KP Alumne vil gerne bidrage til debatten om den danske velfærdsstat, så fremtidens velfærdsudfordringer mødes kvalificeret og offensivt.

I Velfærdsprofetens podcastjulekalender ”Tror du på Velfærdsstaten?” undersøger værterne Maja Haack og Lotte Andersen velfærdsstaten rolle, udfordringer og potentialer anno 2020.

Hver dag får de besøg af en gæst, som giver sit bud på fremtidens velfærdssamfund.

”Den danske velfærdsstat har opnået en næsten mytologisk karakter, der skal sikre velfærdsgoder til landets borgere som en slags julemand for både børn og voksne,” siger Maja Haack og fortsætter: ”Derfor satte vi os for at undersøge, om der findes en særlig dansk velfærdsstat og i så fald hvordan ser den ud? Og hvem har fortjent dens gode gaver?”

”Ja,” tilføjer Lotte Andersen og uddyber: ”Vi er nysgerrige på, hvad udfordringerne i nutidens velfærdssamfund er. Vi spørger til løsninger og skridt på vejen. Og så interesserer vi os for, hvad vores gæster ser i krystalkuglen.”

Du kan i godt selskab med Maja, Lotte og 24 særligt udvalgte gæster følge med i jagten på velfærdsstaten hver dag fra 1. til 24. december. Det bliver korte indslag med fokus på bæredygtighed, kulturelle spørgsmål, samskabelse, social retfærdighed og meget mere – glædelig velfærd!

Det hele foregår her: alumne.kp.dk/podcast

Velfærdskronikken

Velfærdskronikken handler om velfærd i alle former og størrelser. Den er åben for alle – især studerende, dimittender og ansatte fra Københavns Professionshøjskole. Det skal være en velskrevet tekst, som kan sætte gang i tankerne og velfærdsdebatten. Velfærdskronikken udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Skribenterne kan naturligvis ikke være anonyme. Fakta skal være i orden, og vi bringer ikke hadefulde og krænkende indlæg. Den må fylde maksimalt 5.000 anslag med mellemrum svarende til ca. to A4-sider. Vi forbeholder os ret til at forkorte og redigere.

Forslag sendes til sfly@kp.dk med ’kronik’ i emnefeltet.

Del og debattér artiklen: