I denne føljeton interviewes en række kendisser via e-mail med afsæt i et sæt identiske og gennemgående spørgsmål. Ved første øjekast er vi i den lette og underholdende genre, men ved nærmere eftersyn er det ikke så kaloriefattigt endda.

Denne gang er det med Sara Gundelach Vergo. Vi kender hende som forkvinde for de offentligt ansatte i DJØF og som en af mødrene til kampagnen Mere til fælles, hvor budskabet er, at DJØF deler velfærdsprofessionernes frustrationer over eskalerende pseudoarbejde, meningstab, kontroltyranni, uigennemtænkte besparelser og mangel på tillid – og at de sammen med os gerne vil gøre noget ved det. Men hvem er hun egentlig? Hvilke tanker gør hun sig? Og har hun lært noget af coronakrisen? Få svarene her…

Har du lært noget nyt om dig selv under coronakrisen?

”Ja – og en lidt overraskende ting faktisk… Jeg har fundet ud af, at jeg er ret afhængig af den fordybelsestid, jeg plejer at have i toget mellem Vordingborg, hvor jeg bor, og København, hvor jeg arbejder. Nu skal jeg som så mange andre forældre navigere mellem telefonsamtaler, videomøder, læsning af tunge dagsordener og samtidig facilitere hjemmeskole. Det er jeg ikke ret god til. Så jeg har erkendt, at jeg må have tid til fordybelse hver dag, hvor jeg kan få ro til at arbejde. Så det skemalægger vi hjemme hos mig. Og det er lidt sjovt, at den tid i toget, jeg plejer at være ret træt af, er blevet et afsavn. Men ellers er jeg mest blevet bekræftet i, at jeg får energi af at skabe, være sammen med andre, at diskutere og ændre på verden i det omfang, jeg kan. Coronakrisen betyder, at jeg er afskåret fra meget af det. Relationer og diskussioner fungerer bare bedre i virkeligheden end på videomøder. Og vi sætter ikke så mange nye skibe i søen, fordi meget handler om at få driften i DJØF til at fungere. Og som politiker er driften ikke det, jeg under normale omstændigheder beskæftiger mig allermest med.”

Tror du, vi som samfund og fællesskab har lært noget af krisen?

”Jeg både håber og tror det… At vi kan alt, når vi står sammen som et fællesskab – herunder også at lukke og åbne et samfund, når det er nødvendigt. Det må vi kunne tage med os videre over på den anden side af krisen. Tænk, hvis vi kunne træffe flere store beslutninger og sammen stå til ansvar. Det giver mig håb i forhold til klimakrisen, men også i forhold til udviklingen af den offentlige sektor, hvor så mange lige nu knokler med nye og svære opgaver i nye fællesskaber og under vanskelige vilkår. Jeg tror, det er gået op for mange, at vi har mere til fælles på tværs af faggrupper, end vi hver især inden krisen var bevidste om. Og jeg håber, at vi kan bibeholde den følelse og blive ved med at inddrage og anerkende hinanden – både i arbejdet med at komme ud af krisen, og når vi forhåbentlig er tilbage i en mere almindelig hverdag. Jeg tror også, at mange af os har indset, hvor betydningsfulde relationer er. Samvær skaber glæde. Det skal vi huske – særligt i forhold til vores ældre og sårbare, der let bliver ensomme.”

Vender vi tilbage til ’business as usual’, når krisen slutter, eller har den ændret vores adfærd på en sådan måde, at vi kan tale om en ny begyndelse?

”Mange af os længes jo efter det, vi kender – altså hverdagen og vanerne. Så der er da helt klart en risiko for, at vi falder tilbage til vores gamle måde at gøre tingene på herunder også vores forbrug og vores brok over travlhed og pligter. Men som nævnt håber jeg, at vi også indser, at det egentlig er ret fedt med mindre forurening, mere tid med familien, og at hjemmelavet surdejsbrød bare smager bedre end bake-off!”

Hvordan må velfærdssamfundet gerne udvikle sig, hvis du kunne bestemme?

”Jeg er vældig glad for vores velfærdssamfund og måden hvorpå, vi holder hånden under hinanden. Men jeg tror også, at vi skal igennem svære og store forandringer. Vi får fx flere ældre, som lever længere. Det er en stor glæde, men det koster. Hvordan løser vi det? Kan teknologi bidrage? Kan civilsamfundet? Svarene på spørgsmålene kræver nogle gode diskussioner og prioriteringer. Sundhedsvæsenet er et andet vanskeligt område. Vi kan redde flere liv fra for tidligt fødte til de alvorligt syge. Det koster også. Her venter en afsindigt svær afvejning mellem etik og økonomi. Skal alle altid holdes i live? Og hvis ja: Hvad skal vi så fravælge andetsteds? Faktisk kommer vi nok ikke udenom, at vores offentlige sektor vil vokse. I min optik er det helt fint, så længe vi oplever, at vi får noget for vores skattekroner. I Danmark har vi en af verdens mest veldrevne, veluddannede og ukorrupte offentlige sektorer. Den skal vi værne om. Ikke kun økonomisk, men også kvalitativt. Og her er vi ved ét af mine største ønsker: Vi skal blive bedre til at anerkende hinandens fagligheder. Det er for at sige det lige ud mega træls for mig som repræsentant for 28.000 offentligt ansatte DJØF’ere nærmest dagligt at blive mødt af kritik af DJØF’ernes arbejde. Påstande om, at vi skaber bureaukrati, laver pseudoarbejde – ja, nærmest ser det som vores fornemste opgave at genere andre faggrupper. Jeg drømmer om en offentlig sektor, hvor vi anerkender og lytter, inddrager hinandens synspunkter og fagligheder, og prøver at forstå hinandens vinkler på verden. Her har vi klart noget at arbejde videre med, ikke mindst fordi fremtidens offentlige sektor vil blive så udfordret.”

Kender du en velfærdsprofessionel?

”Ja da… Min mor er folkeskolelærer (nu er hun på efterløn), min svigermor er bioanalytiker og min papsøster er pædagog – bare for at nævne den nærmeste familie. Og så har jeg selvfølgelig mange venner og bekendte med mange forskellige velfærdsprofessionelle baggrunde herunder også fagforeningsbosser for mange forskellige faggrupper.”

Hvis du skulle vælge en velfærdsprofessionen, hvilken ville du så vælge? Og hvorfor?

”Uha, den er svær, for der er mange spændende muligheder. Men hvis jeg kunne vælge helt frit uden smålig skelen til karaktergennemsnit og min sarte hud på hænderne, så ville jeg gerne være jordemoder. Tænk, at kunne hjælpe nye liv til verden hver dag og være med til at skabe mirakler for de vordende forældre. Jeg har selv fire børn, hvoraf de to yngste er tvillinger, og jeg har den største respekt for de jordemødre, der hjalp mig, min mand og mine børn gennem de tre fødsler. De kvinder var så cool, empatiske og autoritære på én gang. Beundringsværdigt.”

FAKTA

Sara Gundelach Vergo har i fire år været formand for DJØF Offentlig og repræsenterer dermed omtrent 28.000 offentligt ansatte DJØF’ere (chefer undtaget), der arbejder i kommuner, regioner, i undervisningssektoren og på universiteterne, ved anklagemyndigheder og domstole, og som embedsmænd i staten. Omdrejningspunktet for hendes arbejde er at skabe de bedst mulige arbejdsvilkår for medlemmerne blandt andet ved at sætte sit præg på de politiske dagsordener og ikke mindst forhandle overenskomster. Blandt andet spillede hun en stor rolle under OK18 og sad i månedsvis i Forligsinstitutionen sammen med en række andre faggrupper for at nå i mål med en aftale på tværs af hele den offentlige sektor. Sara er uddannet miljøplanlægger fra RUC og har en fortid som embedsmand i Næstved Kommune, hvor hun arbejdede med mange forskellige projekter centreret om bæredygtighed, natur og klima.

Flere arrangementer på vej. Tilmeld dig herunder og få besked.
Del og debatér artiklen: