I denne føljeton interviewes en række kendisser via e-mail med afsæt i et sæt identiske og gennemgående spørgsmål. Ved første øjekast er vi i den lette og underholdende genre, men ved nærmere eftersyn er det ikke så kaloriefattigt endda.

Denne gang med skuespiller Bodil Jørgensen. Vi kender hende som den mildest talt desillusionerede præst i Rytteriet og husker hende som den sorgtyngede Karen i Lars von Triers Idioterne. Netop nu venter hun på at komme i gang med forberedelserne til Den skaldede Frisør – The Musical af Susanne Bier og Thomas Helmig – samt at optage den 8. sæson af tv-serien Badehotellet, hvor hun spiller Molly. Hvordan har coronakrisen påvirket hende? Og ser hun som privatperson lysere på fremtiden end de roller, hun så ofte spiller? Få svarene her…

Har du lært noget nyt om dig selv under coronakrisen?

”Som skuespiller er jeg afhængig af, at der kommer nogen og kigger – og gerne mere end 10, selv om jeg altid vil spille, uanset hvor mange eller få, der ser på. Når vi kommer i gang igen på landets teatre, så tror jeg, folk har behov for at samles og græde eller glædes sammen. Og det glæder jeg mig til. Jeg savner som aldrig før teatret af kød og blod, og den samhørighed der opstår imellem publikum og os på scenen.”

Tror du, vi som samfund og fællesskab har lært noget af krisen?

”Vi synes måske, vi har fået mere tid, og så alligevel… Nå, men… Da denne mærkværdige pandemi ramte verden og Danmark, var vi nok alle midt i alting og noget. Ved juletid og til nytår havde ingen af os set det komme. Men nu holder jorden en pause, og vi holder vejret... Jeg håber, at det at have tid har fået en plads i vores liv: tid til at tænke, tid til at sørge, tid til forundring, tid til at yde og nyde, tid til omsorg og tanker for hinanden og for jorden og livet her – og måske ligefrem det hinsides…”

Vender vi tilbage til business as usual, når krisen slutter, eller har den ændret vores adfærd på en sådan måde, at vi kan tale om en ny begyndelse?

”Jeg håber, vi har forstået, hvor skrøbeligt det hele er. Vi havde opbygget en næsten skudsikker teknologisk højborg, som pludselig viste sig sårbar. Nu gælder igen kun tro, håb og kærlighed – og så sund fornuft, og et sundhedspersonale, der kan sit kram, og som tager sig af os så godt og grundigt, de formår. Det er jo, som de gamle altid har sagt, og en sandhed vi indimellem står ansigt til ansigt med i krise og krigstider: at livet for alvor kommer tæt ind på os, når døden gør. Og vi mærker længslen igen: længslen efter at være sammen – på cafeer, i parker, med venner og med fremmede, fordi vi ikke er skabt til at sidde alene. Jeg håber, at den længsel vil hive os væk fra skærmen og få os til at søge ud imellem hinanden i stedet for kun at se livet igennem den troldsplint, som skærmen også er.”

Hvordan må velfærdssamfundet gerne udvikle sig, hvis du kunne bestemme?

Jeg håber, vi får vores fine samfund på skinner igen, og at vi med stor taknemmelighed og ydmyghed vil værdsætte de mennesker, der holdt hjulene i gang og gjorde en forskel under krisen – altså personalet i hospitalsvæsenet, men også pædagoger, lærere, skraldemænd, chauffører og alle andre, der vovede sig ud for vores skyld. De burde belønnes, også så de kan mærke det i lønningsposen. Og de rige skal hjælpe til. Vi vil ikke se mere snyd, bedrag og unddragelse af skat, for nu skal vi stå sammen og genopbygge med alle de fælles kræfter vi kan mobilisere.”

Kender du en velfærdsprofessionel?

”Min svoger og hans kone er intensivsygeplejersker. Jeg bøjer mig for deres kunnen og færdigheder – tager hatten helt af. Jeg havde selv et længere ophold på intensiv afdeling i forbindelse med en ulykke, og der fik jeg sådan en respekt for de mennesker, der arbejder der – og en kærlighed til dem. Tænk, at de havde tid til at sidde med mig i hånden, når jeg have brug for det. Det har jeg tænkt lidt over i denne coronatid, hvor der ikke har været mulighed for fysisk kontakt. Det må have været forfærdeligt for både personale og patienter. For det var noget af det, der gav mig lyst til at rejse mig igen.”

Hvis du skulle vælge en velfærdsprofessionen, hvilken ville du så vælge? Og hvorfor?

”Begge mine forældre var lærere. Vi boede i en mindre by, så alle kendte dem. De børn, der havde svært ved at læse eller regne, kom i mit barndomshjem. Det var et kald for mine forældre at lære fra sig. Da de blev gamle og gik ture i gaderne, mødte de altid glade gamle glade elever, som så havde fået børn og så videre og så videre… Hvis ikke jeg var blevet skuespiller, så tror jeg, at jeg var blevet lærer. Det er heller ikke så tosset, hvis man har lyst til at optræde. Det havde min far i hvert fald, og det elskede eleverne...”

Fakta

Skuespilleren Bodil Jørgensen (født 1961) er opvokset i Vejen med to lærere som forældre (Rigmor og Frede). Under sine studier i engelsk litteratur på Aarhus Universitet påbegyndte hun en uddannelse til skuespiller på Statens Teaterskole, som hun afsluttede i 1990. Bodil slog i begyndelsen af karrieren især sine folder på de skrå brædder, hvor hun leverede utallige ypperlige præstationer. Hun fik sit gennembrud i Den menneskelige stemme på Betty Nansen Teatrets lille scene i 1992, og i 1997 blev hun ansat på Det Kongelige Teater, hvor hun blandt andet medvirkede i Skybrud, Menneskereden og Kaj mod vest og i hovedrollen som den humørsyge Lucretia i Den Vægelsindede. Det er imidlertid særligt to hovedroller på film – begge som den ’lidende kvinde’ – der fremhæves, når eksperter peger på foreløbige højdepunkter i Bodil Jørgensens karriere: Den sorgtyngede Karen i Lars von Triers Idioterne (1998) og den indadvendte og drømmeriske titelrolle i Katrine Wiedemanns krasse Morten Korch-filmatisering Fruen på Hamre (2000). Hun fik således både Robert- og Bodilprisen for bedste kvindelige hovedrolle i Idioterne. Siden har hun haft mange markante roller på film og i tv – tænk bare på Jane Aamund-filmatiseringerne Klinkevals og Juliane, Wikke og Rasmussens Der var engang en dreng og tv-serierne Strisser på Samsø, Badehotellet og ikke mindst Rytteriet. Bodil er kendetegnet ved sin kejtede sjælfuldhed og tøvende replikføring. Med sine dybtfølte udtryk for undren, smerte, taknemmelighed og rådvildhed skaber hun medrivende og sarte figurer med en aura af poesi og fine antydninger af åndelige dimensioner. Det er tænkeligt, at Bodils forhold til det ’spirituelle’ er blevet forstærket af særligt to hændelser i hendes liv: (1) Hun befandt sig i toget, der blev afsporet i Sorø-ulykken 25. april 1988. Det er af Danmarkshistoriens værste togulykker, der endte med at koste 8 mennesker livet. Bodil slap fra ulykken med en hudafskrabning. (2) Under optagelserne til filmen Far til fires vilde ferie i juni 2014 på Mandø, faldt Bodil af en traktor uden førerhus, og blev alvorligt kvæstet.

Del og debatér artiklen: