Torsdag 11. marts afholdte Københavns Professionshøjskole i samarbejde med Kronprins Frederiks Center for Offentlig Ledelse den virtuelle konference Ledelse af resiliens – i virkeligheden med et væld af perspektiver på offentlig ledelse i praksis.
Kronprins Frederik himself åbnede på veloplagt vis konferencen og fornøjede derefter de mere end 800 deltagere med en finurlig allegori om mennesker og korkpropper i en samtale med rektor Stefan Hermann.
Konferencen var en bragende succes med mange indsigtsfulde og tankevækkende indslag leveret af blandt andre Lotte Bøgh Andersen, Ann-Christina Matzen Andreasen, Jakob Torfing og Jens Bjerg Sørensen. Med afsæt i denne berigende oplevelse etablerer Ledelse, Organisation og Forvaltning fra videreuddannelsen på Københavns Professionshøjskole og KP Alumne nu netværket KP Ledelse til dem, der arbejder med og interesserer sig for ledelse.
Initiativtagere til netværket er chefkonsulenterne Margrethe Andersen og Ellen Wolgau – begge fra videreuddannelsesområdet Ledelse, Organisation og Forvaltning. Ellen fortæller: ”KP Ledelse er et netværk for dig, der arbejder med ledelse. Her samles vi på tværs af brancher og professioner for at debattere, hvordan organisationer og ledere evner at løse kerneopgaven på trods af udfordringer og modsatrettede krav – samtidig med at vi måske endda opdager nye og bedre måder at organisere, lede og samarbejde på.”
Det er gratis at deltage i netværket, hvor deltagerne kan se frem til at få seneste nyt på ledelsesområdet, dele forskning, viden og erfaringer, skabe debat og inspirere – og sætte nye vinkler på ledelse i vores hyperkomplekse samfund.
KP Ledelse har allerede to stærke arrangementer i kalenderen. Det første har overskriften Gode bud på pissedårlig ledelse og finder sted torsdag 6. maj kl. 14 online på Zoom. Her kan du komme med til en times godt selskab med de fire dedikerede ledelsesforskere og -konsulenter Malene Friis Andersen, Louise Dinesen, Søren Voxted og Karsten Mellon. De vil hver især pege på nogle pissegode eksempler – og fortælle dig, hvorfor det er vigtigt at fokusere på, tale om og gøre noget ved i organisationen eller virksomheden. Du kan tilmelde dig her!
Det andet er en reception for bogen Datasans – Etisk skole- og uddannelsesledelse med data med efterfølgende debat. Det foregår onsdag 12. maj kl. 15 ligeledes online via Zoom. Vi vil denne dag i selskab med digter Lone Hørslev, professor Dorthe Staunæs og skoleleder Lennart Kjellerup præsentere bogens pointer, læse digte, høre anmeldelse og diskutere bogens perspektiver. Du kan tilmelde dig her. Tag gerne en kollega med!
Velfærdskronikken
Velfærdskronikken handler om velfærd i alle former og størrelser. Den er åben for alle – især studerende, dimittender og ansatte fra Københavns Professionshøjskole. Det skal være en velskrevet tekst, som kan sætte gang i tankerne og velfærdsdebatten. Velfærdskronikken udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Skribenterne kan naturligvis ikke være anonyme. Fakta skal være i orden, og vi bringer ikke hadefulde og krænkende indlæg. Den må fylde maksimalt 5.000 anslag med mellemrum svarende til ca. to A4-sider. Vi forbeholder os ret til at forkorte og redigere.
Forslag sendes til sfly@kp.dk med ’kronik’ i emnefeltet.