Lad os se på, hvad de kolde hænder bidrager med, inden vi skærer dem væk!

”Forskningschef i CEPOS Karsten Bo Larsen argumenterer for at indføre et ’bureaukratloft’ for udgifter til såkaldte ”kolde hænder” med to procent reducering om året. At komme med løsninger, før man har forstået problemet, er en farlig vej, der ofte gør det oprindelige problem større, end det var til at begynde med. Hvis ikke vi får en bedre forståelse af administrative medarbejderes bidrag til nutidens offentlige sektor, risikerer vi at forværre den nuværende krise med rekruttering og fastholdelse ved at beslaglægge mere af de fagprofessionelles tid, som er tiltænkt det egentlige velfærdsarbejde.”

Det skriver lektor og ph.d. Niels Borch Rasmussen fra området Ledelse, Organisation og Forvaltning ved Videreuddannelsen på Københavns Professionshøjskole i denne udgave af Velfærdskronikken.

LAD OS SE PÅ, HVAD DE KOLDE HÆNDER BIDRAGER MED, INDEN VI SKÆRER DEM VÆK!

Forskningschef i CEPOS Karsten Bo Larsen argumenterer i Velfærdskronikken (udgivet 13. september dette år) for at indføre et ’bureaukratloft’ for udgifter til såkaldte ”kolde hænder” med 2 procent reducering om året.

Argumentet bygger på en statistisk opgørelse, som viser, at antallet af ledere og administrative medarbejdere siden 2011 er steget med 15.000 fuldtidsansatte – og at der er en effektiviseringsgevinst i kommunerne på 9,6 milliarder kroner om året, hvis man benchmarker med de mest effektive kommuner i landet.

Med forbehold for de usikkerheder, der vil være i en sådan opgørelse, så peger den på en interessant udvikling i den offentlige sektor. Det problematiske ved Karsten Bo Larsens argument er imidlertid, at han springer for let hen over spørgsmålet om, hvorfor denne udvikling er sket – og begiver sig direkte til at svare på, hvad der er problem og løsning.

At komme med løsninger, før man har forstået problemet, er en farlig vej, der ofte gør det oprindelige problem større, end det var til at begynde med.

Hvis vi starter med spørgsmålet hvorfor, så synes Karsten Bo Larsen at give udtryk for det synspunkt, at administrative medarbejdere varetager egne interesser ved at komme med "mange gode argumenter for, hvorfor det ikke er muligt at spare på lige netop deres egne medarbejdere, og de har typisk også adskillige gode ideer til, hvordan man kan spare på de varme hænde ude i selve produktionen af velfærdsydelserne."

Synspunktet læner sig op ad et klassisk borgerligt skræmmebillede af en offentlig sektor, der er ude af kontrol, fordi professionelle grupper handler ud fra egeninteresser. Om der er nogen sandhed i dette, skal her være usagt, men synspunktet har karakter af en automatreaktion og forholder sig ikke til, hvad der er sket i den offentlige sektor siden 2011.

En alternativ forklaring på stigningen i antallet af ”kolde hænder” kan nemlig være, at den offentlige sektor har gennemgået en betydelig forandring i det seneste årti. Især på digitaliseringsområdet er der blevet udført omfattende udviklingsarbejde med henblik på at implementere nye arbejdsgange – fx i forbindelse med nye fagsystemer.

Det er primært de administrative medarbejdere, der har haft ansvaret for at realisere effektiviseringsgevinsterne fra den teknologiske udvikling. Et alternativt synspunkt til Karsten Bo Larsens kunne derfor være, at stigningen i administrative medarbejdere skyldes, at der faktisk er behov for ressourcer og de rette kompetencer for at kunne gennemføre digitaliseringen af den offentlige sektor.

Kigger vi herefter på Karsten Bo Larsens svar, så kommer løsningen i form af et ’bureaukratloft’ lige så automatisk, som hans udlægning af problemet. Løsningsforslaget bygger på en opfattelse af et nulsumsspil, hvor de ”kolde hænder” eksisterer på bekostning af de ”varme”.

Denne opfattelse er i bedste fald upræcis, da der snarere er tale om komplementære roller. I organisationsteorien er det veletableret, at organisationer i forandring har brug for en stor administration til at supportere frontmedarbejdere med viden, tværgående koordinering og (digital) infrastruktur.

I en tid, hvor reformer og nye teknologiske løsninger ruller ind over de store velfærdsområder, kan det derfor være hensigtsmæssigt at afsætte ressourcer til et bagkontor, der kan tilpasse organisationen til omgivelser i konstant bevægelse.

Karsten Bo Larsens løsningsforslag vidner derfor om en mangel på tillid til, at de decentrale institutioner selv er i stand til at ansætte de medarbejdere, de har brug for. Hvis det viser sig, at der reelt er brug for administrative ressourcer til at understøtte de fagprofessionelles arbejde, så vil et ’bureaukratloft’ resultere i, at de fagprofessionelle skal overtage flere administrative opgaver. Hvis ikke vi får en bedre forståelse af administrative medarbejderes bidrag til nutidens offentlige sektor, risikerer vi således at forværre den nuværende krise med rekruttering og fastholdelse ved at beslaglægge mere af de fagprofessionelles tid, som er tiltænkt det egentlige velfærdsarbejde.

Karsten Bo Larsen og hans kolleger fra CEPOS har bidraget med en interessant opgørelse af udviklingen af ledere og administrative medarbejdere. Men inden de kommer med hurtige løsningsforslag, bør de løfte blikket fra regnearket og se nærmere på, hvilken rolle administrative medarbejdere og ledere spiller i den offentlige sektor anno 2023.