Hvis ikke medicin – hvad så?

”At nedbringe forbruget af antipsykotisk medicin kræver en fælles systematisk indsats, der omfatter den medicinske, den plejende, den rehabiliterende og den palliative behandling. Det kalder på et kompetenceløft, som tager udgangspunkt i praksis i den enkelte organisation.”

Det skriver adjunkt, demensrådgiver og uddannelseskonsulent Gry Segoli fra området Sundhed ved Videreuddannelsen på Københavns Professionshøjskole i denne udgave af Velfærdskronikken.

HVIS IKKE MEDICIN – HVAD SÅ?

”Mennesker med demens skal som udgangspunkt ikke have antipsykotisk medicin.”

Det er et af indsatsområderne i Den Nationale Demenshandlingsplan 2025. Hen imod 20 procent af alle mennesker med demens får i dag antipsykotisk behandling på trods af, at der siden 2018 har været stort fokus på at nedbringe forbruget. Der er blandt fagfolk – læger, sygeplejersker, social- og sundhedsassistenter, terapeuter, pædagoger med flere – en bred enighed om, at der må gøres noget.

Ifølge en ny rapport fra Alzheimerforeningen er problemet med antipsykotisk medicin størst på plejehjem. Mens forbruget af antipsykotisk medicin er faldet for mennesker med demens, der ikke bor på plejehjem, er det steget for mennesker med demenssygdom, som bor på plejehjem. I hver tiende kommune får flere end fire ud af ti personer med en demenssygdom på plejehjem, antipsykotisk medicin. I en enkelt kommune er det hvert andet menneske med en demenssygdom på plejehjem, der får antipsykotisk medicin.

Når det kommer til løsningsforslag og bud på, hvad der skal gøres og hvem, der skal gøre noget, så bliver det straks lidt mere mudret. Regionerne peger på, at praktiserende læger i højere grad er begyndt at anbefale antipsykotisk behandling. Lægerne italesætter samlet, at de oplever, at de ofte bliver presset af plejehjem, hjemmepleje og pårørende til anbefaling af antipsykotisk behandling, da medarbejdere og pårørende føler sig magtesløse, når mennesket med demens ændrer adfærd.

Antipsykotisk behandling opfattes altså som en løsning for personale og pårørende, men det har store konsekvenser for det enkelte menneske, der lever med demens. De kan opleve behandlingen som en slags medicinsk spændetrøje med alvorlige helbredskonsekvenser som fx øget risiko for fald, apopleksi, dehydrering og yderligere forværring i de kognitive funktioner – samt en overdødelighed på op til 35 procent.

At nedbringe forbruget af antipsykotisk medicin kræver en fælles systematisk indsats, der omfatter den medicinske, den plejende, den rehabiliterende og den palliative behandling. Der er ifølge den ny hvidbog for rehabilitering flere veje til at sikre en fælles faglig tilgang. Fælles er, at der skal være fokus på to perspektiver i forhold til at sikre den bedst mulige pleje og behandling. Det ene perspektiv er ’udefra-perspektivet’, hvor der skal være en fælles systematik i organiseringen, ledelsen og tilgangen til mennesker med demens. Det andet perspektiv er ’indefra-perspektivet’, hvor der skal arbejdes systematisk med at forstå det enkelte menneske der lever med demens og deres behov og ønsker til deltagelse i et meningsfuldt liv.

Begge perspektiver kalder på et kompetenceløft, som tager udgangspunkt i praksis i den enkelte organisation. Der skal være en tydelig vision for at understøtte og implementere kompetencerne hos den enkelte medarbejder, så det bliver en fælles faglig tilgang til gavn for mennesker med demens samt deres pårørende og netværk.