Dette er den anden af tre artikler om den ny ”Hvidbog om rehabilitering”, der blev lanceret 30. marts i år – og som dermed erstattede den 18 år gamle forgænger. Forfatterne bag er studentermedhjælper Katarina Krogsbæk Mathiasen og lektor Berit Engström fra området Sund ved Videreuddannelsen på Københavns Professionshøjskole.

Denne artikel sætter fokus på de organisatoriske udfordringer i rehabiliteringen og bygger på en samtale med adjunkt og master i rehabilitering Birgitte Møller Stamp fra ergoterapeutuddannelsen ved Københavns Professionshøjskole. Birgitte har været med i den ekspertgruppe, der har stået for revisionen og er medforfatter af hvidbogens kapitel 3 om udfordringer på feltet.

ULIGHED I SYSTEMET

Flere og flere borgere lever i dag med en kombination af multisygdomme og sociale problemer. Tilrettelæggelse af sammenhængende rehabiliteringsforløb for borgere med komplekse problemer forudsætter derfor, at der kan samarbejdes på tværs af områder og fagligheder. Det stiller krav til koordinering på tværs af sektorer og forvaltningsområder. I dag er der implementeret forskellige modeller for at effektivisere og støtte den organisatoriske koordinering. For personer med et mindre støttebehov koordineres indsatserne som oftest i et samarbejde, hvor rammerne er fastlagte i forhold til informationer og møder. For personer med komplekse behov involverer denne indsats ofte tværfaglige teams, hvor indsatsen skal integreres i samme organisatoriske enhed. Ifølge Birgitte Møller Stamp kan det blive et problem, at der fra organisatorisk side skelnes mellem personer med et komplekst rehabiliteringsbehov og personer med et mindre rehabiliteringsbehov. I den forbindelse udtaler hun:

”Desværre så tager hele sundhedsvæsenet stadig udgangspunkt i diagnosegrupper, og der er nogle diagnosegrupper, hvor det hele er meget velbeskrevet. Hvis du tager en borger, der har fået en skade i hjernen, så er der en meget velbeskrevet organisering omkring det. Her er det netop et team, der går på tværs af faggrupper. Men hvis man så falder uden for en velbeskrevet diagnosegruppe, så er der jo ikke noget, der nødvendigvis byder op til, at man laver et team omkring borgeren. Så der bliver noget ulighed på den måde. Og her ser man typisk, at det er de ældre, hvor der måske ikke er så mange ressourcer, som falder mellem stolene”.

Det kan derfor – ifølge Birgitte Møller Stamp – skabe en ulighed i rehabilitering, at der skelnes imellem personer med et mindre og større støttebehov. Dette kommer til udtryk, da personer med et mindre behov ikke kvalificerer sig som personer med et komplekst støttebehov, og derfor kan falde mellem stolene, da indsatserne i højere grad foregår standardiseret ud fra fastlagte procedurer. Resultatet af dette kan være, at hvis en ældre bor hjemme og både skal have ambulante ydelser og hjemmehjælp, så er der ingen teams omkring den ældre til at hjælpe med dette. Denne gruppe kan derfor, på trods af et behov for hjælp til koordinering, ende med selv at skulle varetage denne opgave. Blandt ældre er der stor forskel på, hvorvidt de kan overkomme at påtage sig opgaven om koordinering. Derfor kan det blive et problem, når en stor del af koordineringsopgaverne bliver efterladt til borgeren eller pårørende.

ÆNDRING MOD ET MERE HELHEDSORIENTERET SAMARBEJDET

I den nyligt lancerede ”Hvidbog om rehabilitering” udlægges det organisatoriske som noget, der har haltet inden for ældreområdet i de forgange år. Det pointeres, at der er brug for en mere helhedsorienteret praksis og især et helhedsorienteret samarbejdet på tværs af et forvaltningsområde, hvor rehabilitering kan være organiseret forskelligt, selvom det handler om den samme person. Birgitte Møller Stamp udtaler:

”Fra mine mange år i praksis ved jeg, at kvaliteten af rehabilitering fra et ledelsesperspektiv hurtigt kommer til at handle om klassiske styringsparadigmer som drift og økonomi. Når man står som rehabiliteringsmedarbejder, så tænker man, at det jo burde handle om rehabilitering og meningsfuldhed for det enkelte menneske, og så kan der hurtigt opstå et clash imellem forskellige værdier på feltet”.

Dette kan netop komme som en konsekvens af, at ledelse i sundhedsvæsenet i dag foregår under et konstant krav om målopfyldelse i driften. Samtidig er der et stigende krav om differentiering i indsatserne, hvor en øget helhedsorientering skal være i fokus. Dette kan selvsagt nemt føre til et clash, som Birgitte Møller Stamp udtrykker det. Derfor er der brug for, at fokus på ledelse i rehabilitering bliver skærpet. Her skal der arbejdes væk fra fastlagte rammer og standardprocedurer. Fremadrettet er der behov for at styrke koordinering og skabe sammenhæng i rehabilitering med et øget fokus på borgernes individuelle behov. Det kræver, at den helhedsorienterede praksis på tværs af forvaltningsområder forbedres. Ifølge Birgitte Møller Stamp kræver dette en mere fleksibel ledelse, som har et indgående kendskab til de værdier, der er indlejret i rehabiliteringstænkningen.

No items found.

Velfærdskronikken

Velfærdskronikken handler om velfærd i alle former og størrelser. Den er åben for alle – især studerende, dimittender og ansatte fra Københavns Professionshøjskole. Det skal være en velskrevet tekst, som kan sætte gang i tankerne og velfærdsdebatten. Velfærdskronikken udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Skribenterne kan naturligvis ikke være anonyme. Fakta skal være i orden, og vi bringer ikke hadefulde og krænkende indlæg. Den må fylde maksimalt 5.000 anslag med mellemrum svarende til ca. to A4-sider. Vi forbeholder os ret til at forkorte og redigere. Vi udsender som udgangspunkt én kronik hver onsdag i lige uger.

Forslag sendes til sfly@kp.dk med ’kronik’ i emnefeltet.

Del og debatér artiklen: