden. Jeg ser mange etablerede magtpositioner vakle, og flere af dem har jeg længe ønsket ville falde.  Reformationer og revolutioner kommer af selvfedme. Hvis vi tager min branche (kunstverdenen), så er den styret af markedskræfter, og ikke af respekt eller interesse for det eksistentielle valg det er at lave kunst. Og kunstnerne er gået med på den og har ukritisk fyldt markedet med gentagelser. Indtil Corona har det været de store internationale gallerier, der dikterede kunsten. Og nulliteter har kunnet blive kunststjerner overnight, bare fordi nogle få internationale kuratorer og gallerister nikkede samstemmende og havde netværket. Nu er både det tyske, engelske og amerikanske marked, der styrede disse faktorer, blevet harpuneret, og guldkunderne kan ikke flyve fra den ene kunstmesse til den anden og opkøbe. Det betyder, at kunstens eget urinstinkt – dens sande ansigt – træder tydeligere frem, åbner sin mund og begynder at sige nye ting, idet den unødvendige støj nu er borte. Kunsten har haft rigtig godt af dette wake-up call. Den havde nemlig glemt at være kunst.”

Hvordan må velfærdssamfundet gerne udvikle sig, hvis du kunne bestemme?

”Velfærdssamfundet vil selvfølgelig ændre sig i takt med konsekvenserne af Corona. Men det, vi ser nu, er bare ridser i lakken. Spørgsmålet er, om der vil blive råd til velfærd i fremtiden? Vi vil komme til at se, hvordan helt nye politikker vil blive udkrystalliseret – med grundformer, som er dikteret af, at vi øjensynligt lever i en verden, hvor vi troede, at nationalstaterne var ved at forsvinde, men som overfor pandemier i den grad bliver genvakt. Det er så den næste fare: Genvækkelsen af uhyggelige reaktionsmønstre som racisme og fascisme.”

Kender du en velfærdsprofessionel?

”Er jeg som kunstner velfærdsprofessionel?”

Hvis du skulle vælge en velfærdsprofession, hvilken ville du så vælge? Og hvorfor?

”Katastrofe- og risikomanager… Selvom jeg er en distræt kunstner og prøver at se på vores verden udefra for at kunne se klart, så har jeg under coronakrisen oplevet mange gange, at det var mig, der havde begge ben på jorden. Ikke pragmatikerne.”

Bonusinfo

Maleriet med titlen The Great Divide fra 2006, som ses ovenfor, hænger i en privat samling i Genève i Schweiz. Det er ikke et selvportræt, men viser Martin Bigums bud på ’den omvendte verden’. Himmelbuen er befolket af ryttere på sæbebobler, der kan briste hvert øjeblik, alt imens de alligevel svinger piskene for fremdrift. Den hvidskæggede gud holder et silhuetklip med alskens individer, der sammenkrølles mere og mere på vej til den anden side af billedet, hvor samme gud hænger med hovedet nedad og alt blottet.

Fakta

Martin Bigum (født 1966) er en autodidakt multikunster, der især er kendt for sit virke som billedkunstner.

Han virkede i en årrække som tegner ved satiremagasinet MAD, og blev i halvfemserne kendt for figuren Art – en lille kutteklædt mandsling, der optræder som en personificering af kunsten i mange af hans malerier i perioden fra 1992 til 99. Gennem Art undersøger Martin Bigum kunsten og litteraturens betingelser efter senmodernismens afslutning.

Martin maler farvestærke, tegneserieagtige billeder læsset med referencer fra kunsthistoriens uudtømmelige billedbank. Han arbejder desuden med grafik, fotografi og video i et figurativt fabulerende og ironisk formsprog, hvor inspirationen fra tegneserie- og reklameverdenen også er tydelig. Han har desuden udgivet digtsamlinger og bøger. Seneste udgivelse er Min personlige kunsthistorie fra 2014. Bogen beskriver omstændighederne, de personlige grunde og samtidslige faktorer, der har inspireret til frembringelsen af kunstværker.

Martin er gift med billedkunstner og kostumedesigner Pernille Egeskov. De har sammen to børn og bor på Frederiksberg i København, hvor han også har sit atelier.

Martin Bigum anses som en af sin generations mest karakteristiske billedkunstnere, og i 2015 blev han udnævnt til Ridder af Dannebrogordenen.

Han voksede med egne ord op i realiseringen af middelklassedrømmen: Et parcelhus på en blind vej i Brøndby Strand med far, mor og en søster. Moderen havde polsk baggrund og var katolsk opdraget, men havde resolut vendt alle autoriteter ryggen. Hun opdrog sønnen til at følge sit hjerte og indgød selvtillid i ham. Forældrene blev skilt, og med den baggrund har Martin fastslået, at han vil gøre alt for at holde sammen på sin egen familie. Den er der ikke plads til at gamble med, har han udtalt.

Flere arrangementer på vej. Tilmeld dig herunder og få besked.
Del og debatér artiklen: