I de nye officielle kostråd er klima for første gang en integreret del, og det skal så mange som muligt nyde godt af. Målgruppen for det nye projekt er de professionelle køkkener i Danmark, som hver dag står for at producere omtrent 800.000 måltider til danskeres maver.
Projektet vil give de professionelle køkkener nye værktøjer og initiativer, så danskerne får mulighed for at spise sund og klimavenlig mad, når de er væk fra hjemmet – hvad enten de spiser på farten, på arbejdet, i daginstitutionen, i skolen eller på en restaurant eller café ude i byen.
Det nye projekt kører i regi af Rådet for sund mad og arbejdet bliver baseret på Fødevarestyrelsens nye officielle kostråd.
To af de medvirkende i projektet er praktikanterne Anne Sofie Rubek Nielsen og Nikolaj Byg Jørgensen, som begge er nået til 6. semester på professionsbacheloruddannelsen i Ernæring og Sundhed ved Københavns Professionshøjskole.
”Vi har begge en passion for formidling, og gennem dette projekt får vi en fod indenfor hos nogle af de helt store navne indenfor formidling af sundhedsfremme og forebyggelse,” fortæller Anne Sofie. ”Desuden handler meget af vores uddannelse om de tværfaglige aspekter, så det bliver særdeles interessant og relevant for os på nærmeste hold at opleve, hvordan det tværfaglige samarbejde fungere på tværs af sektorer og organisationer i det virkelige liv,” fortsætter Nikolaj.
Det er meningen, at projektet skal bidrage til at skabe en positiv bevægelse i det danske samfund, så beslutningstagere, professionelle køkkener og forbrugere fremover prioriterer sund klimavenlig mad. Ud over de madprofessionelle og beslutningstagere i og omkring de professionelle køkkener omfavner projektet grossister, uddannelsesinstitutioner og leverandører.
AFDÆKNING OG UDVIKLING BIDRAGER TIL VÆRKTØJER OG INITIATIVER
Projektet omfatter en videns- og behovsafdækning af praksis i de professionelle køkkener. Det skal blandt andet undersøges, hvad der findes af værktøjer og initiativer til at fremme sund og klimavenlig mad i de professionelle køkkener. Det bliver også undersøgt, hvilke værktøjer og initiativer der allerede er gode erfaringer med, og hvad der er behov for at udvikle og tilpasse for at fremme de professionelle køkkenernes arbejde med sund og klimavenlig mad til forbrugerne.
Herefter er det meningen, at de udvalgte værktøjer og initiativer skal afprøves i et tæt samarbejde med madprofessionelle og beslutningstagere i og omkring de professionelle køkkener.
”Vi håber på at få et solidt indblik i, hvordan planlægningen og implementeringen af de nye kostråd bliver udført. Det kan give os en bedre forståelse for, hvilke overvejelser og komplikationer der kan være ved implementering af ændringer og nye tiltag i det offentlige køkken. Og erfaringer med arbejdsprocesser, vidensdeling samt kvalitative og kvantitative undersøgelser vil være guld værd for os i forhold til vores uddannelse og fremtidige karrierer,” forklarer Nikolaj.
Anne Sofie indskyder: ”Vi har et fælles ønske om at arbejde med formidling af sundhedsfaglig og kostrelateret viden i den ene eller anden form i fremtiden. Gennem dette projekt vil vi forhåbentlig få nye vinkler på formidling og implementering, som vi tidligere har overset eller ikke har haft fokus på – samt ny viden om fx dataindsamling og validering af dette, som vi kan gøre brug af senere i vores arbejdsliv og i vores kommende bacheloropgave.”
Sund og klimavenligmad i professionelle køkkener gennemføres som en del af programmet Måltider som velfærd og løber frem til 2025. Du kan læse mere om projektet her.
Velfærdskronikken
Velfærdskronikken handler om velfærd i alle former og størrelser. Den er åben for alle – især studerende, dimittender og ansatte fra Københavns Professionshøjskole. Det skal være en velskrevet tekst, som kan sætte gang i tankerne og velfærdsdebatten. Velfærdskronikken udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Skribenterne kan naturligvis ikke være anonyme. Fakta skal være i orden, og vi bringer ikke hadefulde og krænkende indlæg. Den må fylde maksimalt 5.000 anslag med mellemrum svarende til ca. to A4-sider. Vi forbeholder os ret til at forkorte og redigere.
Forslag sendes til sfly@kp.dk med ’kronik’ i emnefeltet.