Det var en meget begejstret Martin Lidegaard i absolut topform, der åbnede KP Klimaklubben tirsdag 3. december på Campus Carlsberg og dermed kun få dage før vedtagelsen af den mest ambitiøse klimalov i verden.
”Klimakampen skal vi udkæmpe i fællesskab. Og alle velfærdsprofessionerne har som borgernære frontkæmpere en helt afgørende rolle i bestræbelserne på grøn omstilling af det danske velfærdssamfund, hvis vi skal nå vores ambitiøse klimamål – og det skal vi,” sagde Martin til stor jubel i salen.
Foruden mange tankevækkende og opløftende anekdoter havde den tidligere klima- og udenrigsminister konkrete udfordringer med til det særdeles veloplagte publikum, der var en skøn blanding af klimaglade studerende, dimittender og ansatte fra KP.
Martin havde tre vigtige pointer med til de nyslåede klimariddere; tre pointer der summerer hans erfaringer fra mange år i klimaets tjeneste:
- Start med dig selv. Forandring kommer ikke ovenfra i form en arkitekttegnet færdig plan til verdens frelse, desværre. Forandring kommer især nedefra i form af tusindvis af mindre ryk, der tilsammen tegner en mosaik af forandring. Vi bidrager alle som meningsdannere, demokrater og forbrugere – også selvom politikere selvfølgelig har et særligt ansvar. Men vent ikke på dem. Start, hvor du er, og med det du kan.
- Forudsætningen for at kunne tage dette ansvar er, at vi allesammen har den dannelse og de færdigheder, der skal til, uanset hvad vi beskæftiger os med. Derfor kræver klimahandling også, at vi tager uddannelse og samfundets udvikling generelt med i vores indsats, så vi stadig kan bygge på frihed, lighed og broderskab.
- Den største motor til forandring er håb. Håb har større forandringskraft end frygt, der ofte skaber handlingslammelse. Derfor er vi nødt til at tro på vores sag og på, at vi kan nå det, også selv om det ser svært ud. Ellers kan vi lige så godt opgive kampen på forhånd - og opgive at få et bredt flertal af befolkningen med.
Hensigten med KP Klimaklubben er netop at komme fra ord til handling. Og der blev således etableret seks arbejdsgrupper med ambitiøse mål, som vi i begyndelsen af 2020 vil præsentere en efter en her på siden.
”Jeg glæder mig til at komme tilbage om et års tid for at se og høre, hvor langt I er nået med jeres ambitiøse projekter,” sluttede Martin.
Følg aktiviteterne i KP Klimaklubben her på siden og her: https://alumne.kp.dk/klimaklubben
Velfærdskronikken
Velfærdskronikken handler om velfærd i alle former og størrelser. Den er åben for alle – især studerende, dimittender og ansatte fra Københavns Professionshøjskole. Det skal være en velskrevet tekst, som kan sætte gang i tankerne og velfærdsdebatten. Velfærdskronikken udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Skribenterne kan naturligvis ikke være anonyme. Fakta skal være i orden, og vi bringer ikke hadefulde og krænkende indlæg. Den må fylde maksimalt 5.000 anslag med mellemrum svarende til ca. to A4-sider. Vi forbeholder os ret til at forkorte og redigere.
Forslag sendes til sfly@kp.dk med ’kronik’ i emnefeltet.