Velkommen til KP Udeliv. Her formidler vi viden og gode råd om udelivsaktiviteter og undervisning under åben himmel til daginstitutionerne og skolerne. Indholdet vil foruden artikler, podcasts og events være henvisninger til videoer og hjemmesider med eksempler på undervisningsaktiviteter, lege, spil samt andet godt guidemateriale til et aktivt og lærende udeliv. Se mere her på alumne.kp.dk/udeliv.

Vi opfordrer brugere af KP Udeliv til at dele deres gode eksempler og erfaringer med hinanden, hvilket kan foregå her i den tilhørende Facebook gruppe.

Undersøgelser af udeliv på daginstitutionsområdet peger på, at det fremmer både sundhed, trivsel, leg og læring. Men skal der en særlig indsats til, hvis vi skal indfri alle disse positive effekter og samtidig have alle børn med? Kan social ulighed og udsathed med andre ord få betydning, når pædagogik bliver mere udelivsorienteret?

Det undersøger vi i denne artikel med hjælp fra naturvejleder Gilberto Miranda fra børnehaven Voldparken beliggende i den nordvestlige udkant af København, og lektor og forsker Nanna Jordt Jørgensen fra pædagoguddannelsen ved Københavns Professionshøjskole.

Vi begynder med Gilberto Miranda, som i børnehaven Voldparken arbejder med naturoplevelser og udeliv i en kontekst, hvor mange børn ikke tager på skovtur med familien i weekenden.

Hvorfor er det så vigtigt at få børn ud i naturen?

”Voldparken er en institution, hvor flertallet af børn er tosprogede og med forskellige etniske baggrunde. Vi oplever ofte, at børn har udviklet fobi som følge af naturfremmedhed; de kan fx være bange for at gå i højt græs, at gå med bare tæer eller blive tilsmudset – og derfor er det et særligt opmærksomhedspunkt i vores daglige arbejde. Undersøgelser og forskning viser, at pædagogisk arbejde i grønne områder har en positiv effekt på børn. Desuden gør udeliv det muligt at understøtte børn, der ellers ikke er centrale i børnegruppen – og derved skabe nye relationer imellem børnene. Et komparativt studie af koncentrationsevnen i natur- og bybørnehaver viser, at børn i naturbørnehaver ofte leger lange og koncentrerede lege over flere dage, og at disse børn dermed havde lettere ved at forholde sig til andre børn og voksne. Forskning foretaget af Niels Ejbye-Ernst peger på, at naturen er et godt rum for hverdagslivet og for pædagogisk arbejde, og at det har stor betydning i forbindelse med identitetsdannelsen. Forskningen påviser også kulturelle barrierer, idet socialt udsatte familier ikke har for vane at komme i naturen – og konkluderer, at sammenhængene mellem natur, bevægelse og sundhed kan anvendes som forebyggende indsatser, hvis de rettes mod familierne. Så der er mange gode grunde.”

Hvordan skaber I plads til forskelligheder og diversitet, når I tilrettelægger udelivsaktiviteter?

”Ved at præsentere børn og familier for oplevelser i naturen udvikler de ikke kun relationer med naturen men også med den tilhørende kultur, som de dermed socialiseres til at deltage i. Voldparken er beliggende mellem to store sociale boligbyggerier. Børnegruppen er derfor meget blandet både socialt og etnisk, og flere børn har ikke et alderssvarende sprog. Vi har derfor meget fokus på sprogstimulering, som giver mulighed for at alle børn kan deltage og være med. I det hele taget er sansning, leg, historiefortællinger, rollespil med understøttende sprogstrategier nogle af de arbejdsmetoder, vi bruger indenfor mit felt: naturvejledning. Vi planlægger naturaktiviteter således, at der en velafstemt dynamisk balance mellem assimilation og akkommodation, hvilket vil sige forholdet mellem kompetencer og udfordringer, så muligheden for at få en flowoplevelse øges. Flow er en tilstand, som tilskrives den berømte ungarsk-amerikanske psykologiprofessor Csikszentmihalyi, hvor barnet opsluges af en aktivitet og derfor glemmer alt om tid og sted.”

Hvad kan I så helt konkret tilbyde de børn, som kommer fra mere naturfremmede familier?

”Der er et stort potentiale i at give børn og familier gode naturoplevelser, og jeg bruger naturvejledning som social løftestang i forhold til børn og forældre i institutionen. Voldparken er omgivet af Vestvolden og Utterslev Mose og derfor rig på naturtilbud. Det handler om at give børnene konkrete erfaringer med naturen, som kan udvikle deres nysgerrighed og lyst til at udforske. De skal på egen krop opleve menneskets forbundenhed med naturen, hvilket også giver dem en begyndende forståelse for betydningen af en bæredygtig udvikling. Her spiller kommunikationen mellem det pædagogiske personale og forældrene om barnets trivsel en vigtig rolle. Foruden indsatserne gennem forældremøder og hjemmebesøg inviterer vi derfor forældre til en ’eftermiddag med bål’ ved naturværkstedet i vores børnehave én gang om måneden. Her kan forældre og børn sidde sammen ved bålet og lave pandekager eller snobrød. Den gode stemning giver det pædagogiske personale gode muligheder for at komme i dialog med forældrene om barnets dagligdag i institution. I naturværkstedet kan forældrene se, hvad børnene beskæftiger sig med, og de kan sammen med deres børn afprøve aktiviteterne. Det styrker dialogen mellem forældre og børn og dermed sprogets udvikling. Ydermere kan forældrene blive inspireret til at tage i skoven med deres børn og derved i højere grad bruge naturen sammen.”

”Det handler om at give børnene konkrete erfaringer med naturen, som kan udvikle deres nysgerrighed og lyst til at udforske. De skal på egen krop opleve menneskets forbundenhed med naturen, hvilket også giver dem en begyndende forståelse for betydningen af en bæredygtig udvikling”.

Gilberto Miranda

UDELIV OG KULTUR

Nanna Jordt Jørgensen forsker i pædagogik for bæredygtighed med særligt fokus på socialt udsatte børn og familier. Vi har spurgt hende om sammenhængene mellem udeliv og kultur, og om der er særlige minoritetsproblematikker, man bør være opmærksom på, når man som Gilberto Miranda arbejder med naturpædagogik i udsatte boligområder.

Er udeliv kulturelt betinget?

”Man kan i hvert fald sige, at vores forhold til natur og vores udelivspraksisser er farvet af kultur – hvis man samtidig er opmærksom på, at kultur er et begreb, som beskriver vaner, traditioner, normer og værdier, som er foranderlige og kan praktiseres og opleves på helt forskellige måder af forskellige mennesker. Kultur er ikke nødvendigvis knyttet til bestemte mennesker eller steder. Når det er sagt, så er det tydeligt, at vi i Norden historisk set har opbygget nogle særlige kulturelle udelivspraksisser og forestillinger om natur, som også er knyttet til forestillinger om børn og gode børneliv – og at de er anderledes end forestillinger om børn og natur i fx Sydeuropa, Mellemøsten og Østafrika.”

Hvad er det så, der karakteriserer dette nordiske syn på natur, udeliv og børn?

”I Norden har vi siden romantikken opbygget en stærk forståelse af national identitet, som er knyttet til landskabet – det har blandt andre Kenneth Olwig skrevet en masse spændende om. Desuden er der i nordisk pædagogisk tænkning en særlig stærk understregning af, at børn og natur hænger sammen, og at børn skal understøttes i og have muligheder for at udfolde sig selvstændigt og legende i uderummet. Det er en tænkning, som trækker tråde til reformpædagogikken og store pædagogiske tænkere som Rousseau, Dewey og Fröbel, så det er ikke unikt nordisk, men det har i meget høj grad præget den nordiske dagtilbudspædagogik.”

Betyder det, at udeliv kan skabe uønskede minoritetsproblematikker, der kan stigmatisere visse grupper og føre til mere social ulighed?

”Når særlige pædagogiske praksisser tages for givet og ovenikøbet opfattes som knyttet til national identitet, så er der en risiko for, at de kan komme til at skabe eksklusion. Der foregår rigtig meget fantastisk naturpædagogisk arbejde med fx børn fra udsatte boligområder i både daginstitutioner og forskellige kommunale og civilsamfundsinitiativer. Det er meget positivt, men det er også vigtigt at reflektere over, hvilke problemstillinger der i den sammenhæng kan opstå i mødet mellem pædagoger, børn og familier.”

SÅDAN GØR VI HER

”Den form for udeliv, der praktiseres i danske børnehaver, stemmer rigtig godt overens med værdierne i den hvide middelklasse, men værdisætningen deles ikke nødvendigvis af alle. I forbindelse med projektet Flygtningebørn og deres familiers møde med danske daginstitutioner talte jeg med nytilkomne familier, som var meget forundrede over, at børnene skulle være så meget ude, når det var koldt og regnede, og at de absolut skulle blive så beskidte. De blev bekymrede for deres børn. Svaret fra danske pædagoger er ofte, at ’det er sundt for børnene’, ’sådan gør vi her’, eller ’man skal kunne tåle lidt skidt’. Men man kunne jo også gå lidt mere nysgerrigt til værks og forsøge at forstå bekymringerne, spørge ind til familiernes naturoplevelser, og skabe et mere dialogisk rum om børn og natur. Det sker uden tvivl nogle steder, men bestemt ikke alle vegne. Hvis forældre og pædagoger ikke er i dialog, kan det skabe krydspres for børnene, som bliver urolige, når tøjet bliver mudret til i en leg, eller ikke tør fortælle deres forældre, at de har været ude og kigge på dyrelorte i skoven.”

”I forhold til barnet, så kan det være problematisk, hvis udgangspunktet for den pædagogiske indsats er, at barnet mangler noget – hvad enten det nu er dansk sprog eller naturoplevelser. Kompensatorisk pædagogik har vist sig ikke at virke specielt godt og er ikke den pædagogiske tilgang, vi normalt hylder i Danmark. Men der er en del forskning fra både Danmark og Sverige, som peger på, at der i nogle tilfælde bruges andre pædagogiske tilgange, når man arbejder med børn med etnisk minoritetsbaggrund, end når man arbejder med andre børn. Hvis man i stedet tager udgangspunkt i børnenes viden og erfaringer, også selvom de ikke ligner ens egne, så kan man ofte komme længere.”

”Et tredje aspekt er, at vi har en tendens til at forvente, at børns udeliv altid er skønt og ukompliceret og præget af kærlighed til naturen. Hvis vi ikke anerkender, at det for alle mulige børn gælder, at også udelege kan være fulde af konflikt, at oplevelser i naturen kan give ubehag, at følelser for natur kan være meget ambivalente, og at naturoplevelser også kan handle om tab og død kan vi komme til at lade en hel masse af børns vigtige og formative erfaringer ligge ufordøjet. Det tror jeg kan have nogle uheldige konsekvenser, både for børnene, men også for vores samfund som helhed - ikke mindst i denne økologiske krisetid.”

”Den form for udeliv, der praktiseres i danske børnehaver, stemmer rigtig godt overens med værdierne i den hvide middelklasse, men værdisætningen deles ikke nødvendigvis af alle”.

Nanna Jordt Jørgensen

FAKTA

Nanna Jordt Jørgensen er cand.scient.anth. samt ph.d. i uddannelse for bæredygtig udvikling og lektor ved pædagoguddannelsen på Københavns Professionshøjskole, hvor hun forsker og underviser i bæredygtighed på dagtilbudsområdet. Hun har været engageret i forskning om unge, uddannelse, klimaforandringer og fattigdom i det nordlige Kenya, affaldspædagogik i danske skoler og daginstitutioner, naturpædagogik og social udsathed i daginstitutionskonteksten, flygtningefamiliers møde med danske daginstitutioner, og danske børn og familiers oplevelser af bæredygtighed i hverdagslivet. Nanna underviser bl.a. på profiluddannelsen i natur og bæredygtighed.

No items found.

Del og debatér artiklen: