Hvordan ruster en lærer sig bedst til fremtidens udfordringer?

Voksenuddannelsessystemet – eller VEU-systemet i daglig tale – bliver vigtigere og vigtigere med tiden, fordi udviklingen i samfundet går så hurtigt, som den gør. Det gælder både teknologisk, kulturelt og i forhold til den vidensproduktion, der i det hele taget finder sted. Derfor må grunduddannelserne løbende suppleres med efter- og videreuddannelse i et livslangt perspektiv. Dette er der også til en vis grad bred politisk enighed om. Og det kommer fx til udtryk ved, at Danmark i international sammenhæng har en relativ høj VEU-aktivitet. Der er imidlertid ingen grund til blot at hvile på laurbærrene. Vi har derfor talt med en ’ekspert’, en ’praktiker’ og en ’uddannelsesleder’ for at finde ud af, hvordan vi holder dampen oppe – og hvordan en lærer helt konkret ruster sig bedst til fremtidens udfordringer.

Vi indleder med eksperten – chefkonsulent Michael Andersen fra Danmarks Evalueringsinstitut (EVA). Michael har i årevis beskæftiget sig indgående med praksisbetydningen af efteruddannelse, og han er således forfatter til VEU-håndbogen, som giver et overblik over det samlede offentlige voksenuddannelsessystem i Danmark…

Hvad er status på efter- og videreuddannelserne i Danmark?

”Aktiviteterne på en række områder er faktisk faldet i de senere år. Det gælder fx akademi-, diplom- og masteruddannelserne, hvor aktiviteten har været faldende i det seneste årti. Desuden er deltagelsen socialt skæv: Dem med mest uddannelser deltager mest i VEU. Og det er trist, idet VEU-systemet adresserer en lang række vigtige samfundsmæssige udfordringer, lige fra opdatering af specifikke færdigheder og til at give nye muligheder for karriereskift. Når jeg har skrevet VEU-håndbogen, er det både for at skabe overblik over de mange muligheder, der faktisk er i VEU-systemet – og som mange ikke er opmærksomme på – og for at understøtte kvaliteten af den efter- og videreuddannelse, der finder sted. Derfor gennemgår jeg også ti udvalgte temaer i bogen, der sætter fokus på nogle afgørende udfordringer i VEU-systemet. Det gælder fx forholdet mellem det, der foregår på uddannelserne og på den ene side de realkompetencer de voksne tager med sig fra praksis, når de går i gang med en efter- og videreuddannelse, og på den anden side transfer fra undervisning til praksis. Et tema der er helt centralt for al voksenuddannelse. Andre centrale temaer handler om voksenpædagogiske miljøer, voksenvejledning og digitalisering af VEU. Digitalisering er jo kommet ekstra meget på dagsordenen i forbindelse med coronakrisen. Og her peger jeg på de mange muligheder, der er – og som også praktiseres til en vis grad i dag – for så at sige at kombinere det bedste fra tilstedeværelsesundervisning med hensyn til fx social interaktion med det bedste fra e-læring med hensyn til fleksibilitet i tid og rum for den enkelte deltager,” forklarer Michael.      

‍

TRE TENDENSER

Hvordan ruster en lærer sig så bedst til fremtidens udfordringer efter din mening?

”Det er jo et meget stort spørgsmål, som rummer mange facetter. Meget handler for mig at se om, at vi vil komme til at se meget mere af noget af det, der allerede er på dagsordenen i et eller andet omfang i dag. Det gælder fx samspillet mellem uddannelser og praksis, hvor jeg tror, vi kommer til at opleve, at flere bruger mere tid på at uddanne sig senere i livet for at bygge ovenpå, supplere eller opdatere viden, færdigheder og kompetencer. Og det betyder så igen, at det bliver vigtigere at få voksenuddannelserne til at integrere de voksnes realkompetencer, samtidig med at der bliver mere fokus på transfer og den effekt deltagerne oplever, når de skal bruge det de har lært i praksis,” siger han.

”En anden tendens vi ser i tiden er, at flere bruger uddannelse på en anden måde end tidligere. I stedet for at tage hele uddannelser fra start til slut, tager man måske i stedet et modul fra en uddannelse og et modul fra en anden uddannelse og måske nogle private kurser eller intern uddannelse som noget tredje eller fjerde. Udover at det kan give nogle pædagogiske udfordringer for underviserne, når deltagernes forudsætninger bliver mere forskellige, skaber det også et behov for i højere grad at anerkende voksnes realkompetencer op imod de faglige mål, som det formelle uddannelsessystem er bygget op omkring. Og jeg tror, at vi kommer til at lave mange flere realkompetencevurderinger i fremtiden end vi laver i dag,” forklarer Michael og fortsætter:

”En tredje tendens, som man kan forberede sig på, er digitaliseringen, hvor det er vigtigt, at de enkelte lærere såvel som uddannelsesinstitutioner forholder sig både kritisk og pragmatisk til de nye muligheder, så vi ikke mister barnet med badevandet. Her må det fx sikres at teknologien og tilrettelæggelsesformerne understøtter god læring, herunder meningsfulde dialoger mellem deltagerne og god feedback fra lærerne til deltagerne. Det kan godt lade sig gøre under mere digitale rammer, men det skal tænkes godt igennem.”

‍

"Når deltagernes forudsætninger bliver mere forskellige, skaber det også et behov for i højere grad at anerkende voksnes realkompetencer. Og jeg tror, at vi kommer til at lave mange flere realkompetencevurderinger i fremtiden, end vi laver i dag."
‍Michael Andersen

Michael Andersens bog (VEU-håndbogen) er et veritabelt opslagsværk og kan især bruges til at få det store overblik over udfordringer og muligheder i VEU-systemet, selv om den naturligvis ikke kommer i dybden med alt på de godt 200 sider: ”Jeg har forsøgt at samle meget af den viden vi i dag har om VEU-systemet, så vi ikke igen og igen skal opfinde den dybe tallerken, men kan bygge ovenpå den viden, vi allerede har,” slutter han.

‍

DET HANDLER OM AT BLIVE KLOGERE PÅ SIG SELV

Vi har også talt med en praktiker og endda af den meget sprudlende slags – skolelærer, børnebogsforfatter og tidligere ansat i DR's Børne- og Ungdomsafdeling: Anders Bræstrup Kirstein (billedet). Han huserer til dagligt på Bernadotteskolen i det nordlige København, som i 2019 kunne fejre 70-års jubilæum med sin reformpædagogiske tradition, der bygger på det enkelte individs udfoldelse i fællesskabet i et ligeværdigt og tillidsfuldt forhold mellem elever og lærere, som der står på hjemmesiden…

Hvis jeg stiller dig 10.000 dollar-spørgsmålet: Hvordan ruster en lærer sig bedst til fremtidens udfordringer? Hvad svarer du så?

”Uha… Så tænker jeg, at det er et gigantisk spørgsmål, der har så mange niveauer og kræver en milliard vinkler... Men jeg er villig til at tage en snak med dig om det… Jeg er en af dem, der tror på, at det handler om at udvide det relationelle perspektiv. Så mit bud på et svar handler altså mere om fællesskaber end didaktiske og fag-faglige perspektiver. Hvordan lyder det?”

Det lyder spændende…

”Okay… lidt provokerende kunne jeg postulere, at alle kan lære at undervise – men det gør dem jo ikke nødvendigvis til gode lærere. Det vanskelige er at skabe rum til samvær og nærvær. Det vigtigste er at ville noget med andre mennesker – og at have noget på hjerte. At turde og kunne det er nok den største udfordring for mange lærere og måske især de yngre. At turde være sig selv i undervisningen – men også i forældresamarbejdet. Det kan man, efter min mening, måske bedre ruste sig til med mere fokus på relationer og integritet, og lidt mindre fokus på fag og didaktik.”

Kan du uddybe det?

”Min vigtigste opgave som lærer er at få skabt autonome individer, der forstår, at de skal bidrage til de forpligtende fællesskaber, som de er uløseligt forbundet med. Jeg ønsker, at mine elever ser sig selv som medskabere af noget, der er større end dem selv – og at de har en tro på og fornemmelse af, at deres stemme bliver hørt, og at de er vigtige individer i sig selv og for medskabelsen. Dette gøres, tror jeg, gennem opbygning af relationelle kompetencer, fleksibilitet i forholde til tankemønstre, om hvordan vi gør ting – og så naturligvis kernefaglighed. Som lærer handler det altså om at vise de mennesker, vi omgås, at vi vil dem mere end blot at mestre det rum, som vi får penge for at være i. Derfor bør man som skolelærer også fokusere meget på forældresamarbejdet, klassefælleskabet og individernes bidrag til fællesskabet. Med nærvær, en god proces, og en stærk bevidsthed om, hvor vi ønsker at bevæge os hen, så tror jeg, vi – i samarbejde – kan rykke verden og os selv med den. Integritet og autenticitet er nøgleordene her. Og som i alle andre professioner handler det om at udvikle sig til en reflekterende praktiker, der kan reflektere i, over og med praksis.”

‍

"Med nærvær, en god proces, og en stærk bevidsthed om, hvor vi ønsker at bevæge os hen, så tror jeg, vi – i samarbejde - kan rykke verden og os selv med den. Integritet og autenticitet er nøgleordene her."
‍-Andreas Bræstrup Kirstein

‍

Du er selv i gang med en efteruddannelse – hvad får du ud af det?

”Jo, det startede faktisk med, at vi på skolen valgte at alle elever fra 3. til 5. klasse skulle indkøbe og medbringe en iPad uden egentlig at have tænkt særligt grundigt over, hvad vi skulle bruge dem til. Tekstbehandling??? Nej vel… Der skulle tænkes i nogle andre baner. Opgaven var med andre ord at bruge teknologien på en måde, som giver mening på Bernadotteskolen – altså at bruge en iPad som et kreativt værktøj til at blive skabende. Her kunne jeg bruge min erfaring som tilrettelægger, producer og vært fra DR. Det ville jeg kombinere med lidt efteruddannelse. Og det skulle egentlig bare være et enkelt modul ved diplomuddannelsen i medier og kommunikation, men jeg blev hængende… For hold kæft, hvor var det bare fedt at starte på en efteruddannelse med den ’praksisro’, som 16 års erfaring giver. Uddannelse er godt, men efteruddannelse er bare dobbelt så godt, som en af mine venner siger. Jeg får et nyt sprog og tilværelsen får pludselig flere dimensioner. Det er selvudvikling på højeste plan. Jeg bliver ganske enkelt klogere på mig selv, og det er jo forudsætningen for at blive klogere på sin praksis og på andre mennesker. Denne nye viden – og det, den bringer med sig af entusiasme – håber jeg naturligvis også kan mærkes af mine elever, forældre og kollegaer… Min kone har i hvert fald lagt mærke til den."  slutter Andreas Bræstrup Kirstein og griner.

‍

EFTERUDDANNELSE SKAL SKABE OG UDVIKLE FREMTIDENS PRAKSIS

Med disse kloge og inspirerende ord fra Michael Andersen og Andreas Bræstrup Kirstein i notesbogen opsøger vi en udbyder af efteruddannelse – videreuddannelseslederen Rasmus Kjær fra Københavns Professionshøjskole…

Hvordan holder Københavns Professionshøjskole dampen oppe på efteruddannelsesområdet?

”Det gør vi først og fremmest ved at gøre en positiv forskel i praksis. Vores studerende søger efteruddannelse, enten fordi de med et sigte på et karriereskift ønsker at gøre en forskel i en ny praksis, eller fordi de ønsker at medvirke til at forny den praksis, de allerede er en del af. Det kan fx være en lærer, som ønsker at blive læsevejleder, eller en lærer som ønsker at bruge medier og kommunikation mere i undervisningen.  Fælles er, at de vil gøre en forskel i praksis for andre, og det tager vi meget alvorligt på Københavns Professionshøjskole,” siger Rasmus.

