”En recovery-proces bliver styrket via medborgerskab, hvilket vil sige lige adgang til samme rettigheder, ansvar, anerkendte sociale roller og relationer som alle andre. Her spiller samarbejde med civilsamfund og frivillige en stor rolle, idet mennesker i udsatte positioner har potentiale for at bevæge sig fra fx ’misbruger’ til ’cykelrytter’, fra ’psykisk syg’ til ’aftenskoleelev’, eller fra ’handicappet’ til ’affaldsansvarlig’.”

Det skriver cand.pæd. i sociologi Anja Kammacher, som er lektor på området Social og Beskæftigelse ved Videreuddannelsen på Københavns Professionshøjskole i denne udgave af Velfærdskronikken.

FRA ENSOMHED TIL FLERSOMHED

Ensomheden er tårnhøj blandt mennesker med psykiske vanskeligheder, og i den sociale praksis arbejder mange fagprofessionelle dagligt med målgruppen, som de forsøger at støtte til et bedre liv. Men det er ikke altid nemt. Og måske er det ikke længere kun den fagprofessionelle, der kan hjælpe mennesker i udsatte positioner til bedre livskvalitet og et opgør med ensomheden.

Som Inge Storgaard Bonfils og Rikke Horup tidligere har skrevet i KP Alumne, har mange kommuner længe arbejdet med at implementere recovery-orienteret rehabilitering i den sociale praksis. Det er en del af den afinstitutionalisering, vi har set de sidste 20-30 år, hvor vi i det moderne velfærdssamfund ønsker at understøtte, at det enkelte menneske får bedre muligheder for at blive deltager i fællesskaber og lokalsamfund fremfor blot modtager af sociale ydelser.

Udover et paradigmeskifte, hvor opgaven skal løses på en anden måde end tidligere, ser vi således også, hvordan kommuner og regioner inden for social- og psykiatriområdet begynder at finde løsninger sammen med frivillige og civilsamfundsaktører.

Vi ved, hvor vigtigt fællesskab og forbundethed til andre mennesker er i en bedringsproces, og at man ikke kommer sig alene. Recovery-processen vil altid være unik og skal tage udgangspunkt i den enkeltes ønsker og drømme for fremtiden, men det er i fællesskaberne, at man oplever bedring, forbundethed og mulighed for at skabe en ny og anden identitet, der ikke kun associeres med fx psykiske vanskeligheder og sociale problemer.

Lotte Slot Jensen, der har ansvar for samarbejdet med frivillige og civilsamfund i psykiatrien i Region Syddanmark, ser også, hvordan frivillige med levede erfaringer kan være med til at skabe håb om et liv ’udenfor murene’:

”Mange af patienterne siger: Har du været indlagt!? Det kan jeg slet ikke forstå! Og så står der en frivillig, som er tidligere bruger af psykiatrien og virker meget ressourcestærk – og så har patienterne en positiv spejling. Det giver nogle andre samtaler, og det giver også lidt håb og lidt lys. Der er et almindeligt liv ude i den anden ende.”

Lotte Slot Jensen, frivillighedskoordinator hos psykiatrien i Region Syddanmark

Udover håbet om et andet liv end det i institutionerne, er fokus på fællesskaber også afgørende for de af vores medmennesker, der er ramt psykiske lidelser, dårligt helbred og økonomiske problemer – hvoraf 85 procent føler sig ensomme. Hver fjerde svarer desuden i Fællesskabsmålingen 2022, at de ikke har en eneste nær ven, og 55 procent føler sig holdt uden for af samfundet. Dette til trods for, at vi i Danmark allerede i 2009 via Handicapkonventionen forpligtede os til arbejde effektivt med, at mennesker med psykiske lidelser har ret til fuldt ud at blive inkluderet og deltage i samfundet.

FRA MODTAGER TIL DELTAGER

En recovery-proces bliver styrket via medborgerskab, hvilket vil sige lige adgang til samme rettigheder, ansvar, anerkendte sociale roller og relationer som alle andre. Her spiller samarbejde med civilsamfund og frivillige en stor rolle, idet mennesker i udsatte positioner har potentiale for at bevæge sig fra fx ’misbruger’ til ’cykelrytter’, fra ’psykisk syg’ til ’aftenskoleelev’, eller fra ’handicappet’ til ’affaldsansvarlig’.

Vi ved , at næsten halvdelen af beboere i botilbud oplever, at de mangler støtte fra de fagprofessionelle til at deltage i fritidsaktiviteter. Og når vi samtidig også ved, at oplevelsen af medborgerskab og deltagelse i meningsfulde aktiviteter styrker recovery-processen samt øger livskvaliteten, understreger det blot, at vi som fagprofessionelle har et særligt ansvar for at støtte mennesker i udsatte positioner til at komme ud af ensomheden og til at blive en del af samfundets fællesskaber. Det kan være en arbejdsplads, en gruppe med fælles interesser, foreningslivet eller uddannelse. Altså relationer, der giver følelsen af at høre til, og som ikke blot er båret af penge og paragraffer. Anne Runge fra Handicapcenter Fyn, er slet ikke i tvivl, om hvad civilsamfundets kræfter kan bidrage med:

”Mange af vores borgere kommer på institutionen, når de er børn, og så bliver de her, indtil de dør. Rigtig mange har ingen andre relationer end os [personalet]. Familien frafalder, og det med at have venskaber er en svær størrelse. Så det har stor betydning, at der kommer nogle mennesker frivilligt, som faktisk har lyst til at tilbringe tid med vores borgere, og som gør det betingelsesløst. Det er fuldstændig livsbekræftende for borgerne.”

Anne Runge, frivillighedskoordinator ved Handicapcenter Fyn i Region Syddanmark

Men hvordan hjælper man mennesker, der i mange år har levet isoleret uden for fællesskaberne, hvad enten det er i eget hjem eller på institutionerne?

Det første og vigtigste er, at man som fagprofessionel har modet og lysten til at udfordre sit eget mindset, så man kan understøtte et håb for personen i recovery via opmuntring og hjælp til, at personen kan få øje på egne ressourcer, som kan være vigtige i et fællesskab.

Flere kommuner erfarer, at det kræver et særligt fokus på at slippe kontrollen og på sigt gøre sig selv undværlig. Det er vigtigt, at de fagprofessionelle agerer vejviser og brobygger til fællesskaberne ved at understøtte, at personen i recovery kommer afsted til nye aktiviteter og fællesskaber uden for de offentlige sociale tilbud. Disse fem trin kan bruges til at komme i gang med at samarbejde med civilsamfund og frivillige som del af den sociale indsats:

1.       Undersøg dit eget mindset og vær ærlig
Hvilke barrierer ser du i forhold til at styrke samarbejdet med civilsamfund og frivillige? Og hvor meget af det handler om dit eget perspektiv? Husk også på, at de frivillige ikke træder i stedet for den professionelle indsats, men agerer som et velkomment supplement.

2.       Tal med borgerne og patienterne
Spørg ind til deres holdninger om og perspektiver til at bruge lokalsamfundets muligheder i højere grad i indsatsen eller behandlingen – og undersøg sammen, hvilke muligheder der er for brobygning. Kortlæg lokalområdets foreninger og interesseorganisationer med henblik på at afdække, hvilke partnerskaber, der kan være meningsfulde – og del din viden og erfaring med dem.

3.       Afprøv forskellige tiltag og start småt
Prøvehandlinger som tilgang til en eksperimenterende praksis er noget af det, som de fleste i vores forløb fremhæver som virkningsfuldt. Afprøv forskellige tiltag og start småt. Beskriv, hvad du vil prøve af og følg op efter afprøvning. Træk erfaringen ud af prøvehandlingen med fokus på virkning: Hvad virkede? Hvad virkede ikke? Og hvad har potentiale, hvis du tilpasser det lidt?

4.       Systematisér og gør dit samarbejde med frivillige og civilsamfund til en faglighed
Giv samarbejdet med frivillige og civilsamfund et fagligt fokus på linje med alt andet, du arbejder med. Systematik, dokumentation og videndeling er betydningsfulde tilgange, når samarbejdet med frivillige og civilsamfund skal etableres som en fast del af den sociale praksis.

5.       Giv det tid, vær tålmodig og afklar intern opbakning
Det er vigtigt, at der er ledelses- og kollegaopbakning via fx samarbejdsudvalg og personalemøder. Med tiden bliver du vidne til, hvordan det langsomt spreder sig som ringe i vandet (og i lokalsamfundet), og hvordan samarbejdet med civilsamfundet og frivillige er enormt værdiskabende, når det tager udgangspunkt i borgerens eller patientens recovery-proces samt håb, mål og drømme.

HVORDAN SER FREMTIDEN UD?

