Den utrættelige klima- og velfærdsaktivist lektor Andy Højholdt fra læreruddannelsen ved Københavns Professionshøjskole er på banen med et nyt initiativ. Denne gang er det mindst fire debatter om klima og bæredygtighed i uddannelse og undervisning.

Det foregår den sidste mandag hver måned fra august til november i kantinen på Campus Nyelandsvej – og første gang er altså mandag 30. august kl. 9-10. Det er gratis at deltage og tilmelding er ikke nødvendigt.

Målgruppen er især studerende og dimittender fra lærer- og pædagoguddannelserne, men alle er naturligvis meget velkomne. Andy Højholdt fortæller: ”Klima og bæredygtighed er de vigtigste emner i verden lige nu. I uddannelser og undervisning skal vi derfor være mere nysgerrige og åbne i forhold til den grønne omstilling, vi står overfor. Det skal vi undersøge og diskutere. Hvordan kan vi uddanne lærere og pædagoger, så de kan sætte klima og bæredygtighed på dagsordenen i deres professionelle virke?”

De første gæster er Stefan Bruse thor Straten og Ditte von Staffeldt fra tænketanken CONCITO. Stefan og Ditte kommer og fortæller om CONCITO’s arbejde med undervisning – herunder den Den Grønne Kuffert, som er et nyt gratis undervisningsmateriale til lærere og pædagoger udviklet af CONCITOs Klimaambassade.

Den Grønne Kuffert kobler øvelser i naturen med bæredygtighed og praksisnær undervisning. Ved at relatere de mange øvelser til FN’s Verdensmål støtter kufferten samtidigt op om en generel forståelse for bæredygtighed. Dermed kan kufferten være en del af startskuddet på en skolegang, hvor elevernes grønne dannelse er i højsædet.

”Materialet bygger på en grundtanke om, at jo flere positive oplevelser, børn har i naturen, des mere er man også villig til at passe på den. Hvis man på et tidligt tidspunkt får vakt børnenes nysgerrighed, så bliver det muligt senere i skolegangen at arbejde med mere abstrakte begreber som biodiversitet, ressourcer og klimaforandringer," siger Stefan Bruse thor Straten.

Velfærdskronikken

Velfærdskronikken handler om velfærd i alle former og størrelser. Den er åben for alle – især studerende, dimittender og ansatte fra Københavns Professionshøjskole. Det skal være en velskrevet tekst, som kan sætte gang i tankerne og velfærdsdebatten. Velfærdskronikken udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Skribenterne kan naturligvis ikke være anonyme. Fakta skal være i orden, og vi bringer ikke hadefulde og krænkende indlæg. Den må fylde maksimalt 5.000 anslag med mellemrum svarende til ca. to A4-sider. Vi forbeholder os ret til at forkorte og redigere.

Forslag sendes til sfly@kp.dk med ’kronik’ i emnefeltet.

Den Grønne Kuffert
Den Grønne Kuffert

Den utrættelige klima- og velfærdsaktivist lektor Andy Højholdt fra læreruddannelsen ved Københavns Professionshøjskole er på banen med et nyt initiativ.

Mandag 30. august kl. 9-10
Campus Nyelandsvej
Gratis
Del og debattér artiklen: