Statsminister Mette Frederiksen understreger gerne ved enhver anledning, at vi i denne krisetid som samfund skal stå sammen ved at holde afstand for at passe på samfundets ældre og udsatte borgere.
Der er imidlertid også udsatte grupper i samfundet, hvor den fysiske adskillelse medfører øget risiko for mistrivsel – herunder gruppen af børn og unge, som modtager særlig støtte.
Udsatte børn, unge og familier kan på grund af coronakrisen ikke modtage den støtte fra kommunen, de er vant til. Og de udsatte børn og unge, som kommunen endnu ikke har kontakt med, er blevet vanskeligere at opspore.
Dertil kommer fraværet af den beskyttelse og aflastning, som de udsatte børn, unge og deres familier ofte tilbydes af kommunerne gennem struktur og støtte. Det betyder, at risikofaktorer som fx overgreb, misbrug og psykisk lidelse hos forældrene eller børnene selv i mange tilfælde nu fylder mere i børnenes hverdag.
Disse alvorlige udfordringer kalder på nye kompetencer og arbejdsgange i børne- og familieforvaltningerne i landets kommuner. Og det er netop temaet i denne podcast, hvor velfærdsprofeterne Lotte Andersen og Maja Haack taler med teamkoordinator Louise Norsk fra Børneafsnittet i Roskilde Kommune, som fortæller, hvordan de har håndteret udfordringerne.
Erfaringerne fra Roskilde Kommune suppleres desuden med gode råd om faglig sparring på distancen fra to lektorer i socialt arbejde ved Københavns Professionshøjskole: Helle Antczak og Signe Steensbæk, som begge har været involveret i et forsknings- og udviklingsprojekt om virtuel supervision.
Velfærdskronikken
Velfærdskronikken handler om velfærd i alle former og størrelser. Den er åben for alle – især studerende, dimittender og ansatte fra Københavns Professionshøjskole. Det skal være en velskrevet tekst, som kan sætte gang i tankerne og velfærdsdebatten. Velfærdskronikken udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Skribenterne kan naturligvis ikke være anonyme. Fakta skal være i orden, og vi bringer ikke hadefulde og krænkende indlæg. Den må fylde maksimalt 5.000 anslag med mellemrum svarende til ca. to A4-sider. Vi forbeholder os ret til at forkorte og redigere.
Forslag sendes til sfly@kp.dk med ’kronik’ i emnefeltet.