Brug naturen til den gode samtale

Velkommen til Velfærdskronikken – der som navnet antyder handler om velfærd i alle afskygninger. Den er åben for alle og især studerende, dimittender eller ansatte fra Københavns Professionshøjskole.

Den første er skrevet af Erik Harr. Erik er uddannet cand.mag. og har en diplomuddannelse i ledelse fra Københavns Professionshøjskole. Han er til daglig direktør i Foreningen af Danske Lægestuderende (FADL). Ved siden af driver han lederprogrammet Din Camino – find vejen i dit lederskab, hvor han arbejder med leder- og medarbejderudvikling ikke mindst i naturen. Erik blev kåret som Årets Leder i 2019 af Lederforeningen i Dansk Journalistforbund. Han har 20 års erfaring som top- og mellemleder i forskellige interesseorganisationer, forlag og i kommunikationsbranchen. Erik er desuden forfatter til flere fagbøger om organisationsudvikling, medier, kommunikation og politisk interessevaretagelse, og han har senest udgivet bogen ”Skoven som samtalerum. Leder- og gruppeudvikling mens vi vandrer.”

GIV PLADS TIL DEN GODE SAMTALE

Corona hænger os efterhånden ud af halsen. Det er ikke blot en virus, vi alle sammen ønsker at undgå. Den har også haft nogle store sociale konsekvenser siden marts 2020. Vores tætte relationer til venner og familier er blevet påvirket – og den har tvunget rigtig mange medarbejdere hjem fra arbejde.

Jeg udgav for nylig bogen 'Skoven som samtalerum', hvor jeg beskriver, hvordan vi kan bruge naturen til gruppe- og lederudvikling. Og hvordan vi kan arbejde med samtalen, så vi bliver bedre til at fortælle, lytte til hinanden og have en konstruktiv dialog. Ikke mindst coronatiden har øget behovet for at komme ud – og tale med hinanden.

I alle brancher er det vigtigt, at vi formår at have den gode samtale. Naturen kan være en god facilitator for dette, fordi den tilbyder roen og gode rammer for at tænke sig om og lytte til hinanden.

Hvad enten du er pædagog eller lærer, kommunalansat med ansvar for borgere eller patienter, eller har med socialt belastede familier at gøre, kan jeg anbefale, at I en gang imellem tager jeres professionelle relationer med ud under åben himmel og bruger forskellige samtaleredskaber til at blive klogere på dem, I gerne vil hjælpe.

MENTALE PAUSER, SKOVBADNING, NIETZSCHE OG KIERKEGAARD

Naturen har en god indvirkning på os. Japanerne taler om ’shinrin-yoku’, som vi oversætter til ’skovbadning’, og som bygger på, at man indtager skovens atmosfære og bader i de indtryk, skoven giver dig. Træerne udskiller et særligt kemisk stof, der medvirker til at styrke vores immunforsvar, og de mange dufte og synsindtryk kan bruges til at arbejde med vores sanser.

De store filosoffer kendte i den grad til naturens positive indvirkning på vores tankeliv. Friedrich Nietzsche gik i timevis i sine senere år og sagde, at de bedste tanker kom til under vandring. Vores egen Søren Kierkegaard spadserede flittigt rundt i 1800-tallets København og mente, at der ikke var en tanke så tung, at man ikke kunne gå sig fra den.

Når vi tænker på, hvor mange mennesker der i dag lider af stress og børn af koncentrationsbesvær, er det oplagt, at vi tager os tid til de mentale pauser og den variation, som naturen tilbyder os. Og at vi netop bruger det at være ude til at have en god samtale om det, der optager os. Alt dette forudsætter, at vi er gode til at fortælle, til at spørge og lytte – og til at have den gode samtale. Lad mig komme med nogle forskellige råd.

Tag fx afsæt i et emne, det er vigtigt at få talt om. En forandring på arbejdspladsen, en begivenhed eller en særlig skelsættende oplevelse. Det kan også være specifikke ting fra hverdagen. Det helt enkle greb er i første omgang at bede den, der er hovedperson formulere nogle konkrete nøgleord, der er sigende for det emne, der skal tales om.

Det kan også være, at I vil tale om noget helt andet, for på den måde at lære noget om hovedpersonen. Og hovedpersonen mere om sig selv. Et indledende spørgsmål kunne i så fald være, hvad der giver vedkommende energi? Eller hvornår han eller hun sidst har fået en god idé? Hvilken værdi er vigtigst for hovedpersonen i personlige relationer? Hvornår har vedkommende sidst været modig? Eller hvad der virkelig kan gøre vedkommende glad? Tilføj selv nye muligheder. Det handler om, hvad I vil have sat fokus på. Direkte eller indirekte.

DEN GODE SAMTALE OG KUNSTEN AT LYTTE

Hvordan skruer vi så den gode samtale sammen, når der er tale om større og mere komplekse emner, der skal afdækkes? Jeg anbefaler et samtalekit, hvor der er plads til både den gode fortælling, den aktive lytning og den konstruktive dialog.

For samtalen begynder jo med, at hovedpersonen får plads til sin historie og beskrivelser. Prøv at få vedkommende til komme med gode eksempler og fakta, der kan understøtte fortællingen. Typisk vil vi også gerne vide noget om hovedpersonens følelser. Og menneskelige relationer, der kan have betydning for forståelsen af fortællingen. Måske har historien også en morale, som I i fællesskab kan afdække og blive klogere af.

Kunsten i lytningen – som vi kan vælge at kalde en ’dobbelt lytning’, fordi modtager både skal lytte til den anden og sin egen fortolkning af det sagte – må begynde med, at modtager visker tavlen ren og glemmer baggrundsstøjen. Sætter sig i hovedpersonens sted. Prøv undervejs at overtage hovedpersonens synsvinkel og tving dig selv til i første omgang at se tingene med vedkommendes briller. Det er en sund øvelse på den måde at komme ind ’under huden’ på fortællingen.  Og grib de pointer, der er centrale.

Undervejs i lytningen bliver det oplagt for modtager at stille opklarende spørgsmål – ikke kommentarer – og efterfølgende lade sin egen analyse som lytter tage over. Det sidste er i sagens natur også forudsætningen for at blive den gode samtalepartner. Ikke mindst i den professionelle relation, hvor modtageren er eksperten, er det nødvendigt at forstå underteksten og de forskellige motiver, der ligger bag fortællingen og det, der bliver sagt. Hvad er det i virkeligheden, der er på spil i fortællingen?

Når I efterfølgende når over i selve dialogen, kan det være en fordel at sætte klare rammer for, hvad der er formålet med samtalen. Baseret på fortællingen og lytningen kan I så blive enige om, hvad er på dagsordenen? Og hvad tænker I skal være målet med dialogen? At være anerkendende er et grundlæggende princip i samtalen, og det indebærer at gå efter ressourcerne i det, I siger til hinanden. At have fokus på det udviklingspotentiale, den anden repræsenterer, frem for det problemorienterede. Og i dialogen hele tiden være spørgende i forhold til at få uddybet relevante synspunkter. Tillad pauser og vær enig om centrale pointer. Også hvad I ikke er enige om. Og til slut i samtalen skal I have en fælles viden om, hvordan I vil handle på det, I har talt om.

Min erfaring er, at mange processer mellem mennesker afgøres af, hvordan man samtaler med hinanden. Og hvis ikke interaktionen fungerer, kan en eller flere omhyggelige og konstruktive samtaler være med til at løse nogle af udfordringerne. Måske ikke alle. Men fraværet af den gode samtale, vil i hvert fald ikke gøre tingene bedre.

‍