Moralsk stress og minuttyranni i ældreplejen kan mindskes

”De klassiske definition på moralsk stress er, når vi ved, hvad der er det rigtige at gøre, men vi er forhindret i at gøre det. Og det resulterer ofte i indadvendte negative følelser som skyld, skam og dårlig samvittighed. Hvis man arbejder i hjemmeplejen, er det formentlig en genkendelig følelse, fordi den tid, der er afsat til hver enkelt person, sjældent er tilstrækkelig. Men når man arbejder med mennesker, der er ramt af demens og andre kognitive problemer, er det endnu mere kompliceret, for det er langt fra entydigt, hvad der er det rigtige at gøre.”

Det skriver docenterne Nana Katrine Vaaben og Benjamin Olivares Bøgeskov fra Københavns Professionshøjskole i denne version af Velfærdskronikken.

MORALSK STRESS OG MINUTTYRANNI I ÆLDREPLEJEN KAN MINDSKES

Otte minutter til en støttestrømpe. Fem minutter til at servere morgenmad. Plejepersonalet rundt omkring på landets plejecentre og i hjemmeplejen har en hverdag præget af lister med praktiske gøremål, hvortil der er afsat et bestemt antal minutter. Men de praktiske gøremål er kun den ene – og måske endda den mindst komplicerede – del af deres arbejde.

Hen over støttestrømper, morgenmad og medicindispensering er plejepersonalet nemlig i gang med det krævende og vigtige empatiske arbejde, der handler om at sætte sig i et andet menneskes sted. Læg dertil, at den plejekrævende person måske er ramt af demens – og derfor skælder ud og nægter at blive vasket. Hvordan skal man så afveje personens ønsker op imod de praktiske gøremål? Og hvad med de pårørende, der kan komme på besøg lige om lidt – og tro, at deres mor eller far er blevet forsømt? Alt dette og mere til skal plejepersonalet agere i, og derfor er det måske heller ikke så overraskende, at de tildelte minutter ikke altid slår til, og at medarbejderne oplever det, som kaldes moralsk stress.

De klassiske definition på moralsk stress er, når vi ved, hvad der er det rigtige at gøre, men vi er forhindret i at gøre det. Og det resulterer ofte i indadvendte negative følelser som skyld, skam og dårlig samvittighed. Hvis man arbejder i hjemmeplejen, er det formentlig en genkendelig følelse, fordi den tid, der er afsat til hver enkelt person, sjældent er tilstrækkelig. Men når man arbejder med mennesker, der er ramt af demens og andre kognitive problemer, er det endnu mere kompliceret, for det er langt fra entydigt, hvad der er det rigtige at gøre. Hvor meget skal man fx presse på for at få lov til at klippe negle eller vaske et menneske, der modsætter sig? Personalet befinder sig i et yderst kompliceret og krævende felt, hvor de hele tiden må afveje, vurdere, tilpasse og udøve faglige skøn for bedst muligt at kunne imødekomme personens ønsker og behov – ofte uden nødvendigvis at mærke nogen form for anerkendelse eller taknemmelighed.

Samtidig er arbejdet i ældreplejen mange steder tilrettelagt på måder, hvor plejepersonalet ikke selv har særlig stor indflydelse på, hvordan de bruger deres tid. De skal søge om ekstra minutter, dokumentere hvordan de er brugt, og redegøre for eventuelle afvigelser. Det tvinger nogle gange personalet ud i diverse ’workarounds’, skyggearbejde eller andre overlevelsesstrategier, fordi de afsatte minutter og ydelser ikke nødvendigvis rækker til at håndtere de uforudsigelige situationer, der kan opstå, når man arbejder med mennesker med kognitive svækkelser eller andre komplekse behov.

ET GODT RÅD

Moralsk stress har store personlige og økonomiske omkostninger. De mest umiddelbare virkninger kan ses i forøgelse af sygedage og udfordringer med rekruttering. Desværre er disse ikke isolerede problemer. Det er derfor ingen overraskelse, at Socialstyrelsen har åbnet en pulje for at bekæmpe omsorgstræthed og moralsk stress.

Baseret på erfaringer inden fra forskning og udvikling vedrørende moralsk stress tillader vi os at give et råd til alle, der har til hensigt at finde en løsning på problemet. Vi vil fraråde ethvert ’quickfix’ eller overspringshandling som fx et resilienskursus, tilknytning af en anti-stress psykolog eller udrulning af meditationsteknikker. Den slags tilgange rammer alvorligt ved siden af – og forstærker blot opfattelsen af, at løsningen (og implicit, problemet) ligger i den enkelte medarbejders eller leders hænder. Det fører til endnu mere pres, når det forventes, at individuelle kompetencer skal løse et systemisk problem. Moralsk stress følger af manglende evne til at leve op til de forskellige professionskrav, så løsningen er at fokusere på årsagen – ikke at adressere symptomerne.

Heldigvis viser vores erfaringer og forskning (i samarbejde med Kristian Gylling Olesen) også, at fremskridt kan opnås uden at skulle vente på større reformer fra folketingspolitikerne. Det kræver imidlertid en kollektiv indsats og et tæt samarbejde mellem ledere og fagprofessionelle. Inspirerende eksempler kan findes steder, hvor ledere formår at etablere en atmosfære af tillid kombineret med administrative justeringer, der giver medarbejderne mere kontrol over deres tid og prioritering af opgaver. Der er således mange positive erfaringer fra vellykkede implementeringer af faste teams, som fremmer en kultur af fælles ansvar, kollegial støtte, tværfaglige kompetencer og håndtering af komplekse problemer med mere kreative løsninger.

Den gode nyhed er, at løsningerne på moralsk stress ikke går i retning af at lære fagprofessionelle at rumme og tolerere mere smerte. Løsningen findes derimod ved at identificere måder at forbedre den faglige kvalitet på – og det kan da kaldes en win-win-situation.

NB. Hvis du vil vide mere om moralsk stress eller arbejde med omsorgstræthed – så er du velkommen til at kontakte Nana Katrine Vaaben (NAVA@KP.DK) eller Benjamin Olivares Bøgeskov (BOS3@KP.DK).

‍