Systematik er helt afgørende, hvis man i vores institutioner vil skabe rum, hvor alt det bøvlede og ubehagelige kommer frem, så vi sammen kan reflektere over det, vi fagligt er mindre stolte af. Det skal vi, fordi vi vil skabe institutioner, der er gennemsigtige – og hvor brutalitet og magtfuldkommenhed ikke er det, der styrer fællesskabet. Og vigtigst af alt: hvor der er tid til at tænke langsomt.

Det mener Kirsten Gunvor Løth, som har skrevet denne udgave af Velfærdskronikken. Kirsten har arbejdet på dagtilbudsområdet siden 2001 som pædagogmedhjælper og som uddannet pædagog fra 2008. Senest har hun været pædagogisk leder i en integreret institution på ydre Nørrebro i Københavns Kommune frem til 2018, hvor hun blev formand for almenområdet i Landsforeningen for Socialpædagoger.

OM BØVL, FØLELSESMÆSSIGE RUSTNINGER OG RUM TIL AT TÆNKE LANGSOMT

Hvis vi i fremtiden skal skabe dagtilbud af høj kvalitet, kræver det et opgør med den politiske detailstyring. Slut med at kommuner tvinger gulvfolket til at producere data, som ingen forskel gør for børnene. Dagtilbudsloven sætter den politiske retning, men den kommunale detailstyring har taget overhånd i konkurrencen om, hvem der kan levere og producere de dygtigste børn. Og indtil videre er der ikke leveret evidens for, at det har gjort en forskel for dem. Det er stadig arbejderklassens børn, der taber i den store konkurrence. Så hvis man virkelig vil ulighed til livs, så skal vi gøre noget helt andet. Gulvfolket skal rejse sig og tage magten over, hvilke data og metoder der virker lokalt. Systematik bliver det store dyr i åbenbaringen.

FREM MED SNUBLETRÅDENE

Alle husker de to statskanalers dokumentarfilm om de rå vilkår i ”Hvor er der en voksen” og “Daginstitutioner bag facaden”. Og selv om der efterfølgende er gået sport i at være de første til at indføre minimumsnormeringer i danske kommuner, så må vi erkende, at normeringer ikke er det hele svar. For det er trods alt ikke alle dagtilbud, der havner i den forråelse, vi så løbe over skærmen. Så hvordan undgår vi at blive formynderiske overfor forældre og forråede overfor de små guldklumper? Hvordan sikrer vi, at vi ikke i afmagt ifører os følelsesmæssig rustning?

En del af svaret er, at vi skal indrette os på en måde, hvor det bliver trygt at kaste lys på det, der bøvler – og hvor det bliver naturligt at tale med hinanden om, at vi fagligt er snublet. Også de gange, hvor vi godt ved, at det ikke er normeringernes skyld, at vi gjorde, som vi gjorde.

For en håndfuld år siden tog jeg som pædagogisk leder i institutionen Hyltebro en beslutning om, at vi skulle afsætte tid på hvert personalemøde til at lege. Vi var på papiret enige om, at legen skulle fylde meget mere i vores og børnenes hverdag. Men det var som om, at det ikke rigtig greb om sig. Den korte historie om den systematik er, at det blev langt sjovere at gå til personalemøder. Samtidig tog jeg en beslutning om, at vi på hvert personalemøde skulle tale om vores faglige snubletråde. Jeg udvalgte et tema – det kunne fx være forældresamarbejde – og medarbejderne valgte selv en snubletråd. Vi startede i det små: Bare fortæl om en snubletråd – ingen fordømmelse, gode råd eller feedback. Bare tak.

Systematikken gjorde, at det blev lettere for de fleste. Og det blev tydeligt hvem, der ikke ville eller kunne – eller i hvert fald skulle have særlig støtte til det. Men også hvem, der havde let ved det, og som endte med helt af sig selv at komme ind på mit kontor og fortælle, når de var snublet. Det er det, jeg kalder kollektivisering af snubletråde.

MERE FORUDSIGELIGHED GENNEM SYSTEMATIK

Den måde at arbejde systematisk med snubletråde og kollektivisere dem gjorde, at vi også fandt ud af, hvad vi ikke vidste. At vi var nødt til at genopfriske tilknytningsteorien og at drøfte, hvad vi har brug for at tale med forældre om, når de kommer første dag med deres vigtigste små mennesker. Det blev over tid let at stå fast på, hvad vi vidste, at der var forskningsmæssigt belæg for. Det gjorde det let at tage imod nye familier og medarbejdere, fordi vi ikke skulle starte forfra hele tiden.

At være dagtilbudsleder er at være leder af bøvl og dilemmaer. Man er aldrig helt sikker på, at man har taget den rigtige beslutning eller foretaget den perfekte vurdering, og man må spejde efter, om der er forskningsmæssigt belæg for at bevæge sig ud ad den vej man står på. Det er at arbejde vidensbaseret. Systematisk arbejde med leg og snubletråde blev starten på en rejse, hvor vi udviklede pædagogiske oneliners, der tegnede et billede af vores børnesyn. Og som skabte gennemsigtighed for forældre. Vi udvekslede relevant og konkret viden med hinanden, delte tvivl og skabte sammen en institution, hvor der var overskud til at finde på nye former for organisering, og hvor vi tog fodbad i kogt pasta.

Systematikken skaber forudsigelighed. Den sørger for, at vi ved, hvornår vi skal tale om hvad. Systematik er helt afgørende, hvis man vil skabe rum, hvor alt det bøvlede og ubehagelige kommer frem – og hvis man vil skabe rum for refleksion over det, vi fagligt er mindre stolte af. Det skal vi, fordi vi vil skabe institutioner, der er gennemsigtige, og hvor brutalitet og magtfuldkommenhed ikke er det, der styrer fællesskabet. Og vigtigst af alt: hvor der er tid til at tænke langsomt.

Dem, der skal kigge dagtilbuddene over skulderen, skal vurdere, om dagtilbuddene lever op til lovens bestemmelser – og der skal være en klar kommandovej for, hvordan man håndterer det, når man opdager dagtilbud, hvor kvaliteten ikke er i orden. Til gengæld skal området kunne stå på mål for, hvilken systematik man har og hvilke data, der er relevante for at udvikle praksis til gavn for børn, forældre og arbejdsmiljø. Det vil styrke den professionelle dømmekraft.

No items found.

Velfærdskronikken

Velfærdskronikken handler om velfærd i alle former og størrelser. Den er åben for alle – især studerende, dimittender og ansatte fra Københavns Professionshøjskole. Det skal være en velskrevet tekst, som kan sætte gang i tankerne og velfærdsdebatten. Velfærdskronikken udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Skribenterne kan naturligvis ikke være anonyme. Fakta skal være i orden, og vi bringer ikke hadefulde og krænkende indlæg. Den må fylde maksimalt 5.000 anslag med mellemrum svarende til ca. to A4-sider. Vi forbeholder os ret til at forkorte og redigere. Vi udsender som udgangspunkt én kronik hver onsdag i lige uger.

Forslag sendes til sfly@kp.dk med ’kronik’ i emnefeltet.

Del og debatér artiklen: