Denne undersøgelse har fokus på skoleledernes udfordringer med den ny digitale praksis under coronakrisen – altså hvad de gør med og på digitale medier og platforme. Det siger Søren Hornskov, der er videreuddannelsesleder med ansvar for forskning og udvikling på Københavns Professionshøjskole og fortsætter: "Vi søger med andre ord viden om, hvad der hæmmer og fremmer arbejdet med at skabe forandring i skolens praksis som del af løsningen af de opgaver, som prioriteres på den enkelte skole."
Coronakrisen har sat ledere i velfærdsstaten i en vanskelig og unik situation. De skal videreføre opgaver, som var planlagt til at skulle løses på arbejdspladsen, til virtuelle rum. I grundskolen er undervisning på alle klassetrin med meget kort varsel blevet flyttet til læringsplatforme og afholdes som fjernundervisning. Ledere på ungdomsuddannelser, erhvervsakademier, professionshøjskoler og andre videregående uddannelser står i samme situation.
Et historisk eksperiment
"Denne helt ekstraordinære situation er en krise. Den koster menneskeliv og store økonomiske tab. Den er samtidig et historisk eksperiment i ledelse af digital forandring i skolen. Ledere skal på meget kort tid beslutte, hvilke opgaver der kan overføres til digitale platform og med hvilken kvalitet, sikre en passende teknisk løsning og lede på den faglige dimension af forandringen," siger Søren Hornskov.
Men forandringen gælder ikke kun for undervisningen. Møder og driftsopgaver flyttes også til digitale platforme. Alt dette foregår i en uventet og uforberedt rammesætning som gør, at det er tilladt at prøve sig frem, lave fejl og eksperimentere.
"Her ligger en mulighed for forskningen;" fortæller Søren Hornskov og uddyber: "Hvis vi kan dokumentere ideer, prioriteringer og konsekvenser af beslutningerne under krisen kan vi skabe et unikt indblik i ledelse under krisen, som også kan blive et værdifuldt videngrundlag for ledelsesudvikling og lederuddannelse efter krisen."
Skolelederforeningen hilser undersøgelsen velkommen. Formand Claus Hjortdal siger: "Denne vigtige undersøgelse kan hjælpe med at ruste os til håndtering af den næste krise, som sundhedseksperterne siger, at vi kan forvente allerede til efteråret. Jeg vil derfor gerne opfordre alle skoleledere til at deltage."
Velfærdskronikken
Velfærdskronikken handler om velfærd i alle former og størrelser. Den er åben for alle – især studerende, dimittender og ansatte fra Københavns Professionshøjskole. Det skal være en velskrevet tekst, som kan sætte gang i tankerne og velfærdsdebatten. Velfærdskronikken udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Skribenterne kan naturligvis ikke være anonyme. Fakta skal være i orden, og vi bringer ikke hadefulde og krænkende indlæg. Den må fylde maksimalt 5.000 anslag med mellemrum svarende til ca. to A4-sider. Vi forbeholder os ret til at forkorte og redigere.
Forslag sendes til sfly@kp.dk med ’kronik’ i emnefeltet.