I denne føljeton interviewes en række kendisser via e-mail med afsæt i et sæt identiske og gennemgående spørgsmål. Ved første øjekast er vi i den lette og underholdende genre, men ved nærmere eftersyn er det ikke så kaloriefattigt endda.

Denne gang med May el-Toukhy. Vi kender hende som filminstruktøren, der fik sit store gennembrud med spillefilmsdebuten Dronningen sidste år. Tiden derefter har været et uafbrudt sejrstogt, og det provokerende drama vandt således hele 9 ud af 13 mulige Robert-priser og snuppede fire statuetter ved uddelingen af Bodilprisen, og i begge tilfælde blev May hædret for ’bedste film’. Men hvem er hun egentlig? Og har hun lært noget af coronakrisen? Få svarene her…

Har du lært noget nyt om dig selv under coronakrisen?

”Både og... Jeg er blevet mindet om, hvor meget jeg nyder at være alene eller sammen min familie – og hvor lidt jeg holder af at tale i telefon! Under krisen har jeg også savnet intim kontakt med andre end min familie. Jeg har opdaget, at jeg er en krammer, en kysser og en nusser. Og så har jeg været meget ængstelig for fremtiden. Ængsteligheden lagde sig i løbet af lockdown, fordi det på mange måder lykkedes mig at få vendt skuden og tænke – hvis det hele går ned, har jeg så fået ryddet op i mine relationer? Ved de mennesker, jeg er tæt på, at jeg elsker dem? Har jeg fået gjort det klart, hvor meget de betyder for mig? Og når jeg så gennemgik listen over mennesker i mit liv, som jeg elsker og holder af, så havde jeg oplevelsen af, at jeg faktisk har fået givet udtryk for min hengivenhed. Og dem, jeg var i tvivl om, skrev eller ringede jeg til for at give udtryk for min kærlighed direkte eller indirekte. Jeg læste engang en tese om, at mennesker der i udgangspunktet er optimistiske, klarer sig dårligere igennem en krise end folk, der er pessimistiske. Jeg tror umiddelbart, jeg er pessimist. Jeg forbereder mig næsten altid på det værst tænkelige scenarie, desværre.”    

Tror du, vi som samfund og fællesskab har lært noget af krisen?

”Jeg håber, at vi som samfund har fået genopfrisket bevidstheden om, hvor privilegerede vi er, og hvor vildt et samfund vi har fået opbygget sammen. Og hvor vigtigt det er, at vi værner om vores velfærdsmodel, så vi kan komme igennem en krise som denne. Jeg synes også, jeg er blevet bekræftet i den rolle, som kunsten og kulturen kan spille i en krise. Folk har set tonsvis af film og tv, lyttet til musik og sunget fællessang. Og derfor begræder jeg også, at kunsten og kulturlivet i disse år bliver underprioriteret rent økonomisk af vores regering. Vi er et lille land, og derfor er det afgørende at kunsten bliver gødet og støttet – ellers visner den. Ligesom vores velfærd gør, hvis vi ikke bliver ved at med at tilføre midler.”  

Vender vi tilbage til ’business as usual’, når krisen slutter, eller har den ændret vores adfærd på en sådan måde, at vi kan tale om en ny begyndelse?

”Jeg tror, at vi mennesker er indrettet på en måde, så vi er i stand til at fortrænge for at kunne overleve. Og derfor tror jeg også, at vi vender tilbage til en form for normalitet. Men det er klart, at der er en hel generation, for hvem en krise som denne har gjort og gør et stort indtryk, fordi det er den første globale krise de oplever – og især dem, der er født efter 9/11. Og derudover, så tror jeg også, at der de kommende år ikke vil være helt den samme udlængsel for danskerne. Jeg tror, færre mennesker har lyst til at rejse ud i verden på eventyr. Og jeg tror, at mange arbejdspladser vil omlægge deres arbejdsgange således, at det mere bliver op til den enkelte, om de vil arbejde hjemme eller ude, fordi krisen har lært os, at der simpelthen er nogle mennesker, der trives bedre og bliver mere produktive af at få lov til at udfylde deres funktion hjemmefra.”  

                   

Hvordan må velfærdssamfundet gerne udvikle sig, hvis du kunne bestemme?

”Jeg har helt og aldeles mistet tilliden til SKAT efter de mange sager, der har været med blandt andet snyd med udbytteskat. Jeg mener, at SKAT som organisation skal revideres, så virksomheder og grådige privatpersoner ikke kan udnytte, at Danmark på mange måder er et samfund der opererer med tillid som fundamentet for vores sameksistens. Jeg mener også, at vores børneinstitutioner, skoler, sygehuse og plejehjem skal have et løft. Der skal postes flere penge ind i at skabe nye måder at gøre tingene på, så vi passer på vores børn, syge og ældre. Og måske skal de nye måder at gøre tingene på opfindes af de mennesker, der ved noget om områderne – altså de velfærdsprofessionelle. Og de velfærdsprofessionelle skal have en højere løn, der svarer til samfundsværdien af det hårde arbejde, de udfører. Jeg har den dybeste respekt for velfærdsprofessionelle over en bred kam. Og i løbet af krisen har jeg på daglig basis sendt kærlige tanker og stor taknemmelighed afsted i den retning.”

Kender du en velfærdsprofessionel?

”Ja, jeg kender mange.”

Hvis du skulle vælge en velfærdsprofession, hvilken ville du så vælge? Og hvorfor?

”Jeg ville være enten jordemoder eller socialrådgiver. Jeg har sikkert en romantiseret forestilling om begge professioner, og jeg beklager, hvis der er nogle, som slår sig på mine overvejelser i den forbindelse. Det år, jeg søgte optagelse på Den Danske Filmskole for anden gang, var jeg til intromøde på jordemoderuddannelsen og overvejede at søge ind dér – hvis ikke jeg kom ind på filmskolen. Jordemodergerningen er et job, der tiltaler mig, fordi det i bedste fald er fyldt med liv og lys, og i værste fald er forbundet med den største tragedie – fx når der opstår komplikationer i forbindelse med en fødsel. Af samme grund ved jeg faktisk ikke, om jeg ville kunne klare jobbet i praksis. Socialrådgiverens jobområde er jeg optaget af, fordi jeg interesserer mig for arv og miljø – hvad vi kommer af, og hvad vi bliver til. Og jeg ved af erfaring, at man med den rigtige hjælp nogle gange kan ændre et menneskes destruktive kurs. Der må være en stor tilfredsstillelse forbundet med at facilitere den proces, tænker jeg.”

Fakta

May el-Toukhy (født 1977) er uddannet ved produktionslinjen på Statens Teaterskole i 2002 og som filminstruktør fra Den Danske Filmskole i 2009. Hun er vokset op i en stor familie i Herlev med en dansk-amerikansk mor, en egyptisk far og fire brødre. Allerede som barn var May optaget af at fortælle historier både på skrift og ved at tegne og male. Hun spillede desuden musik og elskede at spille teater.

”Jeg er opdraget til at være pligtopfyldende og taknemmelig for det, jeg har. Jeg kommer ikke fra en intellektuel familie, men begge mine forældre er meget vidende, belæste og interesserede i kunst. Min far stillede høje krav til min skolegang. Det var vigtigt, at jeg fik en uddannelse, så jeg kunne blive uafhængig og klare mig selv,” siger May om sin opvækst.

Faderen døde for 13 år siden og nåede således ikke at opleve Mays kæmpesucces med spillefilmsdebuten Dronningen, som trækker sit publikum ned i en uimodståelig suppe af lækkerhed og råddenskab. Modne kvinder har altid begæret yngre mænd i film- og litteraturhistorien, men gennem bestemte skabeloner. Ofte fremstilles relationen stærkt romantiseret, selvom den er åbenlys uetisk, eller også ender kvinderne som ynkelige og skøre karikaturer. Men når Trine Dyrholm på sublim vis spiller advokaten Anne, der forfører sin stedsøn Gustav, så opdager vi noget nyt: den modne kvindes perspektiv. Til det siger May: ”Jeg er ikke specielt optaget af sex på film. Og jeg er slet ikke interesseret i at være kontroversiel. Men jeg havde lyst til at være kompromisløs og konsekvent. Dronningen handler for mig om magt. I familier og på arbejdspladser er der altid nogle magtstrukturer. Der er et stort ansvar forbundet med det at have magt. Har man indflydelse, er det næsten umuligt ikke at blive forført eller korrumperet af magten. Så der ligger også en samfundskritik i min film.”

Og uden sammenligning i øvrigt er det kvinderne, som sidder på magten i Mays store egyptiske familie: ”Jeg kommer fra en matriarkalsk familie, hvor kvinderne et langt stykke hen ad vejen definerer rammerne, selvom mændene ikke altid opdager det,” siger May og ler. Hun mener, at hendes dobbelte kulturelle baggrund har gjort hende ekstremt god til at afkode rum, fordi hun har været vant til at placere sig lidt uden for fællesskabet. Det har til tider været udfordrende at navigere mellem den meget sammensatte muslimske familie i Kairo og identiteten som kunstner, men May har valgt at se det som en fordel: ”Jeg har en dobbelt identitet – en kombination af noget egyptisk og noget dansk. Jeg har en viden om to kulturer, hvor der er forskelle og ligheder. Jeg kan både være en del af fællesskabet og samtidig betragte det udefra. Dobbeltheden kan også afføde en eksistentiel ensomhed, fordi jeg føler mig anderledes. Da jeg var yngre, forsøgte jeg at flygte fra den ensomhed. Men med alderen har jeg lært at omfavne og bruge den til min fordel både i mit arbejde og i mine private relationer.”

Faderen var ateist, og det samme er May el-Toukhy: ”Men jeg har familie i Kairo, som praktiserer islam – nogle i høj grad og andre næsten ikke – og jeg har derfor altid haft en bevidsthed om, at der potentielt findes noget, som er større end os. Jeg betragter mig som et spirituelt menneske. Og jeg er opdraget til at have respekt for andres religion – uanset om jeg er enig i ideologien eller ej,” slutter hun.

Velfærdskronikken

Velfærdskronikken handler om velfærd i alle former og størrelser. Den er åben for alle – især studerende, dimittender og ansatte fra Københavns Professionshøjskole. Det skal være en velskrevet tekst, som kan sætte gang i tankerne og velfærdsdebatten. Velfærdskronikken udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Skribenterne kan naturligvis ikke være anonyme. Fakta skal være i orden, og vi bringer ikke hadefulde og krænkende indlæg. Den må fylde maksimalt 5.000 anslag med mellemrum svarende til ca. to A4-sider. Vi forbeholder os ret til at forkorte og redigere.

Forslag sendes til sfly@kp.dk med ’kronik’ i emnefeltet.

Del og debattér artiklen: