Et børneliv fyldt med leg og bevægelse, gode børnefællesskaber samt trygge og støttende relationer, der klæder barnet på til at håndtere udfordringer, er fundamentet for et sundt voksenliv med høj livskvalitet.
Selvom Danmark bestræber sig på at modvirke ulighed i børns trivsel, ligger vi under OECD-gennemsnittet. Udfordringer i det tværprofessionelle samarbejde og problemer med at omsætte viden til praksis er nogle af årsagerne.
Derfor opretter Københavns Professionshøjskole, Novo Nordisk Fonden, LEGO Fonden og TrygFonden et nyt tværfagligt forskningscenter – Center for Bedre Børneliv – med særlig fokus på de mindste børn. Med et budget på 250 millioner kroner over ti år, skal centret bidrage til mere praksisnær forskning, der kan forbedre velfærden for de mindste.
Forskning tæt på børns trivsel er netop temaet for denne episode af Velfærdsprofeten, hvor værterne Lotte Andersen og Stine Rahr Bruzelius har inviteret centerchef Janne Hedegaard Hansen – tidligere forskningsleder på Institut for Pædagoguddannelsen og lektor på DPU, Aarhus Universitet – i studiet.
Janne forklarer, at centret skal styrke brugen af forskning i praksis – og understreger, at der er behov for et tæt samarbejde mellem forskere og professionelle, der arbejder med små børn og deres familier. Målet er at udvikle indsatser, der både er evidensbaserede og praktisk anvendelige.
Centret vil også inddrage børns og forældres perspektiver i forskningen. For eksempel undersøges børns deltagelse i leg, og hvordan pædagogiske metoder kan understøtte dette.
Janne påpeger, at det er vigtigt at forstå børns egne oplevelser og perspektiver for at skabe meningsfulde indsatser.
En anden vigtig del af centrets arbejde er at styrke det tværprofessionelle samarbejde. Dette inkluderer sundhedsplejersker, pædagoger, socialrådgivere og andre faggrupper, der arbejder med børn og familier. Målet er at skabe helhedsorienterede løsninger, der kan løse komplekse velfærdsproblemer.
Centret vil således også fokusere på at skabe en kultur, hvor fagprofessionelle er nysgerrige på hinandens fagligheder og praksisser. Dette skal ske gennem seminarer, konferencer, workshops og studiegrupper, der skal styrke sammenhængen mellem forskning, uddannelse og praksis.
Med ambitionen om at skabe et paradigmeskifte i forskningen inden for 0-6-års området, håber Janne, at centret vil bidrage til at reorganisere og forbedre arbejdet med børn og familier i Danmark. Målet er at skabe langsigtede samarbejder, der kan løfte velfærden for de mindste.
"Vi skal udvikle sammen, men vi skal også hele tiden undersøge, hvordan det så virker til gavn for børnene", siger Janne Hedegaard Hansen.
Lyt til episoden her.
Velfærdskronikken
Velfærdskronikken handler om velfærd i alle former og størrelser. Den er åben for alle – især studerende, dimittender og ansatte fra Københavns Professionshøjskole. Det skal være en velskrevet tekst, som kan sætte gang i tankerne og velfærdsdebatten. Velfærdskronikken udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Skribenterne kan naturligvis ikke være anonyme. Fakta skal være i orden, og vi bringer ikke hadefulde og krænkende indlæg. Den må fylde maksimalt 5.000 anslag med mellemrum svarende til ca. to A4-sider. Vi forbeholder os ret til at forkorte og redigere.
Forslag sendes til sfly@kp.dk med ’kronik’ i emnefeltet.