Det lyder flot… Hvad skal der til for at lykkes med det?

”Vi skal lykkes på to planer. For det første skal vi gennem viden og forskning kunne forstyrre den vante praksis. Det har jeg fx selv oplevet, da jeg gennem efteruddannelse fik øjnene op for, at jeg ikke kunne rose mig til anerkendelse af elever – eller da jeg opdagede, at jeg modarbejdede mig selv i forhold til at skabe et praksisnært uddannelsesmiljø ved at fastholde multiple choice test som evalueringsredskab. For det andet skal vi invitere praksis ind i vores uddannelser, så studerende oplever, at de kan udvikle praksis, mens de er en del af et efteruddannelsesforløb. Der skal med andre ord ’ske noget magisk’ – forstået således, at man under efteruddannelsen skal forvandle sig til den praktiker, man gerne vil være. Derfor skal der være plads til praksiseksperimenter, virtuelle oplevelser, problemfyldte cases og meget andet. For det er her, teorien kommer på overarbejde – og her at vores vante praksis og tænkemåder møder sine begrænsninger. Det er forudsætningen for at efteruddannelse kan medvirke til at skabe og udvikle fremtidens praksis,” forklarer Rasmus.

Hvordan ruster en lærer sig så bedst til fremtidens udfordringer efter din mening?

”Alle lærere skal agere i en både politisk, faglig og vidensmæssig omskiftelig virkelighed. Det kræver sit ikke at miste balancen. En lærer skal være fagligt sikker, didaktisk bevidst og dygtig til at arbejde med relationer. En lærer skal uddannes til en fremtid, vi ikke med sikkerhed kan forudsige. Det kræver ikke så lidt…”

Kan du give eksempler på det?

”Matematiklæreren skal fx ikke kun kunne regne, men også regne den ud. Samfundsfagslæreren skal kunne sammensætte undervisningsforløb, der både giver eleverne viden om og evne til at udvikle samfundslivet. Og så skal de kunne gøre det, så eleverne bliver i stand til at omsætte evnerne i samarbejde med andre.  I det perspektiv kan efteruddannelse støtte læreren i at foretage velbegrundede initiativer, eksperimenter og satsninger. Det spændende ved efteruddannelse er, at man her kan hente begrundelser for ny praksis, inspiration fra andre og mulighed for at prøve sig selv af inden for nye felter.”

"Det spændende ved efteruddannelse er, at man her kan hente begrundelser for ny praksis, inspiration fra andre og mulighed for at prøve sig selv af inden for nye felter."
‍Rasmus Kjær

Hvad har I særligt fokus på i efteruddannelserne fra dit område: pædagogik og skole?

”Vi er meget opmærksomme på, at det er en særlig opgave at undervise voksne mennesker, der på både godt og ondt har et stærkt erfaringsgrundlag. Derfor må vi kontinuerligt søge viden om og eksperimentere med at gøre undervisningen praksisnær og relevant. Lige nu er vi fx optagede af at eksperimentere med, hvordan digitale formater kan give endnu mere plads til praksis i undervisningen. Hvis fx ’udenadslæren’ præsenteres i en video forud for undervisningen, så bliver der måske bedre plads til praktiske eksperimenter, når man mødes. Hvis noget af undervisningen kan foregå ’asynkront’, bliver der måske mere plads til opfølgende vejledning i praksis. Hvis noget af praksis kan visualiseres gennem digitale afprøvninger, kan vi måske skabe endnu tryggere platforme for modige eksperimenter. Mulighederne for at bevæge sin praksis i nye retninger er mange, og det kan være svært at vælge. Derfor holder vi også ’åbent hus’ online torsdag 4. juni. Her fortæller vi, hvad man kan forvente sig af efteruddannelse hos os. Og så vil der være rig mulighed for at møde underviserne fra vores forskellige diplomuddannelser og uddannelsesretninger. Det kan være det første og vigtige skridt mod en ny praksis,” slutter Rasmus Kjær.

PS. Hvis du vil deltage i åbent hus 4. juni, så kan du tilmelde dig her.