Velkommen til denne bonusepisode og julespecial fra Velfærdsprofeten, der handler om det psykiske arbejdsliv blandt gymnasielærere – med særligt fokus på, hvad der henholdsvis nærer og nedslider.
Dine værter er som altid Stine Rahr Bruzelius og Lotte Andersen. De har haft den store fornøjelse at have to særlige gæster med i studiet: Docent Nana Vaaben fra Københavns Professionshøjskole, som er en af forfatterne bag en ny rapport om gymnasielærernes arbejdsliv og Susanne Ekman: antropolog og ledelsestænker fra RUC.
Nana har sammen med sine kolleger – lektor Niels Borch Rasmussen og faglig koordinator Sofie Skovdal Mouritzen – skrevet rapporten "Gymnasielæreres arbejdsliv under lup: Arbejdsglæde, frustrationer og tanker om fremtiden". Rapporten bygger på 702 skriftlige besvarelser og tre fokusgrupper, hvor gymnasielærerne har delt deres oplevelser og udfordringer.
Nana Vaaben udfolder i denne bonusepisode de udfordringer, gymnasielærerne står overfor, fx stigende arbejdspres, komplekse arbejdsopgaver og følelsen af konstant at være bagud. Med den søde juletid som anledning fortæller Nana dog også om de glæder, der driver gymnasielærerne i deres arbejde – især samspillet med eleverne.
Susanne Ekman bidrager med sin store viden om den offentlige sektors udfordringer, herunder hvordan urealistiske forventninger og giftig gæld påvirker arbejdsglæden og værdigheden i den offentlige sektor med moralsk stress som følge. Susanne giver også et bud på, hvordan vi kan skabe bedre arbejdsvilkår og forebygge stress i fremtiden.
Disse temaer er selvsagt også særdeles relevante for andre faggrupper, fx sygeplejersker, pædagoger, socialrådgivere og politifolk. Andre undersøgelser har tillige afdækket de selvsamme udfordringer med urealistiske og komplekse krav samt oplevelsen af utilstrækkelighed og moralsk stress på tværs af velfærdsprofessionerne. Ved at forstå og finde fælles løsninger på problemstillingerne kan vi arbejde hen imod bedre arbejdsvilkår og øget trivsel for alle, der arbejder med at støtte og hjælpe andre mennesker.
Så læn dig tilbage (med en kop varm kakao eller hvad du nu foretrækker) og få nye perspektiver samt inspiration til at skabe et bedre arbejdsmiljø i det nye år.
Lyt med her.
Velfærdskronikken
Velfærdskronikken handler om velfærd i alle former og størrelser. Den er åben for alle – især studerende, dimittender og ansatte fra Københavns Professionshøjskole. Det skal være en velskrevet tekst, som kan sætte gang i tankerne og velfærdsdebatten. Velfærdskronikken udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Skribenterne kan naturligvis ikke være anonyme. Fakta skal være i orden, og vi bringer ikke hadefulde og krænkende indlæg. Den må fylde maksimalt 5.000 anslag med mellemrum svarende til ca. to A4-sider. Vi forbeholder os ret til at forkorte og redigere.
Forslag sendes til sfly@kp.dk med ’kronik’ i emnefeltet.