Rundkørsel eller en ny begyndelse på ældreområdet?

Tænk, hvis vi om 5 år kan stå med én ældrepolitik, som samler alle relevante ydelser fra service- og sundhedsloven, og kun har det krav til kommunerne, at de skal levere den relevante hjælp til ældre mennesker med udgangspunkt i deres individuelle ønsker og behov – og inden for rammerne af den økonomi, byrådet stiller til rådighed. Så kan vi sikre, at velfærdsstaten lever op til, hvad der blandt de 124.000 ældre kan samles flertal om: At det er helt individuelt, hvad der værdig ældrepleje, og at der derfor er behov for reel selvbestemmelse.

Det skriver vicedirektør Dorte Vangsø Rasmussen fra Sundhed, Social og Beskæftigelse ved Videreuddannelsen på Københavns Professionshøjskole i denne udgave af Velfærdskronikken.

RUNDKØRSEL ELLER EN NY BEGYNDELSE?

”Jeg vil i aften foreslå noget vidtgående: At vi afskaffer den omfangsrige regulering og lovgivning på ældreområdet og starter helt forfra. En ny, kort og præcis ældrelov”. Jeg er enig med statsministeren, når hun i sin nytårstale anbefaler en ny begyndelse på ældreområdet. Lad os diskutere, lytte, undersøge og sammen aftale, hvor vi reelt gerne vil hen, og hvad vi kan undlade at tage med i bagagerummet, så vi kommer ind på en ny rute og ikke kører i ring i rundkørslen. Jeg anbefaler, at vi sætter kurs mod individualitet og selvbestemmelse.

Knap 124.000 ældre modtog hjemmehjælp i 2020. Det svarer stort set til antallet af indbyggere i hele Esbjerg Kommune. Blandt esbjergenserne er der ikke enighed om prioriteringerne for byen. På samme måde er det vel fair at forvente, at der også blandt vores 124.000 ældre medborgere er uenighed om, hvad det betyder at blive mødt af en værdig ældrepleje.

HVORFOR ER DET SÅ SVÆRT I PRAKSIS?

I 2018 fik Sundhedsstyrelsen tildelt 60 mio. kr. til etablering af et nationalt videnscenter for værdig ældrepleje. Arbejdet blev indledt med en behovsanalyse. Kogt ind til benet kan man udlede to ting af analysen: (1) Et af de mest gennemgående budskaber er, at værdighed er individuelt for den enkelte borger. Den enkelte borgers behov, ønsker for livsførelse samt livskvalitet er forskellig fra person til person. (2) Selvbestemmelse er ligeledes centralt i forhold til at understøtte værdighed i ældreplejen.

De 124.000 ældre modtog i gennemsnit 3,2 timers hjemmehjælp om ugen. Hvis de minder om indbyggerne i Esbjerg Kommune, vil de være meget uenige om, hvordan 3,2 times værdig ældrepleje tager sig ud i praksis. Både fra person til person, fra uge til uge og fra år til år.

Derfor fik de ældre i år 2000 en lovbestemt mulighed for selvbestemmelse, idet de kan bytte en visiteret ydelse ud med en anden form for hjælp (fleksibel hjemmehjælp). Et par år senere kunne borgerne også vælge imellem forskellige leverandører af hjemmepleje (frit valgs ordning). 70 procent af de ældre er glade for at have denne valgmulighed.

I 2015 blev der via finansloven indført en klippekortsordning til de svageste hjemmehjælpsmodtagere, der skulle gå til en ekstra halv times hjemmehjælp ugentligt. Meningen var og er, at den ældre selv kan bestemme, hvad den ekstra halve time om ugen skal bruges på. Når nu vi ved at individualitet og selvbestemmelse er så vigtigt, og landspolitikerne netop har vedtaget initiativer til understøttelse af dette –hvorfor er det så svært i praksis?

Det spørgsmål kender vi nok også svaret på. Behovsanalysen fra Videnscenter for værdig ældrepleje summer det op:

• At det i praksis er svært at inkludere borgerens ønsker i tilrettelæggelsen af det daglige arbejde. Det omhandler både viden om og kendskab til borgerens ønsker og behov, men også, at der i den konkrete opgaveløsning ikke er et systematisk fokus på inddragelse af borgerens ønsker.
• Manglende kompetencer hos medarbejderne i forhold til at beherske perspektivskifte, at kunne kommunikere og håndtere det relationelle.
• At de mange strategier for og krav til faglighed, dokumentation og inddragelse af borgeren ikke hænger sammen, og ofte er modstridende og kan spænde ben for hinanden. Det gælder både interne kommunale og nationale strategier og krav.

WICKED PROBLEMS

Hvordan er vi endt her? Det spurgte Astrid Krag faktisk også om på Ældretopmødet 2021 i september. Mit svar er, at det er vi, fordi de enkelte aktører har fokuseret mere på deres egne kortsigtede mål (egeninteresser) end på langsigtede og helhedsorienterede løsninger. Det efterlader de lokale ledelser som værter for ’wicked problems’.

Landspolitikerne lover snuptagsløsninger og supplerer fornuftige løsninger med en række (dokumentations)krav, der gør det besværligt og dyrt at praktisere, som det har været intenderet. Personligt tror jeg eksempelvis ikke, det vil få nogen nævneværdig effekt, at 98 kommuner nu for tredje gang skal formulere en værdighedspolitik.  

De faglige organisationer (ingen nævnt, ingen glemt) har mere fokus på det enkelte medlem end på teamet, afdelingen, ældreplejen eller for den sags skyld borgeren. Jeg tror ikke, at jeg er den eneste leder, som gennem mit lederliv er blevet forhindret i at skille mig af med en medarbejder, der ikke lever op til forventningerne via et pres fra en tillidsmand, fællestillidsmand, faglig organisation eller HR-afdeling.

Kommunalpolitikerne er på valg hvert fjerde år. Hvis de er nyvalgte, skal de lige lære det faglige område at kende og opbygge tillid til de ansatte. De skal passe et job ved siden af, og de skal både i Netto og i badmintonklubben kunne forsvare og forklare deres beslutninger. Og så skal de genvælges.

Uddannelsesinstitutionerne presser på, for at kommunerne skal ansætte flere i praktik og fokusere mere på livslang læring for at løse rekrutterings- og fastholdelsesproblemerne.

Interesseorganisationerne er afhængige af at have mange medlemmer, fordi det er en magtfaktor. Det har ofte den konsekvens, at de altid ønsker sig mere, når de ytrer sig i den politiske debat (mere inddragelse, mere hjemmehjælp, mere pensionistrabat, mere fokus på mad og måltider og så videre). Jeg mindes ikke umiddelbart eksempler på det modsatte fra min tid som kommunal leder.

Sådan kunne jeg fortsætte. Og ja – jeg ved godt at billedet er noget mere nuanceret end ovenstående. Men nu til pointen: På kort sigt er de enkelte særinteresser uforenelige. Men på lang sigt er alle parter afhængige af hinanden, og derfor kan vi kun lykkes, hvis vi arbejder sammen. For der kommer ikke flere penge og medarbejdere i samme takt, som der kommer flere ældre og multisyge.

FRA REFORMFIASKO TIL EN NY BEGYNDELSE

Jeg håber så inderligt, at parterne bag ældretopmødet får muligheden for – sammen med ledere og medarbejdere fra praksis og udvalgte kloge hoveder – at være omhyggelige og bruge god tid på at lave forslag til, hvad der reelt bør indgå i en ny og præcis ældrelov. Så der ikke bliver tale om endnu en reformfiasko – men en ny begyndelse, der reelt kommer til at gøre en positiv forskel for de 124.000 ældre.

Det vil kræve:

• Tid, vedholdenhed og at partnerne udholder omverdenens pres for hurtige quickfix.
• At alle lægger kortsigtede egeninteresser til side.
• At alle accepterer, at løsningerne skal findes inden for de eksisterende økonomiske rammer.
• At alle reelt lytter til hinanden, til ekspertviden og arbejder visionært.
• At der kun er fokus på need-to (nice-to er ude).
• At ældrepolitikken ikke isoleres fra sundhedspolitikken. De hænger sammen i dagligdagens praksis.
• At der udvises mod og tillid til medarbejderne i ældreplejen og til lederne. Ellers kan vi ikke lave en reel ændring.

Tænk, hvis vi om 5 år kan stå med én ældrepolitik, som samler alle relevante ydelser fra service- og sundhedsloven, og kun har det krav til kommunerne, at de skal levere den relevante hjælp til ældre mennesker med udgangspunkt i deres individuelle ønsker og behov – og inden for rammerne af den økonomi, byrådet stiller til rådighed.

Så kan vi sikre, at velfærdsstaten lever op til, hvad der blandt de 124.000 ældre kan samles flertal om: At det er helt individuelt, hvad der er værdig ældrepleje, og at der derfor er behov for reel selvbestemmelse.