Der var et eller andet i selve tituleringen: Du er jo pensionist! Og ja, jeg er jo pensionist, men mit liv blev fuldstændigt beskåret i den sætning. Det siger lektor emeritus Lene Poulsen, der gik på pension i 2019 – og fortsætter: Lige så vigtigt, som det er at opleve sig selv som aktiv, lige så vigtigt er det at kunne sætte sig ned og sige: Nu holder jeg fyraften!
Denne eksistentielle episode af Velfærdsprofeten om seniorvejledning er til dig, som snart skal på pension – og til vejledere og andre professionelle, der har med seniorer på vej ud af arbejdsmarkedet at gøre. Foruden Lene Poulsen taler værterne Lotte Andersen og Maja Haack med lektor Inger-Lise Lund Petersen fra området Uddannelse, Vejledning og Erhverv ved Videreuddannelsen på Københavns Professionshøjskole.
Inger-Lise fortæller: ”Jeg er helt klart af den overbevisning, at når vi går fra at være erhvervsaktive til at være pensionister, så træder vi ind i en transition, som i høj grad åbner op for muligheden for også at træde ind i en identitetskrise – et socialt limbo, hvor der er uklarhed om, hvordan man agerer. Og det kan da godt være, at du har spillet badminton om onsdagen, og gået i litteraturklub om lørdagen, men det kan jo ligesom ikke udfylde et helt liv. Og rigtig mange mennesker har aldrig skulle foretage valg om, hvad de gerne ville. Hvad er det så egentlig, der er mig? Hvad vil jeg gerne bruge denne sidste tid af mit liv på?”
Velfærdskronikken
Velfærdskronikken handler om velfærd i alle former og størrelser. Den er åben for alle – især studerende, dimittender og ansatte fra Københavns Professionshøjskole. Det skal være en velskrevet tekst, som kan sætte gang i tankerne og velfærdsdebatten. Velfærdskronikken udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Skribenterne kan naturligvis ikke være anonyme. Fakta skal være i orden, og vi bringer ikke hadefulde og krænkende indlæg. Den må fylde maksimalt 5.000 anslag med mellemrum svarende til ca. to A4-sider. Vi forbeholder os ret til at forkorte og redigere.
Forslag sendes til sfly@kp.dk med ’kronik’ i emnefeltet.