I denne føljeton interviewes en række kendisser via e-mail med afsæt i et sæt identiske og gennemgående spørgsmål. Ved første øjekast er vi i den lette og underholdende genre, men ved nærmere eftersyn er det ikke så kaloriefattigt endda.
Denne gang er det Kresten Schultz-Jørgensen. Vi kender ham som forfatter, samfundsdebattør og kommunikationsekspert fra medierne. Han er netop nu aktuel med bogen Gør det godt – et opgør med accelerationsarbejdet. Den handler om, at det forjættede arbejdsliv bestående af overdreven planlægning i obskure detaljer, endeløse datamængder, meningsløse målinger, vanvittige processer og en sygelig optagethed af præstationer i alle døgnets timer har taget magten fra os. Se mere her.
Men hvem er han egentlig? Og er han blevet klogere på sig selv og samfundet under coronakrisen? Få svarene her…
Har du lært noget nyt om dig selv under coronakrisen?
”Jeg har de seneste år brugt rigtigt meget tanketid på at blive klogere på både mig selv og mit arbejdsliv, og de seneste måneder har egentlig været en god anledning til at gennemføre ikke bare nogle af mine gode ieer, men mange af dem. Sagt enkelt: Jeg er nok lidt af det, man kan kalde en accelerationsperson. Mit instinkt er at lave strategier, ændre processer og sparke tingene lidt op i fart. Jeg har det meste af mit liv nok været på vej fra ét sted til et andet, fordi accelerationerne tit forekom mig at være vigtige i sig selv. Fordelene ved den livsstil er jo, at det kan være sjovt og meningsfuldt at rykke ved tingene, og at der en gang imellem er grund til at skifte gear og retning eller bare gøre noget nyt. Jeg har fx lige startet et nyt firma: Oxymoron, der har det ret godt med 15 medarbejdere på vej ud over isen. Andre gange er det ikke så smart, hvis tingene kræver fordybelse og ro. Så jeg håber, at jeg under coronakrisen er blevet meget bedre til at veksle rationelt mellem ro og acceleration.”
Tror du, vi som samfund og fællesskab har lært noget af krisen?
”Det er jeg ikke i tvivl om. Pandemien har med sin globale hærgen efterladt i hvert fald én lokal konklusion: At landet Danmark hænger sammen, selv i en krise. Det samme gør jo Norge og Sverige, selv om de skandinaviske lande har valgt vidt forskellige strategier. De skandinaviske lande fungerer, også i en krisetid, med stor tillid til myndighederne og med kolossal justits i det offentlige rum. Hvis nogen glemmer at hoste i deres armhule, bliver det påtalt i metroen. Meget skandinavisk. Fænomenet hedder jo social kapital og karakteriserer de samfund, der er præget af fælles normer og høje forventninger til gensidighed. Man tror på det, myndighederne siger, og rejser andres cykler op, hvis de er væltet. Lande med høj social kapital klarer sig igennem pandemier, uanset strategien. De fungerer godt økonomisk, fordi tingene ikke går op i konflikter og korruption, og de scorer tårnhøjt på borgernes tilfredshed og lykkefølelse. Så sagt enkelt: Den skandinaviske model, med relativt stor lighed og en udbygget velfærdsektor, kommer enormt styrket ud af det her.”
Vender vi tilbage til business as usual, når krisen slutter, eller har den ændret vores adfærd på en sådan måde, at vi kan tale om en ny begyndelse?
”Ja, det er jo 10.000 dollar-spørgsmålet… Hvor længe holder de løfter, man afgiver, når man har en pistol for panden? Jeg trak for nogle dage siden den litterære klassiker Idioten ud af reolen, fordi bogen bl.a. kredser om netop det spørgsmål. Den er skrevet for 150 år siden, da Fjodor Dostojevski kom hjem fra 10 års fangelejr i Sibirien, hvor han indlysende nok kiggede døden i øjnene mere end én gang. Romanen fortæller historien om en 27-årig mand, der bliver dømt til døden og ført op på skafottet til offentlig henrettelse. I sit livs sidste to minutter gennemtænker han glasklart sit hidtidige liv og de tusinder af dage, som han har ødslet bort. Og så sker det ufattelige. Manden benådes med et hastetelegram. Hvordan gik det manden sidenhen? Han fortsatte ufortrødent med at spilde tiden! Så, det er jo den kamp, vi hver især skal tage. Bum… Så holder vi igen møder hele dagen, køber på kredit og glæder os til en flaske rødvin allerede om mandagen, eller hvad? På skafottet lover man hvad som helst. Det er bagefter, at det gælder.”
Hvordan må velfærdssamfundet gerne udvikle sig, hvis du kunne bestemme?
”Mere tillid til fagfolk, mindre bureaukrati – og det haster… I disse år fylder accelerationerne og bureaukratiet i arbejdslivet mere og mere. Det skyldes en giftig cocktail af målinger, processer og systemer. En præstationskultur af konstante udviklinger og forandringer, som mange af os gennem års træning er opdraget til at fungere i. Og digitale arbejdsprocesser, der gør, at man vågner og går i seng med mobiltelefonen i hånden. Men accelerationsarbejdet ødelægger i længden både medarbejdernes trivsel og arbejdets kvalitet.”
Kender du en velfærdsprofessionel?
”Mange… Halvdelen af mine venner og familier er groft sagt skolelærere, pædagoger eller socialrådgivere.”
Hvis du skulle vælge en velfærdsprofessionen, hvilken ville du så vælge? Og hvorfor?
”Lærer… Det er lige mig: 25 børn samlet om én ting. Det er derfor jeg bijobber som fodboldtræner og den slags, når jeg kan komme til det.”
Fakta
Kresten Schultz-Jørgensen (uddannet cand.scient.pol.) er kommunikationsekspert, foredragsholder og forfatter. Bøgerne kredser om fællesskabets, demokratiets og kulturens muligheder i en verden, der bliver mere global. Han er tidligere taleskriver for Bertel Haarder i Undervisningsministeriet, ministersekretær i Forskningsministeriet, chefredaktør på Dagbladet Aktuelt og Dagen (sidstnævnte nåede at udkomme 41 gange inden selskabet bag gik konkurs), debatredaktør på Politiken, kommunikationschef for Coca-Cola og Det Kongelige Teater. I dag er han leder og ejer af rådgivningsvirksomheden Oxymoron, der fokuserer på virksomheders og organisationers positionering, branding og strategi.
Bonusinfo: Et oxymoron er et ord eller en kort vending, der er sammensat af to begreber, der tilsyneladende modsiger hinanden – altså en slags komprimeret paradoks, hvor der som regel ligger en sandhed eller indsigt gemt.
Velfærdskronikken
Velfærdskronikken handler om velfærd i alle former og størrelser. Den er åben for alle – især studerende, dimittender og ansatte fra Københavns Professionshøjskole. Det skal være en velskrevet tekst, som kan sætte gang i tankerne og velfærdsdebatten. Velfærdskronikken udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Skribenterne kan naturligvis ikke være anonyme. Fakta skal være i orden, og vi bringer ikke hadefulde og krænkende indlæg. Den må fylde maksimalt 5.000 anslag med mellemrum svarende til ca. to A4-sider. Vi forbeholder os ret til at forkorte og redigere.
Forslag sendes til sfly@kp.dk med ’kronik’ i emnefeltet.
