Sommerferie er for mange kendetegnet ved tid. Tid til familie, tid til venner, tid til nye oplevelser og tid til refleksion. Derfor har vi pakket seks digitale sommerkufferter med podcast og artikler – samt anbefalinger til bøger og film, der kan sætte tankerne i gang. Hver fredag indtil 7. august kan du åbne en ny kuffert. Den fjerde med temaet ’socialt arbejde’ kommer her…

Under coronakrisen har socialrådgiverne måtte tænke ud af boksen for at bevare kontakten med de udsatte børn og unge. Hør teamkoordinator Louise Norsk fortælle, hvordan Roskilde Kommune har taklet udfordringerne, og hvad de tager med sig ud af det ’forsømte forår’.

I statsministerens nytårstale satte Mette Frederiksen fokus på anbragte børn og kom med en række retningsgivende anvisninger på området. Men hvad siger forskningen, fagligheden og juraen til hendes udtalelser?

Har du lyst til at høre mere om den ny hovedlov på beskæftigelsesområdet og blive klogere på dens betydning, så kan du lytte til Dragana Radic og Ulrikke Von Tangen Rothe, der fortæller om de nye muligheder for helhedsorienterede indsatser rettet mod de mest udsatte borgere.

Ledigheden er steget med næsten 50.000 fuldtidspersoner under coronakrisen, og situationen er atypisk, fordi den er asynkron og rammer skævt. Det betyder, at nogle brancher ligefrem har oplevet fremgang de seneste måneder, mens andre brancher har oplevet massive tab. Der er ydermere store regionale forskelle på både de nuværende ledighedstal og forhåbningerne til fremtiden for branchen. Københavnsområdet og Sjælland generelt har ikke været så hårdt ramt, imens fx Sønderjylland og Bornholm virkelig har mærket krisen. For at blive klogere på, hvordan krisen påvirker beskæftigelsesområdet, og hvordan en målrettet beskæftigelsesindsats kan bidrage til at løse problemerne, har velfærdsprofeterne talt med Louise Hansen fra Københavns Professionshøjskole samt job- og socialchef i Solrød Kommune Jens Folman. Læs og lyt med her.

Hvis du mest er i humør til en kort og tæt podcast, så kan du også høre Henriette Christiansen fra Egmontfonden eller Anders Ladekarl fra Røde Kors fortælle om deres syn på blandt andet tillid og sammenhængskraft i dagens Danmark.

Coronapandemien satte også socialområdet under et hårdt pres. I februar talte vi med formanden for Dansk Socialrådgiverforening Mads Bilstrup om den danske velfærdsstat. Hør hvad han sagde dengang – og hvad han siger nu, hvor krisen på mange måder har afdækket velfærdsstatens styrker og svagheder.

På det sociale område debatterer vi ofte social kapital og dens betydning. Coronakrisen har vist os, hvordan social kapital kan omsættes til hurtig og effektiv omstilling af den offentlige sektor. Hendes Majestæt Dronningen var også inde på det i sin fødselsdagstale til befolkningen, hvor hun sådan omtrent sagde: ”Når vi har stået krisen igennem, kan vi vende tilbage til et Danmark, som nok vil være forandret, men som alligevel vil være vores alles Danmark rodfæstet i vores fællesskab og tillid til hinanden.” Læs her, hvad professor Peter Hasle fra SDU mener om dette.

Er du mere til skønlitteratur, kan vi varmt anbefale De loyale af Delphine de Vigan. Det er en rørende og barsk fortælling om skolelæreren Hélènes bekymring for 12-årige Théos deroute. Vi kan også anbefale Iben Mondrups roman Tabita, som handler om den 5-årige faderløse grønlandske pige Tabita, der uofficielt adopteres af et dansk par. I romanen behandler Mondrup temaerne adoption, familiedynamikker og forholdet mellem Grønland og Danmark.

Den forrygende Oscar-vindende sydkoreanske film Parasite fra 2019 handler om en fattig familie af småsvindlere, der bor i ubeskriveligt slum. Familiens to store børn er dog begge lige så handlekraftige som forældrene, så da drengen får mulighed for at undervise en rigmandsdatter i en godtroende familie, begynder tingene på grotesk vis at udvikle sig. Filmen er på samme tid en komedie og en kritik af social ulighed.

Filmen Jeg – Daniel Blake handler om en 59-årig snedker i Newcastle, som oplever at blive ledig for første gang i sit liv efter en sygdomsperiode. Filmen handler om Daniels absurde møde med det mere eller mindre privatiserede engelske velfærdssystem. Filmen vandt Den Gyldne Palme ved Cannes Film Festivalen 2016, og du kan streame den her.

Hvert år modtager ca. 17.000 danskere hjælp fra Københavns Retshjælp. Dokumentarfilmen Retshjælpen viser, hvordan juristerne håndterer klienterne og hjælper dem til at få løst deres ofte uoverskuelige problemer – store som små. Find den her.

God fornøjelse…

Velfærdskronikken

Velfærdskronikken handler om velfærd i alle former og størrelser. Den er åben for alle – især studerende, dimittender og ansatte fra Københavns Professionshøjskole. Det skal være en velskrevet tekst, som kan sætte gang i tankerne og velfærdsdebatten. Velfærdskronikken udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Skribenterne kan naturligvis ikke være anonyme. Fakta skal være i orden, og vi bringer ikke hadefulde og krænkende indlæg. Den må fylde maksimalt 5.000 anslag med mellemrum svarende til ca. to A4-sider. Vi forbeholder os ret til at forkorte og redigere.

Forslag sendes til sfly@kp.dk med ’kronik’ i emnefeltet.

Del og debattér artiklen: