Sommerferie er for mange kendetegnet ved tid. Tid til familie, tid til venner, tid til nye oplevelser og tid til refleksion. Derfor har vi pakket seks digitale sommerkufferter med podcast og artikler – samt anbefalinger til bøger og film, der kan sætte tankerne i gang. Hver fredag indtil 7. august kan du åbne en ny kuffert. Den femte med temaet ’ledelse og forvaltning’ kommer her…

Det er velkendt, at trivsel og produktivitet er to sider af samme sag. Et godt arbejdsmiljø kan bidrage til innovation, robusthed og effektivitet i organisationen, hvorimod stress fører til både store personlige og samfundsmæssige omkostninger i form af tabt produktivitet og behandlingsudgifter.

Velfærdsprofeterne drøfter det psykiske arbejdsmiljø i et ledelsesperspektiv i denne podcast med videreuddannelsesleder Ghita Vejlebo fra Københavns Professionshøjskole og Ann-Christina Matzen. Sidstnævnte er leder af Job-, Aktivitets- og Kompetencecenteret i Gentofte Kommune, som de seneste to år er kåret som ’Danmarks Bedste Offentlige Arbejdsplads’ – og endda i 2019 også fik titlen som ’Europas Bedste Offentlige Arbejdsplads’ af organisationen Great Place To Work.

Personaleudskiftninger og sygemeldinger forbundet med stress har været en varm kartoffel i mange år. Velfærdssektoren er præget af effektiviseringer, besparelser og tidspres, og det er uden tvivl en væsentlig faktor, men er der også noget andet på spil? I denne podcast behandler vi begrebet ’moralsk stress’, og drøfter hvordan ledelse, styring og organisering påvirker medarbejderes motivation og arbejdsglæde.

Velfærdsstaten er under vedvarende forandring, og det kræver meget som både medarbejder og leder at følge med. I denne podcast undersøger vi, hvordan organisationer ved hjælp af en kombination af ledelsesværktøjer og kompetenceudvikling af medarbejdere kan understøtte kvalificeret grænsekrydsning mellem nutid og ønsket fremtid.

Der har i de seneste år været et øget politisk fokus på styring af velfærdsprofessionelle. Det har ført til diskussioner om forholdet mellem ’kolde’ og ’varme’ hænder. I denne episode belyser vi forholdet mellem administration og velfærdsprofessionelle for at undersøge, om det er muligt at skabe dialog om kvalitet i velfærd på tværs af fag og forvaltning.

Har du lige tid til en lille ekstra episode? Så lyt til Bjarne Corydon og hans syn på rettigheder og pligter i velfærdsstaten.

Coronapandemien har sat hele den offentlige sektor under et hårdt pres. Får forårets erfaringer varige effekter på ledelses- og forvaltningsområdet? Lyt med når formanden for HK Kommunal Hovedstaden Winnie Axelsen fortæller, hvordan coronakrisen har skærpet det politiske fokus – og skubbet lidt til balancen mellem politikere og embedsværk.

Ledelse på distancen blev for mange en nødvendighed dette forår, og for mange ledere og medarbejdere vil det sandsynligvis blive aktuelt efter sommerferien også. I så fald kan der hentes inspiration i denne artikel med chefkonsulent Ole Thestrup fra ledelsesuddannelserne på Københavns Professionshøjskole.

I denne artikel fortæller fremtidsforsker Anne Skare Nielsen om hendes vision for et ’pausesamfund’ fremfor et ’pensionssamfund’. Og så forklarer hun, hvorfor hun ville vælge en professionsbachelor i skat, hvis hun skulle være velfærdsprofessionel.

Betydningen og værdien af social kapital italesættes ofte, men den kan være vanskelig at registrere konkret. Under coronakrisen har vi dog set, hvordan social kapital kan omsættes til hurtig og effektiv omstilling af den offentlige sektor. Læs her, hvad professor Peter Hasle fra SDU mener om dette.

Hvis du er mere interesseret i et fiktivt perspektiv på ledelse og forvaltning, kan vi anbefale Den forsvundne fuldmægtig af Hans Scherfig og Hemmeligheder af Domenico Starnone. Scherfigs klassiker er en satire over livet som embedsmand i et ministerium. I bogen præsenteres vi for Theodor Amsted, som længes så meget efter frihed, at han iscenesætter sin egen død, hvorefter han flygter til Tisvildeleje. Romanen blev udgivet første gang i 1938, men efter et forår med mange begrænsninger, isolation og hjemmearbejde, er der sikkert mange, der kan genkende Amsteds længsel efter ferie og frihed i et lille fiskerleje. Starnones Hemmeligheder handler om, hvordan hemmeligheder fra fortiden kan indhente os senere i livet og få stor betydning for både privat- og arbejdsliv.

Instruktøren Armando Iannucci beskriver i sin film Stalins død fra 2017 den magtkamp, der finder sted efter diktatorens død i 1953. Det er en morsom og finurlig film om de udfordringer, der følger i kølvandet på en mildest talt markant leders afgang.

The Insider handler om Jeffrey Wigand (spillet af Russell Crowe), der har arbejdet som forskningschef i et stort amerikansk tobaksfirma. Wigand bliver opsøgt af Lowell Bergman (spillet af Al Pacino), som er vært på det legendariske tv-program 60 Minutes – og overtales til at fortælle om tobaksindustriens viden om nikotins afhængighedsskabende og sundhedsskadelige virkning. Filmen er en klassiker i forhold til at beskrive de overvejelser og omkostninger, der er forbundet med at være ’whistleblower’.

Up in The Air handler om Ryan Bingham (spillet af George Clooney), som rejser USA rundt for at fyre de mennesker, som deres chefer ikke selv har modet til at fyre. I filmen oplever vi blandt andet, hvordan Ryan håndterer deres vrede, sorg og forbløffelse. Du kan se filmen her.

God fornøjelse…

Velfærdskronikken

Velfærdskronikken handler om velfærd i alle former og størrelser. Den er åben for alle – især studerende, dimittender og ansatte fra Københavns Professionshøjskole. Det skal være en velskrevet tekst, som kan sætte gang i tankerne og velfærdsdebatten. Velfærdskronikken udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Skribenterne kan naturligvis ikke være anonyme. Fakta skal være i orden, og vi bringer ikke hadefulde og krænkende indlæg. Den må fylde maksimalt 5.000 anslag med mellemrum svarende til ca. to A4-sider. Vi forbeholder os ret til at forkorte og redigere.

Forslag sendes til sfly@kp.dk med ’kronik’ i emnefeltet.

Del og debattér artiklen: