Omsorg er et kerneområde i alle dele af det velfærdsprofessionelle arbejde, men vi mangler et fagligt sprog for den professionelle omsorg.
I Dagtilbudsloven fra 2007 står der: ”Dagtilbud skal i samarbejde med forældrene give børn omsorg og understøtte det enkelte barns trivsel, læring, udvikling og dannelse og bidrage til, at børn får en god og tryg opvækst.”
Men det er ingen steder præciseret, hvordan omsorg i det professionelle arbejde skal forstås eller omsættes i praksis.
Hvordan kan vi forstå omsorg som en grundlæggende kompetence for pædagogisk arbejde?
Med andre ord: Hvorledes kan vi skabe et bedre fagligt sprog for omsorg på rød stue?
Det er temaet i denne episode af Velfærdsprofeten, hvor værterne Stine Rahr Bruzelius og Lotte Andersen undersøger, hvad professionel omsorg er for en størrelse.
Til formålet har velfærdsprofeterne inviteret to eksperter i studiet til en samtale om moralsk fantasi, omsorgsetik samt fælles faglige standarder for omsorg i det professionelle arbejde og meget mere: Ditte Winther-Lindqvist (ph.d. og lektor på DPU, Aarhus Universitet) samt Anne Suhr (ph.d. og adjunkt ved Videreuddannelsen på Københavns Professionshøjskole).
Ditte, der har forsket i børns leg siden 2003 og interesserer sig for, hvordan forskellige former for leg udvikler fællesskab, venskaber, identitet, kreativitet og fantasi i børns liv, fortæller:
”Hvis der er én ting, jeg godt kunne tænke mig at gøre op med, så er det, at pædagogik handler om at tilfredsstille behov. Det er en grundlæggende misforståelse, som er ret alvorlig. Behov skal udvikles og opdrages, og hvis ikke de peger ind i et fællesskab, så får vi problemer.”
Lyt til episoden her.
Velfærdskronikken
Velfærdskronikken handler om velfærd i alle former og størrelser. Den er åben for alle – især studerende, dimittender og ansatte fra Københavns Professionshøjskole. Det skal være en velskrevet tekst, som kan sætte gang i tankerne og velfærdsdebatten. Velfærdskronikken udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Skribenterne kan naturligvis ikke være anonyme. Fakta skal være i orden, og vi bringer ikke hadefulde og krænkende indlæg. Den må fylde maksimalt 5.000 anslag med mellemrum svarende til ca. to A4-sider. Vi forbeholder os ret til at forkorte og redigere.
Forslag sendes til sfly@kp.dk med ’kronik’ i emnefeltet.