Værdig ældrepleje og det værdiskabende lederskab

Velkommen til Velfærdskronikken – der som navnet antyder handler om velfærd i alle afskygninger. Den er åben for alle og især studerende, dimittender eller ansatte fra Københavns Professionshøjskole.

Denne udgave er skrevet af Gry Segoli. Gry er adjunkt og uddannelseskonsulent ved Videreuddannelsen på Københavns Professionshøjskole, hvor hun underviser i personcentreret omsorg, rehabilitering og tværfagligt samarbejde. Gry Segoli har i 15 år beskæftiget sig indgående med demens, rehabilitering og ældreområdet.

VÆRDIG ÆLDREPLEJE – EN FÆLLES OPGAVE

Efterårets debat, topmøder og mange indlæg har efter bedste evne forsøgt at udpege de ansvarlige for, at ældreplejen i Danmark nogle steder lever en kummerlig tilværelse. At tage vare på mennesker med kognitive eller fysiske svækkelser er en kompleks opgave, der kræver en fælles indsats og prioritering.

Menneskeværd er knyttet til eksistensen og ikke til funktioner eller egenskaber. Det er det første princip defineret af Det Etiske Råd – og et vigtigt princip i dialogen om værdig ældre pleje. Ikke desto mindre fremgår det af lovgivningen på området, at menneskers tilknytning til arbejdsmarkedet, deres alder og mulighed for at opnå et selvstændigt funktionsniveau er afgørende kriterier for tildeling af serviceydelser eller behandling. Men det har vel ikke noget med værdig ældre pleje at gøre, eller hvordan?

HVOR SKAL VI STARTE?

En grundig kortlægning af området og en tydeliggørelse af hvilke aktører, der skal inddrages, vil være et godt sted at starte. Her er borgeren det oplagte udgangspunkt. Vi er gode til at høre fagpersonale, politikere, interesseorganisationer og pårørende, men i vores bestræbelser på at tilrettelægge personcentreret omsorg, glemmer vi ofte hovedpersonen: borgeren, der har behov for støtte og omsorg.

Kompetencecenter for Patientoplevelser (KOPA) har for nyligt offentliggjort en rapport, der ser på ældre medicinske patienters oplevelser af værdighed i mødet med sundhedsvæsenet. Her peger borgerne blandt andet på, at de mangler fokus på deres behov og ønsker, at deres viden ikke inddrages aktivt i behandlingen, at de mangler sammenhæng og koordinering, samt at kommunikationen ofte er mangelfuld og uværdig. Risikoen for oplevelsen af uværdige forløb stiger i takt med kompleksiteten, hvilket tydeliggør, hvorfor værdig ældrepleje ikke kan rulles ud med et quickfix. De borgere, der er relativt selvhjulpne ønsker en større grad af involvering og selvbestemmelse, hvorimod de mere svækkede borgere ønsker, at personalet i højere grad tager ansvar for at vurdere og planlægge information, støtte og omsorg. Med dette perspektiv bliver det tydeligt, hvorfor det kan være vanskeligt for personale og ledelse at udarbejde generiske indsatsmodeller.

DE PÅRØRENDE SPILLER EN VIGTIG ROLLE

Når et menneske har en kognitiv eller fysisk svækkelse, indskrænkes deres autonomi og handleevne. Derfor spiller de pårørende en stadig større rolle i takt med at mennesket svækkes. De pårørende bliver derfor talerør for borgeren og en vigtig medspiller i at varetage og understøtte borgerens værdighed.

Videnscenter for Brugerinddragelse i Sundhedsvæsenet (ViBIS) formulerede i 2017 fem principper for det gode pårørendesamarbejde. Her er der blandt andet fokus på, at pårørendesamarbejdet er en del af det faglige arbejde, og ikke noget der kommer oveni eller kan tilgodeses, når de andre opgaver er udført.

DE VARME HÆNDER

Pleje- og omsorgspersonalet er altafgørende for, at vi kan tilbyde værdig ældrepleje. Det er dem, der i den enkelte situation skal vurdere hvilken indsats, der skal sættes i værk, samt i hvilken grad borgeren skal inddrages og hvordan. Det fordrer en høj grad at refleksion, overskud og mulighed for faglig sparring. Under efterårets debat er der givet udtryk for, at værdig ældrepleje jo bare er et spørgsmål om medmenneskelighed. Det ville være dejligt, hvis det var så enkelt, og at værdig ældrepleje blot er et spørgsmål om at rekruttere de rette mennesker. Men når plejepersonalet til tider agerer på en uhensigtsmæssig eller uværdig måde, skal årsagen ikke findes i deres personlighed eller mangel på medmenneskelige egenskaber, men derimod i deres vilkår for at udøve deres arbejde. I en presset hverdag, hvor der i højere grad bliver talt om opgavestyring, kørelister, budgetter og sektorer, risikerer vi, at personalet mister fokus på kerneopgaven, som til enhver tid må være at understøtte borgerens behov og værdighed.

DET VÆRDISKABENDE LEDERSKAB

Det bringer os til den næste vigtige aktør, som er ledelsen. Lederen i den offentlige sektor er ofte underlagt en politisk dagsorden, der på den ene side kan være visionær og ambitiøs, og på den anden side kan være udmøntet med et budget, der ikke levner plads til at komme i mål med de faglige ambitioner. Alligevel er der talrige eksempler på ledere, der formår at få skabt rammerne for værdig ældrepleje uden, de nødvendigvis har et større økonomisk råderum. Her er det i høj grad tale om ledere, der får skabt rum for de faglige refleksioner, får beskrevet tydelige værdier, og får værdierne implementeret i dagligdagen.

Men det er også her, at behovet for løbende kompetenceudvikling både for ledere og for medarbejdere kommer i spil. Begrebet kompetenceudvikling dækker en bred vifte af forskellige aktiviteter. Vigtigst her er, at kompetenceudviklingen og læringsprocessen har et klart formål, der relaterer sig til deltagernes dagligdag og organisationens værdier.

RAMMEN DER BINDER AKTØRERNE SAMMEN

Endelig er der de organisatoriske rammer. Her er målet at udvikle en organisation, der understøtter værdighed samt giver personalet og ledelsen mulighed for både at indtage det faglige og borgerens perspektiv. Det kræver mod fra ledelsen, der skal udvise tillid og turde uddelegere ansvar. Lederne skal påtage sig en værdiskabende rolle, hvor de sætter retningen, men giver slip på styrepinden, så medarbejderne i samarbejde med borgerne og de pårørende kan træffe de rigtige valg i den konkrete situation. Det stiller også krav til medarbejderne, der skal tage et større ansvar og i højere grad udøve kollegial ledelse – og dermed arbejde mere tværfagligt, samskabende, borgerinddragende og reflekterende på én og samme tid.

‍