Ved overrækkelsen af Lærebogsprisen – Danmarks største faglitterære pris, som forlaget Samfundslitteratur har uddelt siden 2005 – uddeltes i år også to særpriser på hver 10.000 kroner.
Den ene særpris gik til Anne Mia Steno og Sara Hauge for lærebogsforslaget Scener fra Socialpsykiatrien. Velfærdsprofessionelles møder med mennesker i udsatte positioner.
Juryen motiverede prisen med følgende ord: ”Det kunne ligne en klassisk lærebog, men forslaget indeholder ikke blot klassiske læringsfremmere som refleksionsspørgsmål og illustrerende cases. Dette lærebogsforslag indleder hvert kapitel med et spoken word-digt, som Sara Hauge performer, og som kan opleves via en QR-kode. Digtene giver et hårdtslående indblik i livet med sindslidelser.”
Anne Mia Steno er antropolog, forsker (ph.d.) og lektor ved pædagoguddannelsen på Københavns Professionshøjskole. Sara Hauge er poetry slammer, spoken word-poet, forfatter og foredragsholder. Sara har selv diagnoserne paranoid skizofreni og angst, og hun tilfører bogen et sjældent perspektiv på socialpsykiatrien set indefra.
Anne Mia Steno forklarer: ”Det er et lærebogsforslag med to spor, der går i dialog. Et forskningsspor, der tager udgangspunkt i mit antropologiske feltarbejde og kvalitative interviews med unge og voksne brugere af socialpsykiatrien, hvor jeg sætter fokus på dilemmaer og udfordringer i det pædagogiske arbejde, og hvordan det ser ud fra brugernes perspektiver. Og et skønlitterært brugerspor, hvor Sara med sine barske digte giver et kraftfuldt indblik i livet med skizofreni.”
Velfærdskronikken
Velfærdskronikken handler om velfærd i alle former og størrelser. Den er åben for alle – især studerende, dimittender og ansatte fra Københavns Professionshøjskole. Det skal være en velskrevet tekst, som kan sætte gang i tankerne og velfærdsdebatten. Velfærdskronikken udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Skribenterne kan naturligvis ikke være anonyme. Fakta skal være i orden, og vi bringer ikke hadefulde og krænkende indlæg. Den må fylde maksimalt 5.000 anslag med mellemrum svarende til ca. to A4-sider. Vi forbeholder os ret til at forkorte og redigere.
Forslag sendes til sfly@kp.dk med ’kronik’ i emnefeltet.



