Socialpsykiatrien stigmatiserer deres brugere

”Hvis man er svært ramt af sin psykiske lidelse og samtidig er virkelig dygtig til fx at skrive, lave sushi eller noget helt andet, så bliver man en afviger.” Det fortæller adjunkt ved pædagoguddannelsen på Københavns Professionshøjskole Kim Milo Sandersen, som forsker i stigmatisering af mennesker med psykisk lidelse.

Sammen med sin kollega – adjunkt Aubree Lindberg – har han været på feltbesøg på socialpsykiatriske botilbud i Region Hovedstaden. Her så de, hvordan brugerne mødes med uskrevne forventninger til at handle på en særlig måde for at passe ind.

”Det er personalet på bostederne, der definerer, hvad der er acceptabelt. Der er nogle bestemte forventninger både til brugernes udfordringer og til deres udvikling. Herved kommer pædagogerne til at kategorisere brugerne, selvom det jo ikke er intentionen,” fortæller han.

STIGMATISERINGEN AF PSYKISK SYGDOM ER UDBREDT

Det er ikke kun på de sociale bosteder, borgere med sindslidelse stigmatiseres. Ni ud af ti mennesker med psykiske lidelser har oplevet at blive diskrimineret eller negativt forskelsbehandlet, viser en undersøgelse fra Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd (VIVE). Og det kan få borgere med sindslidelser til at trække sig fra samfundet og det sociale liv.  På den måde kan personalets forventninger til borgerne få betydning for brugernes evne til at komme sig, forklarer Kim Milo Sandersen:

”Når man som pædagog overser brugernes kompetencer, så kommer man til at fastholde dem i den situation, som man sådan set skulle have dem ud af. Det – vi har set – er, at brugerne handler og navigerer forskelligt alt efter, hvem der er på arbejde. De gør noget forskelligt alt efter, hvordan de bliver mødt og anerkendt. Som pædagog skal man altså være opmærksom på, at man er med til at definere, hvad der er okay, og hvad der ikke er okay.”

Mange pædagoger gav i vores undersøgelse udtryk for, at de vurderede det som positivt, når beboerne udtrykte selverkendelse og selvindsigt i deres sygdom. Denne vurdering afspejlede sig i beboernes måde at præsentere sig selv på, fortæller Kim Milo Sandersen – og giver et eksempel:

”For os var det bemærkelsesværdigt, at Jens som det første fortæller, at han har affektiv bipolar lidelse. Det virker som om, at diagnosen eller lidelsen ‘kommer først’ eller bliver betragtet som vigtigere end Jens som person. På den måde kan personalets forventninger til beboerne fastholde dem i en afvigende adfærd.”

AFSTIGMATISERING AF PSYKISK LIDELSE ER ET SELVSTÆNDIGT MÅL

I Sundhedsstyrelsen deler man bekymringen for konsekvenser af stigmatisering af psykisk syge. I det faglige oplæg til 10-årsplanen for psykiatri vurderes det, at et opgør med stempling er en forudsætning for, at de øvrige målsætninger i 10-årsplanen kan blive indfriet og føre til det forventede løft af psykiatrien.  Derfor er ’afstigmatisering af psykisk lidelse’ fremhævet som et selvstændigt mål i 10-årsplanen for psykiatri.

Det bliver imidlertid en stor faglig udfordring at afstigmatisere psykisk lidelse i behandlingsindsatsen, vurderer Aubree Lindberg. Hun forklarer:

”Det handler om at få øje på den handlekraft, som er forskellig fra vores egen. Fordi beboerne er i en anden position end personalet, skal de kunne navigere på andre måder, og de skal hive fat i nogle andre ting. Det handler om at tage et andet menneskes liv i sine hænder. Og vi kan ikke altid vide, om vi gør det på en etisk forsvarlig måde, så vi får øje på, at det enkelte menneske er kompetent og handlekraftigt, selvom vedkommende har en psykisk sygdom.”

‍