Der findes faktisk en mulighed for at slippe for mere bureaukrati

De forsøg på afbureaukratisering vi har haft i snart 100 år virker ikke, og hvis ingen finder en anden metode til at stoppe det, vil vi få et samfund, der til sidst er så kompliceret, at ingen længere kan finde rundt i det. Det mener Dennis Nørmark, som er forfatteren bag denne udgave af Velfærdskronikken, hvor han tilmed giver et bud på en løsning.

Dennis Nørmark er en af Danmarks mest anvendte og citerede antropologer. Han er forfatter til flere bøger om samfundsforhold, kultur, organisationer og ledelse. Dennis har arbejdet som konceptualiserende chefkonsulent i rådgivningsbranchen en del år og har derudover været professionelt bestyrelsesmedlem i flere organisationer – blandt andet Danmarks Radio, hvor han for nuværende er næstformand. Dennis holder foredrag over hele verden i kulturforståelse og senest om vores meningsløse arbejde med udgangspunkt i bogen Pseudoarbejde, som han i 2018 skrev og udgav sammen med filosoffen Anders Fogh Jensen. I 2021 er han aktuel med bogens opfølger: Tilbage til arbejdet.

DER FINDES FAKTISK EN MULIGHED FOR AT SLIPPE FOR MERE BUREAUKRATI

”Når vi afbureaukratiserer, sker det stort set med en pincet, regel for regel, mens der står nogle andre med en skovl og læsser nye regler på.”

Ordene kommer fra daværende økonomi og -indenrigsminister Margrete Vestager og er nok en af de mest præcise beskrivelser af bureaukratiets evindelige problem. Hver gang man synes, man har lukket et hul i digerne, er der et andet sted hvor vandet fosser ind.

Afbureaukratisering har været på programmet for skiftende regeringer siden 1920’erne, hvor Venstreregeringen nedsatte en Administrationskommission, der skulle komme med anvisninger til, hvilke regler og procedurer man kunne afskaffe. Det er altså en kamp, der har varet næsten 100 år og som vi gang på gang har tabt.

Lovmøllen kværner derud af. Tænketanken CEPOS forsøgte på et tidspunkt at opgøre hvor meget lovgivning fyldte ved simpelthen at tælle ord i love og bekendtgørelser. I 1989 talte man 7.2 millioner ord i det samlede regelsæt. 20 år senere var det vokset til 20,9 millioner ord. Det er en vækst på 3,6 procent om året. Antallet af konkrete love og bekendtgørelser er vokset med 1,4 procent om året siden 1989.

En anden håndfast måde at illustrere omfanget på er de samlede danske dagpengeregler, som i 2011 fyldte 23.675 sider. Da de danske a-kasser det år samlede alle siderne til en bog for at illustrere omfanget, blev den indstillet til Guinness Book of Records som verdens længste bog. For 50 år siden var omfanget af loven 421 sider, i 2000 var den vokset til 17.000 sider. Siden rekordforsøget i 2011 er endnu flere sider kommet til, og i skrivende stund er den oppe på 29.231 sider.

Konklusionen er fuldstændig uundgåelig. De forsøg på afbureaukratisering vi har haft i snart 100 år virker ikke, og hvis ingen finder en anden metode til at stoppe det, vil vi få et samfund, der til sidst er så kompliceret, at ingen længere kan finde rundt i det. Folk vil have alvorligt svært ved at udføre deres arbejde uden konstant at skulle orientere sig i procedurer, retningslinjer, politikker og love, eller kaste håndklædet i ringen – og bryde reglerne for at få arbejdet gjort.

Hvorfor sker det, og hvorfor er det så svært at gøre noget ved? Svarerne på de to spørgsmål er forbundne. Årsagen er, at der bag vores tiltagende komplicerede samfund ligger gode intentioner, og det er samtidig årsagen til, at det er svært at få skovlen under skovlen. For hvis man skal bureaukratiet til livs, må man også indstille sig på at miste noget af kontrollen, gennemsigtigheden, forudsigeligheden og sikkerheden i en moderne administration og dermed i vores gennemadministrerede offentlige liv. Der er ingen gratis vej til at slippe for bureaukrati. Bureaukrater er ikke onde mennesker, der har lyst til at genere offentligt ansatte eller borgere mere end højest nødvendigt.

Når man diskuterer bureaukrati med bureaukrater, vil de typisk sige at der ikke er noget de hellere vil end at fjerne tåbelige og overflødige regler. Problemet er blot, at der faktisk ikke er særlig mange tåbelige og overflødige regler. Og ved at sætte barren dér, får man effektivt kortsluttet en diskussion om det egentlige problem: nemlig at man vil gøre for meget godt her i verden, ikke for meget ondt.

Bureaukrati handler om gennemsigtighed, kontrol, centralisering, planlægning, formalisering, forudsigelighed og sikkerhed. Det er ikke dårlige intentioner, men gode intentioner. Problemet er, at bureaukrater overser, at når man kaster al sin energi ind i det, så bliver det på bekostning af tillid, lokale løsninger, praktiske erfaringer, pragmatik, fleksibilitet, frihed og risikovillighed. Der er således det, som økonomer kalder en ”opportunity cost”, når man fokuserer enstrenget på de bureaukratiske fordele. Det betyder at læreren, sygeplejersken, jordemoderen og socialrådgiveren er tvunget til at lade ting som kvalitet, tid og faglig intuition bliver styret af numeriske kvalitetskrav, centralt bestemte tidsfrister, mål i offentlige resultatkontrakter og andre ting, der gør at de ikke føler, de kan udføre deres arbejde ordentligt.

Intentionerne er gode nok, men systemet har stirret sig blindt på hvad de får ud af bureaukrati og overser næsten konsekvent hvad omkostningerne bliver af al den ivrighed. Det drejer sig både om politikere, der vedtager love; embedsmænd der, udformer dem; forvaltninger, der fortolker dem og tilføjer yderligere krav; og ledelser rundt omkring i det offentlige, der ønsker sig mere og mere information, de kan præsentere for deres overordnede. Skylden ligger ikke ét sted men flere steder.

Der er, som jeg ser det, kun en måde at stoppe det på – og det er det paradoksale forhold, at der skal regler til for at begrænse regler. Bureaukrater er elendige til at afbureaukratisere, medmindre de bliver målt på det, aktivt forhindret i at opfinde mere, og aktivt påbudt at fjerne noget. Et af de mest vellykkede forsøg med afbureaukratisering kommer fra Canada hvor man i delstaten British Colombia i 2001 bestemte sig for at sætte et mål for reduktionen af regler. Man optalte samtlige lokale regler i delstaten, og opgjorde det til 331.812 stk. Dernæst satte man sig for at fjerne 1/3 og måle de ansatte på deres evne til at reducere reglerne – og så monitorerede man det tæt. Dette skabte en forvandling, hvor man pludselig så sig selv som ”regulation manager” mere end en ”regulation maker”. Man opsatte en simpel regel om, at ingen nye regler måtte indføres uden at man samtidig anviste et sted, hvor to andre regler kunne fjernes. På den måde gjorde man bureaukraten personligt ansvarlig for at finde et sted at simplificere tingene i en stat, der var begyndt at drukne i ligegyldige regler for, hvor store fjernsynsskærme måtte være på restauranter og hvilke søm, der måtte bruges, når man byggede broer. I løbet af under 20 år nåede British Colombia meget længere end deres oprindelige mål og fik fjernet næsten 50 procent af alle regler i delstaten.

Også i Storbritannien har man haft succes med en én-regel-ind-én-regel-ud doktriner, som faktisk har været så succesfuld en model, at man allerede et år efter indførelsen i 2011 fordoblede indsatsen og foreskrev, at to regler skulle fjernes for hver regel man indførte.

Det er med bureaukrati, som det er med rygning, fed mad og alkohol. Vi synes, vi får noget ud af det, men omkostningerne er over tid negative og uoverskuelige. Men nøjagtig som et uforpligtende nytårsfortsæt om at ”spise sundere i 2021” ikke gør nogen forskel, så betyder det heller intet at sige, at nu skal man forsimple tingene. Det hjælper først når man sætter regler op for sig selv: Ingen alkohol før kl. 20 om aftenen, ingen take-away andet end i weekenden. Adfærdsregulerende benspænd gør, at vi effektivt kan bekæmpe impulsen i os selv til at gøre det, som på sigt skader os, selv om det føles godt.

Bureaukrati og regelhelvedet er ikke noget, der udføres i ond mening af en administrativ overklasse af djøf’ere, men af mennesker (politikere, embedsmænd og offentlige ledere) hvis gode hjerte er løbet af med dem. Derfor bliver de nødt til at få forpligtende mål og regler for, hvor meget de må indføre. Det kræver regler at komme af med regler – og så kræver det, at alle led i den offentlige ledelse tager ansvar og ikke sender aben rundt til hinanden.

Offentlige ledere, embedsmænd og politikere må få overblik over hinandens andel i elendigheden i stedet for som altid at henvise til, at det er de andre, der finder på reglerne. Dernæst må de forpligte hinanden på konkrete mål for nedbringelse og et konkret loft på, hvor meget de må indføre. Og så må de stå på mål for den reduktion af kontrol, sikkerhed, transparens og forudsigelighed der følger med.

Det har virket i andre lande, og hvis vi ikke skal bruge de næste 100 år på at skændes om, hvorfra bureaukratiet kommer, mens lovmøllen bare kværner, er det om at komme i gang.

‍