I det faglige grundlag for 10-årsplanen for udvikling af psykiatrien gøres det klart, at ”samarbejdet med civilsamfundet spiller en stor og vigtig rolle for mennesker med psykiske lidelser, og aktørerne i civilsamfundet er helt centrale samarbejdspartnere for de sociale tilbud, fordi de fx via sportsforeninger, ved frivilligt arbejde, ved sociale arrangementer i det nære boligområde mm. kan bidrage til at skabe en meningsfuld tilværelse og styrke netværk og inklusion i samfundet. Derved er civilsamfundet et vigtigt element i brobygningen til hverdagslivet.”

Her ser vi endelig potentialet for at leve op til Handicapkonventionen med psykiatriplanens mål om, at ”indsatsen til mennesker med psykiske lidelser har fokus på muligheden for at leve et meningsfuldt liv med aktiv deltagelse i de almene fællesskaber i fritiden, på en uddannelse og på en arbejdsplads.”

Så vi kan forhåbentlig ane et skifte i horisonten, der med tiden kan hjælpe mennesker i udsatte positioner til at blive del samfundets fællesskaber. Offentlige ledere og fagprofessionelle på det sociale område oplever dog, at det kan være vanskeligt at understøtte brobygning til lokalsamfund for personen i recovery – men intentionerne er der, og på Københavns Professionshøjskole ser vi en stigende interesse fra kommuner og regioner i forhold til styrkede kompetencer og værktøjer til at samarbejde med frivillige og civilsamfund som del af den recovery-orienterede rehabiliteringsindsats.

I vores videreuddannelsesforløb ser vi, hvordan de fagprofessionelle via refleksioner og drøftelser øver det faciliterende mindset med fokus på at sætte erfaring, ressourcer og viden hos personen og i netværket i spil sammen med egen faglighed. Via teoretiske oplæg, øvelser og prøvehandlinger mellem undervisningsgangene øver de fagprofessionelle sig i ’at sidde på hænderne’ og derved lade ønsker og drømme for fremtiden lede vej til fællesskabsskabende aktiviteter i det omgivende samfund – ofte med helt nye perspektiver for den fagprofessionelle. Dette træder eksemplarisk frem i en eksamensopgave, hvor den fagprofessionelle reflekterer over samarbejdet med en beboer på et botilbud, som hun har været kontaktperson for i otte år:

”Jeg kan se, at Martin reagerer hurtigere end sædvanlig, når han skal beslutte noget. Han svarer næsten med det samme og er meget tydelig omkring, hvad han vil. Jeg er overrasket over, at han er så hurtig til at træffe en beslutning, og at han ved så meget omkring organiseringen og planlægningen [af aktiviteten i lokalsamfundet]. Mine egne forestillinger om, hvordan jeg skulle facilitere samtalen og processen ud fra mine tidligere erfaringer, blev hurtigt uaktuelle, da Martin ’greb bolden’ med det samme. Jeg syntes, at det var spændende, at jeg faktisk skulle ændre mit arbejdsmindset, og at Martin var den, der var parat til at tage ansvar og planlægge en stor del af det praktiske omkring turen. Relationen mellem Martin og jeg blev ændret. Den blev meget mere ligeværdig, hvilket har betydet, at Martin nu stiller andre krav til vores samarbejde end tidligere. Jeg glæder mig til at udvikle dette samarbejde, også efter modulet i samskabelse er slut.”

Studerende ved Videreuddannelsen på Københavns Professionshøjskole

Her ser vi, hvilken magt, der ligger i det fagprofessionelle perspektiv, og hvordan vi med øvelse, mod og ny viden kan træne vores mindset til at bruge de uopdagede ressourcer, der er hos både personen i recovery samt frivillige og civilsamfund.

PS. Det omtalte modul i samskabelse finder du her.

Velfærdskronikken

Velfærdskronikken handler om velfærd i alle former og størrelser. Den er åben for alle – især studerende, dimittender og ansatte fra Københavns Professionshøjskole. Det skal være en velskrevet tekst, som kan sætte gang i tankerne og velfærdsdebatten. Velfærdskronikken udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Skribenterne kan naturligvis ikke være anonyme. Fakta skal være i orden, og vi bringer ikke hadefulde og krænkende indlæg. Den må fylde maksimalt 5.000 anslag med mellemrum svarende til ca. to A4-sider. Vi forbeholder os ret til at forkorte og redigere.

Forslag sendes til sfly@kp.dk med ’kronik’ i emnefeltet.

Del og debattér artiklen: