Som børnepolitikken formuleres i disse år, kan børn altid blive bedre og dygtigere. De når med andre ord aldrig i mål, da der altid er noget, der kan forbedres eller styrkes. Dermed bliver det også nemt diffust, hvad sundhedsplejersker, pædagoger, lærere, socialrådgivere og forældre skal samarbejde om, og hvordan det meningsfulde samarbejde kan udfolde sig. Det mener Sine Penthin Grumløse og Anja Marschall, som har skrevet denne udgave af Velfærdskronikken.

Sine og Anja er er begge forskere og lektorer på pædagoguddannelsen ved Københavns Professionshøjskole – og forfattere til bogen Familie i medgang og modgang. I bogen undersøges det gennem forskellige tematikker hvilke forhold i familierne, der har haft politikernes interesse; hvordan man har forstået problemer i børn og familiers hverdagsliv; og hvilke løsninger man har fundet meningsfulde. Det historiske indblik giver os den nødvendige viden for også at kunne agere klogt i samarbejdet i dag.

DET SVÆRE SAMARBEJDE OM DET GODE BØRNELIV

Vi ser i disse år en stigende interesse for landets børnefamilier. Denne opmærksomhed afspejles i såvel politik som praksis. Mens det tidligere var de fattige og børn, der voksede op i ’sædeligt fordærvede familier’, der havde samfundets interesse, er det i dag alle familier. Forebyggelse, læring og tidlig opsporing er her nøgleord.

HJEMMET BETRAGTES SOM LÆRINGSMILJØ

Samarbejdet mellem vores velfærdsprofessionelle og familierne søges i dag styrket ved, at der etableres stærkere relationer mellem institution og hjem. Hvor familien tidligere blev set som arnested for omsorg, intimitet og nærvær, tales der i dag om hjemmet som et hjemmelæringsmiljø, der skal støtte op om barnets liv i daginstitution og skole. I nogle daginstitutioner skal såkaldte læringskufferter styrke barnets udvikling og læring på tværs af daginstitution og hjem. I skolesammenhænge søges samarbejdet med forældrene styrket ved, at forældrene sikrer, at børnene dagligt læser hjemme, de taler med børnene på læringsfremmende måder og arrangerer trivsels-, spise- og legegrupper for børnene.

Naturligvis ønsker både forældre, lærere og pædagoger, at det skal gå børnene godt, men som børnepolitikken formuleres i disse år, kan børn altid blive bedre og dygtigere. De når med andre ord aldrig i mål, da der altid er noget, der kan forbedres eller styrkes. Dermed bliver det også nemt diffust, hvad der skal samarbejdes om, og hvordan det meningsfulde samarbejde kan udfolde sig.

BARNDOM ER FREMTIDENS FUNDAMENT

Hvis man skal samarbejde om problemer, der kan støde til engang i fremtiden, må man være nogenlunde enige om hvilke forhold, der kan føre vanskeligheder med sig, og hvad en god løsning kan være. Når der ikke er åbenlyse problemer i hverdagen, kan børns trivsel og udvikling se meget forskellig ud alt efter blikket, der ser. Forældre er først og fremmest optagede af, om deres barn er glad, tryg og tilfreds i hverdagen. Mens lærere og pædagoger nok har en intention om at se ’det hele barn’, men samtidig bliver afkrævet at have opmærksomheden rettet bestemte steder hen. Et eksempel på et politisk opmærksomhedspunkt er børns sprog. Det gælder både for børn, der taler flere sprog, og børn som blot behersker dansk: Der skal samarbejdes om den sproglige udvikling. En mor fortæller her om, hvordan der i datterens daginstitution tidligt blev sat fokus på, at pigen ikke brugte sit talesprog:

"Liv var i PPR-forløb i sin gamle børnehave, fordi hun var meget lang tid om at lære at tale. Det var hun ikke specielt interesseret i. Det var faktisk en af de tider, jeg husker som hård for vores familie. Det er ens første barn, og der bliver lige pludselig sået megen tvivl – de var utrolig hurtige til – jeg tror, hun var halvandet år, da de begyndte med hendes sprog. Altså, man har jo ikke nogen referenceramme, når det er ens første barn. [..] Og alt det hun var rigtig god til blev enormt problematiseret. ”Ih, hvor laver hun mange puslespil, er det ikke også lidt mærkeligt?”, hvor jeg tænkte, det er hun jo skidegod til."

SKOLEN VENTER FORUDE

Moderen fortæller, hvordan hun føler sig overvældet af det massive fokus, som pædagogerne har på datterens sprog. Et fokus hun har svært ved se mening i, da datteren efter hendes bedste vurdering på anden vis udtrykker sig og trives godt. Samtidig oplever hun ikke, at pædagogerne får øje på det, som Liv er god til og i øvrigt er optaget af. Dette skyldes ikke manglende vilje hos pædagogerne, men med et politisk krav om at følge hvert enkelt barns sproglige udvikling nært i en hverdag, hvor tiden er knap, betyder opmærksomheden på ét forhold nemt fraværet af opmærksomhed på andre.

Disse forskellige perspektiver på, hvad der er relevant at samarbejde om, er ligeledes spændt ud mellem en bekymring for Liv her og nu og bekymring for Liv i fremtiden. Det kan blive svært at etablere et reelt samarbejde, hvis forældre og pædagoger ikke forstår hinandens opgaver og perspektiver i forhold til den fælles sag: omsorgen for barnet. Målet for samarbejdet er ikke nødvendigvis enighed og konsensus, men at de involverede parter forholder sig åbne til at ’omsorg’ kan se forskelligt ud og det, den ene part opfatter som en vanskelighed, ikke nødvendigvis opfattes som en vanskelighed af den anden.

SAMARBEJDE ER EN SVÆR DISCIPLIN

Hvor man tidligere tog problemerne op, når de kom, forsøger man i dag at være på forkant. Det gælder både i forhold til familier, hvor der menes at være risiko for, at børnene kan ’arve’ deres forældres sociale problemer, og det gælder børn, der vurderes at ’mangle kompetencer’. Ønsket om at systematisere samarbejdet mellem professionelle og familier er kommet til verden med en intention om, at alle børn skal have de bedste vilkår – og med et ønske om, at forebygge det, der måtte vise sig som problematisk senere i livet. Spørgsmålet er dog, om dette fokus på ’det måske problematiske’ reelt hjælper familierne, og deres børn – og om det overhovedet styrker det professionelle arbejde med børnene?

NB. Pointerne i denne kronik er tidligere formidlet i debatindlægget ”Pædagoger og forældre taler forbi hinanden”, som blev bragt i Kommunen 18. oktober 2020.

No items found.

Velfærdskronikken

Velfærdskronikken handler om velfærd i alle former og størrelser. Den er åben for alle – især studerende, dimittender og ansatte fra Københavns Professionshøjskole. Det skal være en velskrevet tekst, som kan sætte gang i tankerne og velfærdsdebatten. Velfærdskronikken udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Skribenterne kan naturligvis ikke være anonyme. Fakta skal være i orden, og vi bringer ikke hadefulde og krænkende indlæg. Den må fylde maksimalt 5.000 anslag med mellemrum svarende til ca. to A4-sider. Vi forbeholder os ret til at forkorte og redigere. Vi udsender som udgangspunkt én kronik hver onsdag i lige uger.

Forslag sendes til sfly@kp.dk med ’kronik’ i emnefeltet.

Del og debatér artiklen: