OBS. Arrangementet er aflyst på grund af COVID-19. Vi håber, at arrangementet kan gennemføres på et senere tidspunkt.

Maren Elise Skjerlie Gilling havde været en passioneret lærer i syv år, da flygtningekrisen ramte Europa i 2015. Da hendes elever spurgte, hvorfor der gik flygtningebørn på de danske motorveje, kunne hun ikke ignorere problemet længere. Hun kunne heller ikke give eleverne et godt svar og begyndte derfor at lede efter undervisningsmaterialer om børn på flugt, men fandt intet.

”De syriske børn betaler den største pris for krigens grusomheder. De har mistet deres land, hjem, håb, drøm og ikke mindst fremtid,” siger Maren.

Ved en tilfældighed mødte hun en dag faderen til nogle af hendes tidligere elever: reklamefotografen Lars Schmidt. Han havde erfaring med at rejse ud i verdens kriseområder og fotografere, senest i Afghanistan. De to blev enige om, at de måtte lave det undervisningsmateriale, der manglede. Ni måneder efter tog de afsted.

"Jeg opdagede hurtigt, at jeg kunne gøre en forskel."

Den første rejse i 2017 gik til grænseområdet mellem Tyrkiet og Syrien. Maren tænkte ikke over faren for kidnapning, selvom Islamisk Stat var til stede i området. Eneste forholdsregel var, at hun farvede sit hår brunt for ikke at vække opsigt.

”Det var en rystende rejse på mange måder, men jeg opdagede hurtigt, at jeg kunne gøre en forskel,” fortæller hun. Lejrene var så beskidte, at de mest af alt lignede lossepladser. De fleste af børnene havde forfærdelige historier bag sig. De berettede om, hvordan deres trygge, velkendte verden var blevet ødelagt af missilangreb og skudvekslinger. Nogle fortalte om IS-krigere, der tvang dem ud af deres hjem. Andre beskrev, hvordan de var flygtet om natten og havde set andre flygtninge blive skudt. Børnene i lejren havde ikke ordentlig adgang til lægehjælp og gik ikke i skole. En del af dem arbejdede under slavelignende forhold, ofte for lokale landmænd. Nogle af dem samlede skrald og fik tæsk, hvis ikke de havde samlet nok.

5 skoler

Stoffet til undervisningsmaterialet bliver samlet ind, og da Maren kommer hjem, er hun ikke i tvivl. Hun vil bygge skoler til syriske flygtningebørn. Projektet får navnet 5 skoler.

Hvert år skal Maren skaffe 1,3 mio. kr. for at holde skolerne kørende. Hun får ingen løn. Nedtrykthed rammer nogle gange. Engang skrev hun det på Facebook. Så ringede den radikale politiker Ida Auken hende op. Hun sagde: ”Maren, det er ikke din skyld, der er krig. Du kan ikke stoppe Assad. Du kan ikke redde alle. Du må bruge de kort, du har på hånden, så godt du kan.”

Den samtale tænker Maren ofte på i svære stunder og siger: ”Det bedste kort, jeg har, er lærerkortet. Det er det, jeg bruger, når jeg gør en forskel.”

Du kan møde Maren Elise Skjerlie Gilling og høre hendes vilde historie onsdag 1. april kl. 16-17.30 i auditorium K1.02 på Campus Carlsberg, når KP Alumne inviterer til en masterclass med overskriften KP Velfærdshelte.

Det er gratis at deltage. Læs mere og tilmeld dig arrangementet herunder.

Find mere information om foreningen 5skoler.

Velfærdskronikken

Velfærdskronikken handler om velfærd i alle former og størrelser. Den er åben for alle – især studerende, dimittender og ansatte fra Københavns Professionshøjskole. Det skal være en velskrevet tekst, som kan sætte gang i tankerne og velfærdsdebatten. Velfærdskronikken udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Skribenterne kan naturligvis ikke være anonyme. Fakta skal være i orden, og vi bringer ikke hadefulde og krænkende indlæg. Den må fylde maksimalt 5.000 anslag med mellemrum svarende til ca. to A4-sider. Vi forbeholder os ret til at forkorte og redigere.

Forslag sendes til sfly@kp.dk med ’kronik’ i emnefeltet.

AFLYST: KP Velfærdshelte: Mød Maren Elise Skjerlie Gilling
AFLYST: KP Velfærdshelte: Mød Maren Elise Skjerlie Gilling

Frustrationer over børns elendige forhold i de syriske flygtningelejre har en handlekraftig og modig dimittend fra KP omsat til en forening, der bygger skoler for syriske børn på flugt.

1. April, Kl. 16-17:30
Auditorium K1.02, Campus Carlsberg, Humletorvet 3, 1799 København V
Gratis
Del og debattér artiklen: