I denne ny føljeton interviewes en række kendisser via e-mail med afsæt i et sæt identiske og gennemgående spørgsmål. Ved første øjekast er vi i den lette og underholdende genre, men ved nærmere eftersyn er det ikke så kaloriefattigt endda.
Vi lægger ud med Thomas Senderovitz. Vi kender ham som direktøren fra Lægemiddelstyrelsen, der optræder sammen med ministre og andre ledende embedsmænd ved regeringens pressemøder om coronavirus. Men hvem er han egentlig? Hvad banker hans hjerte for? Og har han lært noget af coronakrisen? Få svarene her.
Har du lært noget nyt om dig selv under coronakrisen?
"Det spørgsmål tænkte jeg længe over, og egentlig er svaret nej. Jeg har ikke lært noget nyt om mig selv, men som virksomhed er vi i Lægemiddelstyrelsen blevet meget skarpere til fjernarbejde – og til at bruge digitale redskaber som fx Skype endnu bedre, og vi kommer helt sikkert til at se på, hvordan vi med vores nye erfaringer kan skabe endnu mere fleksibilitet i arbejdsdagen. Desuden må man sige, at vi i den grad har fået gennemprøvet vores kriseberedskab."
Tror du, vi som samfund og fællesskab har lært noget af krisen?
"Det håber jeg virkelig. Jeg synes vi har lært - eller genlært - at sammenhold og samarbejde er et mirakelmiddel mod mange problemer. Jeg har set private virksomheder agere fuldkommen uselvisk. De rækker proaktivt ud til stat og samfund for at hjælpe til. Jeg har oplevet en centraladministration fjerne forhindringer og samarbejde under stort pres på en måde, jeg i hvert fald ikke har oplevet tidligere. Jeg har oplevet et samfundssind, som har gjort mig stolt, og som har givet mig en stor optimisme og tiltro til fremtiden."
Vender vi tilbage til business as usual, når krisen slutter, eller har den ændret vores adfærd på en sådan måde, at vi kan tale om en ny begyndelse?
"Jeg tvivler på, det bliver business as usual. Der vil helt sikkert kommer en tid med refleksioner og lessons learned. Forhåbentlig vil vi også på nogle fronter komme tilbage til normalen, for vi har behov for socialt samvær og nærhed, men vi vil nok tænke anderledes på mange måder. Jeg håber, at det medmenneskelige hensyn kommer endnu mere i højsædet fremover. Vi kommer nok til at se på, om vores beredskab er tilstrækkeligt, og om det europæiske beredskab og samarbejde var godt nok."
Hvordan må velfærdssamfundet gerne udvikle sig, hvis du kunne bestemme?
"Nu skal jeg jo nok vogte mig lidt med at komme med politiske udmeldinger som embedsmand. Sådan helt generelt er jeg stor tilhænger af samarbejde på kryds og tværs af offentlig og privat sektor, det har jeg aldrig lagt skjul på. Det ser jeg som en stor styrke. Jeg ønsker et samfund, hvor samfundssind, forskning, dannelse, velfærd, et stærkt erhvervsliv, tolerance og medmenneskelighed er i højsædet - og meget gerne med et stort hensyn til miljø og klima. Vi skal selvfølgelig have råd til dette, så vi skal have et stærkt erhvervsliv - og gerne ét, der ikke er bange for at gå forrest i den grønne omstilling. Og det er jo netop det, vi ser i Danmark, synes jeg. Jeg er også af den opfattelse, at Danmark ikke kan undvære det europæiske samarbejde på mange områder - ingen tvivl om, at det kan forenkles, forbedres og gøres endnu mere vedkommende for borgerne. Men hvis vi bare tager mit eget område – lægemidler og medicinsk udstyr – er det nærmest utænkeligt, at vi skulle kunne håndtere dette område uden et velfungerende europæisk regulatorisk samarbejde. Dertil er området alt for kompliceret. Det gælder i min optik også spørgsmål som fx klima, miljø, pandemier, global kriminalitet og så videre. Nå, nu håber jeg ikke, at det blev for politisk…"
Kender du en velfærdsprofessionel?
"Ja da, jeg kender personligt jordemødre, lærere, bioanalytikere, fysioterapeuter, laboranter, sygeplejersker og mange andre."
Hvis du skulle vælge en velfærdsprofessionen, hvilken ville du så vælge? Og hvorfor?
"Det skulle nok være lærer - et super spændende og vigtigt erhverv. Det, at lære fra sig, er en vanvittig vigtig egenskab, og lærerne bygger fundamentet for samfundets fremtid."
Fakta
Thomas Senderovitz tiltrådte som direktør for Lægemiddelstyrelsen i foråret 2016. Han er uddannet læge fra Københavns Universitet og har i over 20 år arbejdet intensivt med lægemidler. Han har bestredet flere lederstillinger i internationale biofarmaceutiske selskaber. Tidligere har han været ansat ved Klinisk Farmakologisk Enhed på Bispebjerg Hospital. Thomas Senderovitz er desuden medlem af Det Europæiske Lægemiddelagenturs bestyrelse; medlem af Referencegruppen for Kronprins Frederiks Center for Offentlig Ledelse; og medlem af Dataetisk Råd.
Velfærdskronikken
Velfærdskronikken handler om velfærd i alle former og størrelser. Den er åben for alle – især studerende, dimittender og ansatte fra Københavns Professionshøjskole. Det skal være en velskrevet tekst, som kan sætte gang i tankerne og velfærdsdebatten. Velfærdskronikken udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Skribenterne kan naturligvis ikke være anonyme. Fakta skal være i orden, og vi bringer ikke hadefulde og krænkende indlæg. Den må fylde maksimalt 5.000 anslag med mellemrum svarende til ca. to A4-sider. Vi forbeholder os ret til at forkorte og redigere.
Forslag sendes til sfly@kp.dk med ’kronik’ i emnefeltet.