Velkommen til Velfærdskronikken, der – som navnet antyder – handler om velfærd i alle afskygninger. Denne udgave er skrevet af Trine Ankerstjerne og Alexander von Oettingen, som er aktuelle med bogen ”Pissedårlig pædagogik”. Trine Ankerstjerne er konsulent hos BUPL, hvor hun arbejder med strategiske indsatser indenfor 6-18 års området og pædagoguddannelsen. Trine har 20 års erfaring med pædagoguddannelsen, hvor hun har undervist, været praktikkoordinator, konsulent og senest uddannelsesleder ved Københavns Professionshøjskole. Alexander von Oettingen er prorektor og ansvarlig for uddannelser, forskning og videreuddannelse på professionshøjskolen UC SYD. Desuden er Alexander ansvarlig for den uddannelsespolitiske repræsentation af UC SYD over for myndigheder, interesseorganisationer og samarbejdspartnere.

PISSEDÅRLIG PÆDAGOGIK

Pædagogprofessionen er Danmarks største, og vi kender alle sammen en pædagog eller to. Har vi børn, så har vi også mødt pædagoger i dagtilbuddet. Dagtilbud er blevet diskuteret livligt de seneste år, hvilket bl.a. har fået sat pædagogik på den politiske dagsorden. Vi kender alle historierne om dårlige pædagoger, der mangler pædagogisk faglighed, og vi mener, at kritikken er vigtig i bestræbelserne på at skabe verdens bedste dagtilbud.

Der er brug for kritik – ikke mindst for at fastholde den pædagogiske dømmekraft, som må siges at være afgørende for den pædagogiske praksis. Den pædagogiske praksis skal til stadighed være præget af pædagogernes nysgerrighed i forhold til den praksis, de er en del af – og de børn, de arbejder med. Det handler om at være nysgerrig overfor sociale dynamikker hos børn, deres indbyrdes relationer, og ikke mindst de interventioner, der sker i institutionerne. Pædagoger skal fastholde en interesse for børn, forældre, og de liv, der leves i og udenfor institutionerne – og med den professionelle tilgang skal børnene mødes af en oprigtig optagethed og nysgerrighed. For at fastholde og videreudvikle denne nysgerrighed skal det dårlige italesættes, så vi kan sikre det særlige greb som en del af pædagogernes dømmekraft.

Den debat ville vi gerne bidrage til med flere og anderledes nuancer og kvalificerede bud. Derfor kontaktede vi nogle af dem, som vi mener har noget på hjerte, har kant, og som tør sige det svære højt. Det kom der debatbogen ”Pissedårlig pædagogik” ud af – den 3. i rækken af ’det pissedårlige’.

I ”Pissedårlig pædagogik” sætter vi fokus på, at det dårlige skal italesættes, fordi det netop bidrager til udvikling – men også en forståelse af, at pædagogik er paradoksalt, og at det pædagogiske projekt i dagtilbuddene ikke bare lige kan fikses. Paradokset viser sig i, at pædagogikken i dagtilbuddene orienterer sig mod værdier, der på én og samme tid er hinandens forudsætninger og står i et modsætningsforhold til hinanden – på den ene side det lille barns personlige udvikling og integritet, og på den anden side det sociale fællesskabs betydning og den enkeltes forpligtelse. Det opstår ikke kun på baggrund af pædagogiske teorier – men i praksis når pædagog og barn vil samme vej.

Bogens formål er ikke at kritisere og nedgøre men at rejse spørgsmålet om, hvilken praksis, der skal til, for at god pædagogik understøttes og udvikles. Og det gør vi i bogen netop ved at se på det, vi kalder det pissedårlige, samtidig med at vi peger på konstruktive veje frem mod en bedre praksis.

Når den pissedårlige pædagogik viser sit ansigt, er der nemlig desværre en tendens til, at det får pædagogerne til at holde sammen både indadtil og udadtil, og årsagerne til det dårlige bliver igen og igen synonymt med noget udefrakommende: forældrene, læreplanerne, koncepterne, forvaltningerne og så videre – og det er en hård nød at knække. Derfor giver det mening at finde frem til et sprog om det dårlige eller det, der ikke fungerer, så årsagerne og effekterne af den pædagogiske praksis kan blive tydelige allerede i uddannelsen, i praktikken og i praksis som uddannet pædagog.

Med bogen er det ikke vores hensigt at kritisere den pædagogiske praksis sønder og sammen – heller ikke at pege fingre ad pædagogerne. Med bogen ønsker vi derimod at skabe et afsæt, hvor alle med interesse i pædagogik deltager aktivt i at udvikle den. Den skal altid være for det bedste. For os handler livet i dagtilbud om de små menneskers udvikling og tilbliven, og om pædagogernes ønske og fokus på at ville noget med nogen.

For at markere at vi vil debatten, var der inviteret til yderligere debat om bogen på UC SYD. Her var dagsordenen, hvad den pissedårlige pædagogik egentlig betyder for pædagogfagligheden – og for pædagoguddannelsen? Her deltog forfatterne og nogle særligt inviterede herunder pædagogernes formand Elisa Rimpler samt rektor Camilla Wrang fra Professionshøjskolen Absalon som repræsentant for rektorforsamlingen. De blev bedt om at give deres bud på den gode pædagoguddannelse. Hvad den skal indeholde? Hvilke værdier og kompetencer skal der holdes fast i? Hvad skal der mere og mindre af? Og hvad skal pædagoguddannelsen helst ikke udvikle sig til.

”Pissedårlig pædagogik” er en debatbog, som forhåbentlig vil fylde rundt omkring i institutionerne ikke kun i år men i mange år fremad. Den sætter nemlig den pædagogiske nysgerrighed og faglighed i spil og kan bidrage til at skabe rum for udviklende diskussioner og faglige refleksioner på fx ledermøder, i personalegruppen, og på forvaltningsniveau med fokus på, hvad det er, vi forlanger af pædagogerne. Hvorfor gør vi, som vi gør? Hvad er vores værdier og drømme? Hvad dømmer vi inde og ude? Og hvordan sikrer vi, at den pædagogiske dømmekraft er til stede, næres og udfoldes?

Vi er af den opfattelse, at der er rigeligt med systemer og redskaber til at kontrollere og styre, hvad det er, vi vil med pædagogikken. Men hverken dokumentation, mere viden, kontrol eller ydre styring er i sig selv garant for pissegod pædagogik. Vi skal turde se på det pissedårlige – drøfte det – og forholde os nysgerrigt til, hvordan vi kommer videre. Kernen i god pædagogik er relationen. Den nære personlige kontakt er et must. Det handler om, at nogen vil noget med nogen.

Velfærdskronikken

Velfærdskronikken handler om velfærd i alle former og størrelser. Den er åben for alle – især studerende, dimittender og ansatte fra Københavns Professionshøjskole. Det skal være en velskrevet tekst, som kan sætte gang i tankerne og velfærdsdebatten. Velfærdskronikken udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Skribenterne kan naturligvis ikke være anonyme. Fakta skal være i orden, og vi bringer ikke hadefulde og krænkende indlæg. Den må fylde maksimalt 5.000 anslag med mellemrum svarende til ca. to A4-sider. Vi forbeholder os ret til at forkorte og redigere. Vi udsender som udgangspunkt én kronik hver onsdag i lige uger. Forslag sendes til sfly@kp.dk med mærket ’kronik’.

Del og debatér artiklen: