29. oktober blev folkeskoleforligskredsen, der består af Socialdemokraterne, Radikale Venstre, SF, Venstre, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti, enige om en aftale om det fremtidige evaluerings- og bedømmelsessystem.
Aftalen indeholder en række forandringer, hvoraf den væsentligste omhandler de nationale test, som siden indførelsen i 2006 har været heftigt debatteret. Med den nye aftale vil det fremover kun være obligatorisk at teste eleverne i dansk og matematik. Der udvikles dog fortsat test i de øvrige fag, men disse vil være frivillige.
Formålet med aftalen er, at det fremtidige evaluerings- og bedømmelsessystem kan anvendes (1) pædagogisk, (2) til at forældrene kan følge med i deres børns grundlæggende færdigheder og (3) til at samfundet kan følge med i, om folkeskolens elever udvikler forventelige læse- og matematikfærdigheder.
Der er ingen tvivl om, at den ny aftale skal imødekomme den omfattende kritik af de nationale test, som både har været politisk og fagligt funderet. Velfærdsprofeten udsender derfor to dugfriske episoder, som dykker ned i kritikken og undersøger konsekvenserne af den ny aftale.
I den første episode, der handler om de politiske aspekter, taler velfærdsprofeterne Lotte Andersen og Maja Haack med rektor for Københavns Professionshøjskole Stefan Hermann. I den anden episode giver lektor Dorte Østergren-Olsen et solidt indblik i aftalens faglige og didaktiske elementer.
Lyt med her.
Velfærdskronikken
Velfærdskronikken handler om velfærd i alle former og størrelser. Den er åben for alle – især studerende, dimittender og ansatte fra Københavns Professionshøjskole. Det skal være en velskrevet tekst, som kan sætte gang i tankerne og velfærdsdebatten. Velfærdskronikken udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Skribenterne kan naturligvis ikke være anonyme. Fakta skal være i orden, og vi bringer ikke hadefulde og krænkende indlæg. Den må fylde maksimalt 5.000 anslag med mellemrum svarende til ca. to A4-sider. Vi forbeholder os ret til at forkorte og redigere.
Forslag sendes til sfly@kp.dk med ’kronik’ i emnefeltet.