I denne episode af Velfærdsprofeten dykker værterne Stine Rahr Bruzelius og Lotte Andersen sammen med to sygeplejerskestuderende og to eksperter fra Københavns Professionshøjskole ned i konceptet bag Uddannelseshospitalet på Nordsjællands Hospital i Frederikssund.

Uddannelseshospitalet er et medicinsk afsnit med 22 sengepladser. Det blev etableret i 2020 som et praksislaboratorium i samarbejde mellem Københavns Professionshøjskole, Frederikssund Kommune, Halsnæs Kommune, Center for Sundhedsfaglig Forskning (UCSF), Dansk Sygeplejeråd, Region Hovedstaden og Nordsjællands Hospital. 144 sygeplejerskestuderende har gennem de sidste fire år været i praktik på Uddannelseshospitalet.

Det særlige ved Uddannelseshospitalet er, at undervisere fra Københavns Professionshøjskole er til stede på afsnittet og deltager aktivt i den kliniske del af uddannelsen. Dermed får sygeplejerskestuderende mulighed for at kombinere teori og praksis på en unik måde. Dette set-up har vist sig at øge de studerendes motivation og faglige sikkerhed markant, og både patienter og medarbejdere drager fordel af denne innovative tilgang, fortæller lektor og ph.d. Lotte Evron.

Et centralt element er peer-to-peer læring, hvor studerende på forskellige niveauer arbejder sammen og lærer af hinanden. Sanne Hansen og Katrine Bundgaard – to sygeplejerskestuderende – fortæller, hvordan denne tilgang har styrket deres faglige selvtillid og givet dem mulighed for at reflektere og sparre med hinanden i trygge rammer.

Følgeforskningen viser, at uddannelseshospitalet ikke kun gavner de studerende, men også bidrager til en kvalitetsforøgelse i klinisk praksis. Lektor og ph.d. Karin Højbjerg understreger, at samarbejdet mellem uddannelsesinstitution og klinisk praksis skaber en dynamisk læringskultur, hvor både studerende og personale kontinuerligt udvikler deres kompetencer.

Projektet viser, hvordan tæt samarbejde mellem uddannelsesinstitutioner og klinisk praksis kan skabe en berigende læringsoplevelse for alle involverede parter. Karin Højbjerg tøver da heller ikke med at kalde modellen for genial. Det er fremtiden, siger hun – men der er knapper, der skal skrues på, for at få forløst det fulde potentiale.

Lyt til episoden her.

Velfærdskronikken

Velfærdskronikken handler om velfærd i alle former og størrelser. Den er åben for alle – især studerende, dimittender og ansatte fra Københavns Professionshøjskole. Det skal være en velskrevet tekst, som kan sætte gang i tankerne og velfærdsdebatten. Velfærdskronikken udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Skribenterne kan naturligvis ikke være anonyme. Fakta skal være i orden, og vi bringer ikke hadefulde og krænkende indlæg. Den må fylde maksimalt 5.000 anslag med mellemrum svarende til ca. to A4-sider. Vi forbeholder os ret til at forkorte og redigere.

Forslag sendes til sfly@kp.dk med ’kronik’ i emnefeltet.

Del og debattér artiklen: