Gennem en årrække har vi på Københavns Professionshøjskole undersøgt forhenværende, nuværende og kommende læreres oplevelser og bevæggrunde for at træffe de valg, de gør. Vi kan se meget tydeligt, at det, der motiverer, er at være en person, som gør en positiv forskel i børns liv. Vi kan imidlertid også se, at hvis man som færdiguddannet lærer skal gå på kompromis med netop det, der lå til grund for at vælge lærergerningen, så mister arbejdet sin mening.

Det skriver docent Nana Vaaben og lektor Kristian Gylling Olesen fra Ledelse, Organisation og Forvaltning ved Videreuddannelsen på Københavns Professionshøjskole i denne udgave af Velfærdskronikken.

VI MANGLER VELFÆRDSPROFESSIONELLE. HVAD GØR VI VED DET?

På Københavns Professionshøjskole er tusindvis af studerende netop nu i færd med at uddanne til pædagoger, lærere, sygeplejersker, socialrådgivere, jordemødre og andre vigtige velfærdsjobs, som vores samfund har hårdt brug for. Faktisk viser en prognose fra Damvad Analytics, at vi kommer til at mangle over 35.000 velfærdsuddannede i 2030. Hvad kommer der mon til at ske med vores mange studerende, når de er færdiguddannede? Vil de søge stillinger i den offentlige sektor? Hvor længe bliver de? Og hvorfor vælger nogle velfærdsprofessionelle at forlade deres fag?

For at finde svar på disse spørgsmål må man naturligvis interessere sig for, hvordan disse mennesker tænker; hvorfor de vælger at uddanne sig til fx sygeplejersker, lærere eller pædagoger; og hvad de ønsker at udrette i deres arbejdsliv. Med denne viden kan man på et oplyst grundlag udvikle og reformere velfærdsområderne samt måske endda rekruttere og fastholde flere velfærdsprofessionelle. Ikke desto mindre har de seneste 20 års implementering af velfærdsreformer ikke taget højde for eller baseret sig på erfaringer, viden og normer fra professionerne. Politikerne har derimod bare besluttet, at de velfærdsprofessionelle skulle reformere deres arbejde, og det har været op til de offentlige ledere at implementere disse reformer. Reformer, som de offentlige ledere for øvrigt heller ikke har haft indflydelse på.

Gennem en årrække har vi på Københavns Professionshøjskole undersøgt forhenværende, nuværende og kommende læreres oplevelser og bevæggrunde for at træffe de valg, de gør. Vi kan se meget tydeligt, at det, der motiverer, er at være en person, som gør en positiv forskel i børns liv. Vi kan imidlertid også se, at hvis man som færdiguddannet lærer skal gå på kompromis med netop det, der lå til grund for at vælge lærergerningen, så mister arbejdet sin mening, og man føler sig utilstrækkelig og tynges af dårlig samvittighed. Se mere her.

For nyligt offentliggjorde vi en ny undersøgelse, som vi har lavet for Branchefællesskabet for Arbejdsmiljø for Velfærd og Offentlig Administration (BFA). I den beskriver 1.684 undervisere fra hele uddannelsessektoren, hvordan de oplever deres arbejde. Undersøgelsen bekræfter på mange måder, hvad vi i forvejen vidste – nemlig at det, lærerne finder allermest motiverende i deres arbejde, er at gøre en forskel for deres elever, kursister eller studerende og have tid til at gøre det, de opfatter som deres kerneopgave. Som vi siger på KP: Det handler ikke om hvem du er, men hvem du vil gøre en forskel for. Det er åbenbart ikke kun grundskolelærere, der motiveres af dette. Fx skriver en underviser fra erhvervsskoleområdet således om, hvornår arbejdet er kilde til motivation og arbejdsglæde:

  • "Når man ser, at eleverne flytter sig sådan for alvor. Man opdager, at eleven er blevet professionel og tager ansvar. Det giver en god fornemmelse, når man kan mærke, man har del deri." (respondent 51, faglærer på en erhvervsskole, mand, 50-54 år)

Det er også meget tydeligt, hvad undervisere og skoleledere i undersøgelsen finder demotiverende og frustrerende. De to største kilder til frustration er ’arbejdspres’ og ’alt det organisatoriske’. Vi har ikke fundet et godt ord for det sidste, men underviserne og skolelederne er rørende enige om, at bureaukrati, topstyring, it-systemer, projekter, koncepter, omorganiseringer, dokumentation, platforme, papirarbejde, mails og lange møder er noget af det, der frustrerer allermest. Faktisk opleves det ofte som noget, der decideret stiller sig i vejen for, at man kan lykkes med sin gerning. Det er tankevækkende, at næsten ingen peger på nye koncepter, udviklingsprojekter, god ledelse eller understøttende organisering som kilde til arbejdsglæde. Ingen svarer, at spændende nye koncepter motiverer dem, fx udvikling af 21-century-skills eller synlig læring i folkeskolen. Som en gymnasielærer svarer:

  • "Endelig hader jeg, når "der kommer nogen udefra” og fortæller hvordan vi kan revolutionere elevernes læring. God undervisning er noget, der opstår mellem en lærer og nogle elever. Begge parter skal være indstillet på opgaven. Det er hverken AFEL, synlig læring, elektroniske hjælpemidler eller VU der sikrer god undervisning - det er relationen!  Vi kan lege med alt det andet - men kerneopgaven er stadigvæk at skabe et rum, hvor eleverne får lyst til at lære." (respondent 171, gymnasielektor, kvinde, 50-54 år)

Styring, ledelse og organisering er oftest kun negativt synligt – noget man kun får øje på, når det mangler eller viser sig utilstrækkeligt. Ledelse kan selvfølgelig også være positivt usynligt, som når ledere vogter det professionelle råderum og skærmer deres ansatte, hvis chefer presser på med ny måltal, de skal bruge i en positioneringskamp med politikere. Og ledelse kan også være positivt synligt, som når velfærdsprofessionelle beretter om visionære og retningsgivende ledere som udøver anerkendende og retfærdig ledelse. Meget tyder ikke desto mindre på, at det ville være godt at lede og organisere arbejdet i undervisningssektoren anderledes, end vi gør i dag. Tænk, hvis vi kunne styre, lede og organisere arbejdet på måder, som underviserne ikke fandt frustrerende og demotiverende.

JAGTEN ER SAT IND

Måske gør noget lignende sig gældende i andre professioner. Måske er det sådan, at velfærdsprofessionelle bare ikke interesserer sig ret meget for styring, ledelse og organisering. De interesserer sig derimod for børn, patienter, lov og orden, fødsler, ældreomsorg, pædagogik, didaktik, undervisning med videre. Det er derfor, de har valgt at være velfærdsprofessionelle. Og det skal vi vel som borgere egentlig være glade for.

Hvis det forholder sig sådan – hvilket vores undersøgelser tyder på – så betyder det, at det er en ganske særlig disciplin og praksis at lede og organisere velfærdsprofessionelt arbejde. Ikke mindst fordi de velfærdsprofessionelle faktisk ikke er særlig optaget af de organisationer, de er en del af. De er langt mere optagede af den samfundsopgave, som de gerne vil påtage sig ansvaret for at løse. Derfor skal man som leder i velfærdsprofessionerne faktisk kunne lede nogen, der vender ansigtet bort fra organisationen og lederen. Vi har på KP derfor sat jagten ind på at finde ud af, hvordan man kan lede og organisere på måder, der virker hverken frustrerende eller demotiverende for de velfærdsprofessionelle – og som tager udgangspunkt i, at de velfærdsprofessionelle allerede er motiverede, og som giver plads til den kerneopgave, som de velfærdsprofessionelle er uddannet til at løse til glæde og gavn for borgerne.

Vi har også lagt hovederne i blød for at finde ud af, hvordan man kan få velfærdsprofessionelle til at interessere sig en lille smule mere for organisering og ledelse af arbejdet. For hvis ikke de blander sig i dette, bliver det overladt til andre faggrupper uden for professionerne, og så er der måske netop risiko for, at der ikke tages højde for fagligheden og vigtigheden af, at man som velfærdsprofessionel kan leve op til den forpligtelse, man har påtaget sig overfor borgerne.

Velfærdskronikken

Velfærdskronikken handler om velfærd i alle former og størrelser. Den er åben for alle – især studerende, dimittender og ansatte fra Københavns Professionshøjskole. Det skal være en velskrevet tekst, som kan sætte gang i tankerne og velfærdsdebatten. Velfærdskronikken udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Skribenterne kan naturligvis ikke være anonyme. Fakta skal være i orden, og vi bringer ikke hadefulde og krænkende indlæg. Den må fylde maksimalt 5.000 anslag med mellemrum svarende til ca. to A4-sider. Vi forbeholder os ret til at forkorte og redigere.

Forslag sendes til sfly@kp.dk med ’kronik’ i emnefeltet.

Del og debattér artiklen: