Klimakrisen er en både håndgribelig og behændig stedfortræderkrise, der på uheldig vis blænder for den egentlige og langt dybere krise, der hverken findes ude i klimaet eller naturen, men inde i os selv. Det er herinde i vores natursyn og i vores forståelse af, hvordan vi som enkeltindivid såvel som samlet menneskehed indgår i en ligeværdig og gensidig relation med vores planetære eksistensgrundlag og til alle de levende væsener og fænomener, som bebor det, at den virkelige relationskrise findes. Kun når vi kollektivt har erkendt, at vi befinder os i en sådan, kan vi korrigere vores moralsk-etiske kompas. Den ydre omstilling forudsætter således en indre omstilling – og på netop det punkt, spiller pædagogers og læreres dannende arbejde en helt afgørende rolle. Det mener Mads Strarup, som har skrevet denne udgave af Velfærdskronikken.

Mads Strarup er vicerektor på Københavns åbne Gymnasium og blandt meget andet forfatter til bogen Hva’ nu? Dannelse til bæredygtighed i børnehave, folkeskole og ungdomsuddannelse. Mads har gennem en længere årrække via kronikker, debatarrangementer og foredrag været en progressiv stemme i den offentlige debat i krydsfelterne mellem unge, uddannelse og bæredygtighed – og det er i forlængelse af dette engagement, at han også er medinitiativtager til uddannelsesnetværket Gymnasieskolernes Klimaalliance.  

MAN KAN IKKE SÆTTE GODE RELATIONER I BANKEN

Hvor ’samfundssind’ blev årets ord i 2020, så er der en god mulighed for at ’skærmkvalme’ tager titlen i 2021. Når jeg tror på skærmkvalmen som en stærk kandidat, så skyldes det, at der netop bagved ubehaget gemmer sig en længsel efter reelt samvær med ægte tredimensionelle mennesker i ægte tredimensionelle rum. Ingen mellemlag, ingen forsinkelser, ingen nedbrud. Vi savner samværet, som vi kendte det, og vi er forståeligt nok begyndt at spørge os selv og hinanden, hvad tiden med coronaen og de medfølgende nedlukninger har lært os, hvis overhovedet noget? Svaret afhænger af såvel fagligt som personligt perspektiv. Men jeg er overbevidst om, at én blandt flere erkendelser vil være, at vi med det isolerede liv som katalysator har forstået vigtigheden af gode relationer – og samtidigt oplevet fraværet af dem som tyngende. Relationer er vigtige for moderne mennesker, fordi de udgør det kit, der binder os sammen som individer og som fællesskab. Det afgørende sociale bindemiddel i ethvert fællesskab, stort som lille.

I skrivende stund har vi levet et ikke-fysisk parallelliv med vores medmennesker i mere end et år. Medmennesker, som vi deler – eller delte – liv med, men også medmennesker, som vi deler samfund med. Vi er alle medborgere i det samme samfund. Men når megen social interaktion i lange perioder har været reduceret til skærmkommunikation, så udfordres vores relationer og vores samfundsfællesskab i et sådant omfang, at det er nødvendigt at generindre, at gode relationer er en hjørnesten i et levende demokrati som det danske. Uden respekt og accept af den anden, som et subjekt med en ligeværdig ret til en stemme – i ytringer såvel som gennem et kryds på valgdagen – bryder demokratiet sammen. Måske er det noget af det, som vi allerede i disse år ser i storskala i en række lande, men som vi også kan se ansatserne til herhjemme, og som coronaens relationsreducerede liv har givet gode vækstbetingelser. Isolerede ekkokamre, hvor den andens position ikke er til stede og derfor gradvist gøres ubetydelig, for til sidst at blive betragtet som decideret illegitim. Hvis vi ikke vidste det før, så ved vi det nu: Relationer har værdi, men de kan ikke sættes i banken. De er som muskler, der – hvis de ikke anvendes – mister sit omfang og sin styrke. Med en bourdieusk formulering er relationer en slags kapital, der ene og alene kan forædles gennem samvær.

Man kan blive klogere på relationernes betydning ved at lade sig uddanne. Uddannelse kan give de færdiguddannede et solidt basisfundament udi relationskompetence, som derefter forfines i det konkrete møde. Her spiller en række af velfærdsuddannelserne – særligt pædagoger og lærere – en helt afgørende rolle, da disse fagprofessioner ikke blot skal forstå relationernes værdi, men også klogt overlevere og samtidsfortolke dem for vores yngste medborgere i børnehaver og skoler gennem den daglige dannelse og uddannelse. I forhold til den standende debat om genindførelsen af filosofikum, ville det derfor være helt på sin plads at spørge, om ikke det er indførelsen af et relatorikum på alle uddannelser, som i virkeligheden er det progressive skridt at tage?

I forlængelse af de ovenstående tanker, så tror jeg, det vil blive uinteressant og i stigende grad irrelevant at arbejde med mennesker, hvis man samtidigt betragter dem som faste positioner; ’Hér er jeg, jeg mener det og det. Dér er du, du mener det og det’. Det kender vi allerede fra de politiske analytikere og den opdelende segmentering af vælgerhavet, som kun intensiveres ved yderligere brug. Det er langt mere visionært at have blik for relationen, forstå hvad den består i, og hvad den mangler. Det relationelle blik (eller relationskompetencen) vil blive – hvis den ikke allerede er det – helt essentiel på den moderne arbejdsplads. Men ikke kun her. For blikket for relationen til og med omverden begrænser sig ikke kun til de menneskelige, demokratiske fællesskaber. I et ikke så fjernt fremtidigt samfund, hvor den bæredygtige omstilling skal gøres til en engagerende borgersag, er det også nødvendigt, at vi forstår nødvendigheden og værdien af en bæredygtig relation til det andet, i form af naturen, dyrene, vejrfænomenerne og planeten.

Hvis man tænker efter, så har også klimavidenskaben på lignende vis været enormt dygtige til at arbejde med positioner. Dér er et stykke natur, som lider – eller hér er en dyreart, som er truet. Tak for det, og bliv endelig ved med det! Men i en antroprocæn tidsalder er det mindst lige så vigtigt at kunne spotte og have forståelse for, hvordan relationen mellem menneskehed og natur tager sig ud, hvad der grundlæggende er galt med den relation – og hvilke tabsforventninger, der er i spil, siden vi ikke for længst har ændret vores destruktive adfærd? Nogle vil hævde, at det ikke handler om menneskers relationer til naturen, men blot er et spørgsmål om den rette teknologi, så er den klimakrise løst i et snuptag. Men indlejret i denne tankegang findes en uudtalt præmis om, at krisen findes i klimaet, og at det dermed også er her, at problemet skal løses. Jeg er overbevist om, at det er en decideret farlig kurs at bevæge sig (videre) udad, da det udgør en framing – her tænkes særligt på ordet ’klimakrise’ – der retningsgiver de løsninger, der potentielt kan tænkes, og endnu vigtigere, ikke kan tænkes.

Klimakrise-begrebet er en både håndgribelig og behændig stedfortræderkrise, der på uheldig vis blænder for den egentlige og langt dybere krise, der hverken findes ude i klimaet eller naturen, men inde i os selv. Det er herinde i vores natursyn og i vores forståelse af, hvordan vi (som enkeltindivid såvel som samlet menneskehed) indgår i en ligeværdig og gensidig relation med vores planetære eksistensgrundlag og til alle de levende væsener og fænomener, som bebor det, at den virkelige relationskrise findes. Kun når vi kollektivt har erkendt, at vi befinder os i en sådan, kan vi korrigere vores moralsk-etiske kompas. Den ydre omstilling forudsætter således en indre omstilling – og på netop det punkt, spiller pædagogers og læreres dannende arbejde en helt afgørende rolle.

Det er således ikke til at komme udenom: Relationsbegrebet udgør den prisme, hvorigennem vi kan visualisere udviklingen af morgendagens samfund. Udviklingen af det fine, menneskelige fællesskab, vi kalder ’demokrati’ – og af det nødvendige, planetære fællesskab, der er kommet ud af balance, og som bare venter på, at den bæredygtige omstilling accelereres og at balancen genfindes.

Velfærdskronikken

Velfærdskronikken handler om velfærd i alle former og størrelser. Den er åben for alle – især studerende, dimittender og ansatte fra Københavns Professionshøjskole. Det skal være en velskrevet tekst, som kan sætte gang i tankerne og velfærdsdebatten. Velfærdskronikken udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Skribenterne kan naturligvis ikke være anonyme. Fakta skal være i orden, og vi bringer ikke hadefulde og krænkende indlæg. Den må fylde maksimalt 5.000 anslag med mellemrum svarende til ca. to A4-sider. Vi forbeholder os ret til at forkorte og redigere.

Forslag sendes til sfly@kp.dk med ’kronik’ i emnefeltet.

Del og debattér artiklen: