Hjemlighed i plejeboliger

”Man skal kunne dufte, at der serveres flæskesteg!”

Sådan råbte en kommunaldirektør efter sigende ad sine embedsmænd, der tilbage i 1980´erne havde fået en ide om at centralisere køkkenerne på de kommunale plejehjem. En løsning, der ville være billigere i en trængt økonomi – og som ville give mulighed for at øge fokus på den rette ernæring for de ældre beboere.

Forslaget vandt ikke indpas i første omgang, men senere blev det desværre almen praksis landet over – samtidig med, at man erstattede betegnelsen plejehjem med plejecenter. En udvikling, der var med til at gøre beboerne til passive tilskuere i stedet for aktive eksperter i eget liv.

Københavns Professionshøjskole og Kastanjehavens Plejeboliger i Frederiksberg Kommune har gennem de seneste par år samarbejdet om at undersøge, hvordan man kan fremme oplevelsen af hjemlighed gennem en kombination af værtskab og fællesskab.

Ved projektets start blev der stillet en række essentielle spørgsmål – fx: Hvad er det, der gør en bolig til et hjem? Og hvordan inddrager vi beboerne i det?

Herefter blev en proces igangsat, hvor man med udgangspunkt i dynamiske dialoger, nye madpraksisser, værtskaber og fællesskaber inddragede beboerne i at skabe et meningsfuldt hverdagsliv.

Projektleder Lise Justesen, der er lektor og ph.d. ved Ernærings- og Sundhedsuddannelsen på Københavns Professionshøjskole, fortæller: ”Der har i alt for lang tid været fokus på den fysiske sundhed. Vi ønskede i dette projekt at have fokus på alle fire sundhedsbegreber: den spirituelle, den følelsesmæssige, den fysiske og den mentale sundhed. Vi oplevede, at mange beboere på plejehjem er ensomme, og kun i sparsomt omfang har et socialt fællesskab med de andre beboere. Vi arbejdede med fremtidsværksteder som metode til at få etableret et fællesskab med beboerne, hvor deres håb og drømme kom i spil.”

FÆLLESSKABET

Der var fokus på at få skabt nogle fællesarealer, hvor beboerne, deres netværk og personalet havde lyst til at opholde sig. Kastanjehavens fællesrum lå nemlig oftest øde hen uden at blive brugt. Gennem fremtidsværkstederne blev der arbejdet med, hvad der skulle til for at lave om på det. Beskæftigelsesvejleder i Kastanjehaven Hans Henrik Sørensen fortæller, at de undervejs i forløbet lærte, at den største barriere for at lykkes var personalets og ledelsens egen forståelse af, hvad der kunne lade sig gøre. Beboerne tog overraskende hurtigt medejerskab på processen og begyndte at samarbejde på kryds og tværs.

En beboer udtalte om processen: ”Det var sjovt at være med. Det er som om, vi kommer hinanden nærmere ved sammen at bestemme noget – og beslutningerne bliver ikke taget hen over hovedet på en.”

Tre fællesrum blev indrettet med hjælp af en indretningsarkitekt, der omdannede beboernes ideer til konkrete rum. Beboerne deltog i hele processen – både i hørings- og i arbejdsfasen – hvor der blev tapetseret, samlet møbler og hængt billeder op. Mottoet var:  ”Vi skal hygge os, vi skal gøre det sammen, vi skal fejre det!”

Fremtidsværkstederne skabte også ideen om ’det mobile køkken’. Det er sammensat af flere moduler og kan flyttes rund mellem de forskellige etager. Her kan beboerne arbejde sammen omkring tilberedningen af et måltid og invitere gæster til spisning. En beboer udtalte på et fremtidsværksted: ”Ja, det kunne være hyggeligt at lave pizza med familien!”

BEBOERDEMOKRATI

Afdelingsleder i Kastanjehaven Helle Vadbjørn Christensen oplever, at hendes forforståelse til stadighed bliver udviklet og udfordret. Beboerne og medarbejderne har fx taget initiativ til en madklub ved navn Aftenduft, hvor de i fællesskab planlægger menuen. Ved sidste fællesspisning stod den på forårsruller med salat, pizza fra det lokale pizzeria og æblekage. Måske ikke lige den sammensætning personalet ville have foreslået til en festmiddag, men det var den menu beboerne i fællesskab blev enige om. Initiativet har ført til, at de pårørende er begyndt at efterspørge, hvordan de også kan være med og hjælpe til.

I det hele taget har projektet givet anledning til, at beboerne i en helt anden grad forventer medindflydelse som en naturlig del af hverdagen. Helle Vadbjørn Christensen fortæller om en episode, hvor hun som afdelingsleder måtte revidere hendes egen opfattelse af medindflydelse. Det var en mandag morgen, hvor hun drak morgenkaffe med nogle beboere. En af beboerne tog ordet og sagde: ”Vi har talt lidt om den vikar, du havde hyret ind i weekenden. Hende behøver du ikke hyre ind igen!”

Episoden gav anledning til at revurdere graden af beboerdemokrati, og hvordan det er en proces, der løbende udvikler sig i takt med, at beboerne oplever, at deres meninger og erfaringer tæller og bliver taget alvorligt.

Projektet har løbet i to år og er nu afsluttet. Men beboerne og personalet i Kastanjehaven arbejder videre med den kontinuerlige udvikling af deres nye fællesskaber og dagligdag.

Deres råd til andre, der vil arbejde med hjemlighed er:

■  Det er en lang proces, hvor vi udvikler mens vi arbejder og omvendt

■  Forbered jer grundigt

■  Lær at holde mund og lyt til beboerne

■  Beboerne kan være aktive hele livet